Sorry We Missed You

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Sorry We Missed You
Instruktør: Ken Loach
År: 2019
Genre: Drama

Kan streames på: Viaplay

Ken Loach må vel siges at være mester i at lave socialrealistiske engelske film. Den sidste jeg så af hans værker, var den fine I, Daniel Blake, og hans nyeste film Sorry We Missed You, skuffer bestemt ikke. Man skal velsagtens være i humør til disse, til tider tragiske fortællinger, men Ken Loach formår som regel, at tilføje så meget varme til sine fortællinger, i form af nogle dybt bevægende karakterer, at hans film samtidig kan virke helt opløftende.

I Sorry We Missed You følger vi en familie på fire, som har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk og tidsmæssigt. De fik grundet et økonomisk krak, revet tæppet væk under sig, og drømmen om at eje eget hus krakelerede. Nu forsøger faren Ricky (spillet fabelagtigt af Kris Hitchen) at få familien på rette fod igen. Dette gøres ved at blive “selvstændig” pakkepost igennem et ganske usympatisk foretagende af et firma, et firma som kalder deres chauffører selvstændige, for selv at slippe for økonomisk ansvar. Ricky’s kone Abby (Debbie Honeywood) arbejder ligeledes under dårlige forhold. Hun som hjemmehjælper, med et godt og samvittighedsfuldt hjerte, og alt for lange arbejdsdage. De har to børn, Liza og Seb, som de efter bedste evne, forsøger at give en god opvækst.

Ken Loach formår på fornemste vis, at tegne et portræt af en arbejderklassefamilie, som har de bedste intentioner, men som grundet omstændighederne, køre sig selv længere og længere ned i dyndet. Forældrenes arbejdsforhold- og tider, levner ingen plads til at tage sig af de problemer, som bl.a. opstår, når deres teenagedreng begynder at skeje ud som pjækkende, oprørsk graffitimaler, og skriger på opmærksomhed. Det er hård kost at se denne deroute, ikke mindst da Ken Loach maler nogle karakterer, som i bund og grund er dybt sympatiske. Hvor er det urimeligt at netop de ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen, hvor er det urimeligt at den empatiske og tålmodige Ricky, skal drives helt derud, hvor han hæver hånden over sin søn. Det ligger ikke til hans natur.

Det er denne kontrast mellem omstændigheder og gode velmenende mennesker, som gør Sorry We Missed you til et stærkt familieportræt, og et stærkt rørende socialrealistisk drama. Ken Loach’s film er jordnære, der er ikke en masse tju-bang, men til gengæld, kan han som få, få formidlet et budskab råt for usødet.                  

Sorry We Missed You får 4/6:
🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.