Originaltitel: Sorry We Missed You
Instruktør: Ken Loach
År: 2019
Genre: Drama
Kan streames på: Viaplay
Ken Loach må vel siges at være mester i at lave socialrealistiske engelske film. Den sidste jeg så af hans værker, var den fine I, Daniel Blake, og hans nyeste film Sorry We Missed You, skuffer bestemt ikke. Man skal velsagtens være i humør til disse, til tider tragiske fortællinger, men Ken Loach formår som regel, at tilføje så meget varme til sine fortællinger, i form af nogle dybt bevægende karakterer, at hans film samtidig kan virke helt opløftende.
I Sorry We Missed You følger vi en familie på fire, som har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk og tidsmæssigt. De fik grundet et økonomisk krak, revet tæppet væk under sig, og drømmen om at eje eget hus krakelerede. Nu forsøger faren Ricky (spillet fabelagtigt af Kris Hitchen) at få familien på rette fod igen. Dette gøres ved at blive “selvstændig” pakkepost igennem et ganske usympatisk foretagende af et firma, et firma som kalder deres chauffører selvstændige, for selv at slippe for økonomisk ansvar. Ricky’s kone Abby (Debbie Honeywood) arbejder ligeledes under dårlige forhold. Hun som hjemmehjælper, med et godt og samvittighedsfuldt hjerte, og alt for lange arbejdsdage. De har to børn, Liza og Seb, som de efter bedste evne, forsøger at give en god opvækst.
Ken Loach formår på fornemste vis, at tegne et portræt af en arbejderklassefamilie, som har de bedste intentioner, men som grundet omstændighederne, køre sig selv længere og længere ned i dyndet. Forældrenes arbejdsforhold- og tider, levner ingen plads til at tage sig af de problemer, som bl.a. opstår, når deres teenagedreng begynder at skeje ud som pjækkende, oprørsk graffitimaler, og skriger på opmærksomhed. Det er hård kost at se denne deroute, ikke mindst da Ken Loach maler nogle karakterer, som i bund og grund er dybt sympatiske. Hvor er det urimeligt at netop de ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen, hvor er det urimeligt at den empatiske og tålmodige Ricky, skal drives helt derud, hvor han hæver hånden over sin søn. Det ligger ikke til hans natur.
Det er denne kontrast mellem omstændigheder og gode velmenende mennesker, som gør Sorry We Missed you til et stærkt familieportræt, og et stærkt rørende socialrealistisk drama. Ken Loach’s film er jordnære, der er ikke en masse tju-bang, men til gengæld, kan han som få, få formidlet et budskab råt for usødet.
