Sometimes In April

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Sometimes In April

Instruktør: Raoul Peck

År: 2005

Genre: Drama

Kan streames på HBO MAX

I april 1994 startede det grusomme folkemord på det meste af Rwanda’s tutsi-befolkning. På otte måneder slagtede Hutuer op mod 1. million tutsier og moderate hutuer,  i det der skulle vise sig at være historiens mest “effektive”, og nidkære folkemord.

Målt på antallet af drab på så kort tid, overgik det alt andet – selv Holocaust.

…..og der var ikke gaskamre eller andet modbydeligt teknologisk hejs. Nej de fleste blev hakket ihjel med macheter. Råheden og brutaliteten i denne form gør det hele så meget mere ubehageligt og uhyggeligt.

Ti år efter udkom filmen, Hotel Rwanda. En fremragende film, der omhandlede netop dette.

Den fik en masse omtale, og flere Oscarnomineringer, og tog dermed også en masse opmærksomhed fra Sometimes In April, der udkom året efter.

Det er lidt ærgerligt, da jeg personligt mener den er ligeså stærk som sin berømmede forgænger. Den har ikke en kæmpe produktion med uendelige penge i ryggen, så den fremstår mere rå og upoleret. Det giver den det ekstra lag af realisme og ubehag.

Idris Elba spiller Augustin, en officer i Rwandas hær.

Han kone og børn er er halvt tutsier/halvt hutuer, han selv er hutu.

Vi følger ham, da han ti år efter folkemordet er i Tanzania, for at overvære retssagen imod hans bror, Honoré, der er anklaget for at være aktiv deltager i organiseringen af folkemordet. Han arbejdede for Rwanda’s nationalradio, der spillede en enorm rolle i igangsættelsen af de mange hundredetusinder af drab.

Igennem flashbacks ser vi hvordan Augustin – og til dels hans bror er kommet dertil, og hvilke ofre Augustin har måttet yde.

Idris Elba er stor og stærk, og ligner en mand der kan krølle dig sammen, og skylle dig ud i lokummet. Men der er en blidhed over ham, noget med hans øjne. Hans blik rummer en sårbarhed, der får mig til at glemme hans fysiske fremtoning. Han rammer rollen helt perfekt, netop pga. hans eminente evne for at udnytte begge dele. Han burde få flere bærende roller, der viser hans talent og spændevidde, for han er alt for undervurderet. Han er simpelthen hamrende dygtig.

Vi runder af

I Sometimes In April vises det pinligt effektivt, hvor lidt den vestlige verden gad bekymre sig om det lille land i det centrale Afrika. Et klip viser TV-nyhederne i USA, hvor nyheden om Kurt Cobains selvmord er hovedhistorien, og uhyrlighederne i Rwanda en mindre parentes, et par sætninger værdigt, også ikke mere.

Jeg plejer ikke at blive synderligt ramt af (på film!) at se andres manglende privilegier, sat op mod min egen overpriviligerede tilværelse, men her blev jeg dog dybt berørt af at se hvor skæv og elendig verden kan se ud.

Dette adskiller Sometimes In April fra film som Hotel Rwanda og Schindlers Liste. Denne film fremstår mere som et realistisk billede på virkeligheden..

Sometimes In April får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

The Wrecking Crew

🔥 The Reckoning Crew er alt det, buddyfilm ikke må være i 2026 – og derfor virker den. R-rated, blodig, grov og helt ligeglad. Bautista + Momoa = perfekt timing. René Buchtrup hyggede sig hele vejen. 🍿💥

Miller’s Crossing

Der er Coen-brødre-film, man forelsker sig i med det samme, og så er der dem, der langsomt sniger sig ind på én, sætter sig fast og nægter at slippe igen. Miller’s Crossing hører for mit vedkommende klart til den sidste kategori.

Jarhead (4k UHD)

Jarhead er ikke en krigsfilm om heltemod – men om ventetid, tomhed og alt det, krigen efterlader i hovedet. Et gensyn viser, at Sam Mendes’ film stadig rammer hårdt. Og i 4K ser Roger Deakins’ billeder bedre ud end nogensinde.
René Buchtrup anmelder

One Battle After Another (4K UHD)

Leo emmer af The Dude-vibes, Sean Penn er klam og slesk og kvinderne sparker for hårdt røv!
René er tilbage med en 4k-anmeldelse og denne gang er det mesterværket One Battle After Another der bli’r vendt og drejet…

28 Years Later: The Bone Temple

🩸 28 Years Later: The Bone Temple handler mindre om de inficerede – og mere om dem, der lever med konsekvenserne. Ralph Fiennes leverer filmens stærkeste præstation i en fortsættelse, der tør være stille, mørk og menneskelig.
René Buchtrup anmelder

The Rip

The Rip er ikke en dårlig film – den er værre. Den er bevidst middelmådig. Designet til at blive set halvt, gentaget for dem, der scroller, og glemt igen. Netflix-action i sin mest frustrerende form.
René Buchtrup anmelder

The Housemaid

The Housemaid er filmen, jeg strittede imod – indtil jeg gav op.
Paul Feig kender sine genrer, sine klichéer og sine virkemidler.
Når man først overgiver sig, er man i rigtig godt selskab.
René Buchtrup anmelder

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder