Instruktør: Mark Chappell
År: 2022.
Genre: komedie.
Biografpremiere: 27/10.
Når det kommer til krimier, så er en af den mest klassiske slags, en såkaldt whodunnit.
Her menes en krimi, så drives af en detektiv, som kommer på sporet af et mord og som så skal flette trådene og sporene sammen, indtil morderen til allersidst kan afsløres.
Sådan en slags krimi, er lige netop hvad See How They Run er og det er samtidig også en virkelig vellykket en af slagsen.
Den er instrueret af Tom George og med manuskript af Mark Chappell og fælles for dem begge, har de meget lidt til ingen erfaring udi spillefilm, hvor det blot er Mark Chappell der har lavet manuskript til en anden film (som så er snooker-komedien, The Rack Pack).
Men for at vende tilbage til See How They Run, så kan dens historie og mordmysterie, forklares således.
I starten af filmen er vi vidne til en teateropsætning af et andenrangs Agatha Christie-værk, ved navn The Mousetrap.
Tilstede ved denne visning (som er gang nr.100) er, filminstruktøren Leo Kopernick og han er meget interesseret i at lave en filmopsætning.
Dog viser det sig hurtigt, at Leo Kopernick ikke er specielt gode venner med teaterholdet eller filmversionens producer & manuskriptforfatter og som man nok kan regne ud, ender det hele med et mord.
Den der så skal opklare dette mord, er den unge og meget film/teater-glade politibetjent, Constable Stalker og den mere garvede og lidt alkoholiske politimand, Stoppard.
Filmen foregår i øvrigt i 1953 og i London.
Når det kommer til den slags krimier, som denne film er, så er det ikke noget der laves så meget af mere, men den fik dog lidt et comeback med filmen Knives Out fra 2019.
Her kunne man så måske tro, at See How They Run, bare er et forsøg på en gentagelse af dén film, men dette er dog ingenlunde tilfældet.
Fordi Tom George og Mark Chappell, formår både at lave en krimi der fungerer til fulde og som bliver ved med at åbne sig mere og mere op og samtidig, formår de ligeså at gøre lidt kækt grin med det, via nogle meta-jokes.
Måden dette gøres på, er fx via Leo Kopernick og manuskriptforfatteren, Mervyn-Cocker-Norris, som diskuterer noget om at filmversionen ikke skal have flashback-sekvenser eller dele hvor der så står ”3 uger senere”, da dette ses som værende dovent og lige netop disse ting indeholder filmen.
Dernæst så lykkedes Tom George & Mark Chappell også perfekt med at ramme filmens tidsånd og tidsperiode på forholdsvis enkeltvis, via den helt rette mode og noget virkelig godt og drøncharmerende underlægningsmusik fra den meget talentfulde filmkomponist, Daniel Pemberton.
Dernæst så er film-klipningen af Gary Dollner og Peter Lambert, faktisk ret så eksemplarisk, da den er med til at skabe en fantastisk filmrytme, hvor tiden både flyver afsted, men samtidig heller ikke flyver for hurtigt til at vigtige detaljer kan glemmes og dernæst, gør klipningen af filmen, at filmen er dejligt stramt fortalt og lige netop formår at få det hele fortalt på kun lidt over halvanden time.
Noget som naturligvis også skal roses, er filmens skuespil.
Skulle jeg særligt fremhæve én, må det blive irske Saoirse Ronan i rollen som den unge politibetjent Stalker.
Skønt Saoirse Ronan har været med i flere komediefilm før, så er dette dog hendes største rolle i en fuldblods komedie (hvor der ikke er noget snert af alvor) og hun gør det ret så fantastisk.
Saoirse Ronan er med til at gøre Stalker til en virkelig finurlig og dybt sympatisk karakter, som hele tiden skriver ting ned i notesblokken (da hun altid føler at alt skal skrives ned), som flittigt deler ud af kærligheden til film og teater og som bare er naturligt finurlig på en virkelig morsom og dybt charmerende måde.
Som Stalkers makker, er Sam Rockwell også virkelig genial i rollen som politiinspektøren Stoppard.
Skønt Sam Rockwell er ærkeamerikansk, så synes jeg dog at den britiske accent fungerer ganske glimrende og troværdigt og dernæst så er Sam Rockwell ligeså virkelig morsom som den lidt afdankede politimand, der går på pub, i stedet for at gå til tandlægen, men som dog alligevel passer sit job.
Dernæst, så har Saoirse Ronan og Sam Rockwell, virkelig god kemi og får det bedst mulige ud af hinanden.
Amerikanske Adrien Brody, skal ligeså fremhæves for rollen som den lidt opblæste filminstruktør Leo Kopernick, som på sin vis sætter filmens mysterium i gang.
Adrian Brody har ikke alverdens spilletid i filmen, men den der er, udnytter Adrien Brody til fulde og formår afgjort at skabe et troværdigt og virkelig morsomt portræt af en instruktør der brænder for sin filmiske vision og som samtidig er opblæst og en kende slesk til tider.
Alt i alt, er der faktisk ikke noget som jeg ikke synes fungere ved See How They Run.
Den er virkelig morsom, både på grund af filmens karakterer men også humoren generelt, som er dejlig let og dybt finurlig på en meget charmerende måde.
Den er ligeledes virkelig spændende og med et af den slags mysterier, hvor jeg allerede nu ved at et gensyn er krævet, for at kigge efter yderligere tegn på hvem morderen i sidste ende var.
Og som en whodunnit-krimi, er den virkelig perfekt, da den både perfekt gør kærligt grin med denne type krimi og perfekt benytter samtlige ingredienser til at udfører denne slags krimi til perfektion.
Og som rent underholdnings-popcornfilm, er den også perfekt, grundet dens høje tempo og fordi den simpelthen bare er konstant underholdende, efter min mening.
Så ja, See How They Run, er et mere end godkendt bud på en af 2022’s allerbedste komedier og dernæst et af dette års allerbedste film, som muligvis vil blive overset i dette efterår, men som dog fuldt-ud fortjener en biograftur.
