Instruktør: Niclas Bendixen
År: 2024.
Genre: drama.
Biografpremiere: 22/02
Når man har været gift i mere end 40 år, så bør man umiddelbart kende hinanden rigtig godt og når sådan noget skal fejres, så skal det også helst fejres i kærlighed og glæde.
Dette er dog ikke altid tilfældet og sådan vises det også i Niclas Bendixens nye film, Rom.
Som titlen antyder, så foregår hele denne film i Rom og som intro-teksten antyder, handler filmen om fejringen af et 40års varende ægteskab.
I dette tilfælde er det Gerda (spillet af Bodil Jørgensen) og Kristoffer (Kristian Halken), som langt om længe vil få brugt deres datters rejsegavekort på en tur til Rom, som så er i forbindelse med fejringen af 40 års ægteskab.
Gerda har været i Rom før, men Kristoffer har dog ikke og det vises relativt hurtigt at de begge har forskellige forventninger om hvad der skal opleves, hvor Gerda gerne vil opleve kunst og fx Coloseseum, imens Kristoffer godt kunne tænke sig at komme på Vespa-museum.
Men, første aften de er ude, udvælger Gerda restauranten de skal spise ved og efter Kristoffer lige har givet en hyldesttale til sin kone, så dukker svenskeren Johannes lige pludseligt op og det der er ved Johannes, er at han kender Gerda fra mange år tilbage i tiden.
Mere behøves der ikke at forklares om denne films historie, for at vise at Niclas Bendixen, på sin vis har ambitioner med denne films historie, da den umiddelbart går mange veje og ikke nødvendigvis er det som det som den er blevet markedsført som værende.
Fordi, kigges der på traileren til Rom, så handler det umiddelbart om et ægtepar på tur i Rom, hvor de har forskellige syn på livet og Rom og hvor en svensker skaber trekantsdrama imellem dem.
Det handler Rom, skam umiddelbart også om, men samtidig føler jeg også at den vil fortælle noget om det at blive ældre.
Kristoffer er bestemt ikke nogen svækket mand, men heller ikke helt fit for fight og samtidig så er der Gerda-karakteren der igennem Rom (både byen og ligeledes filmen), bliver mindet om hendes ungdom og hvilke valg hun traf i livet.
Dernæst er der noget om et 40 års langt ægteskab, som der allerede fortælles meget om i filmens allerførste scene, hvor parret er i en taxa på vej mod hotellet, hvor Kristoffer så storbrokker sig over at have mistet sin kuffert via flyet, imens Gerda blot kigger ud af vinduet, på landskabet der suser forbi dem og ikke siger noget, før Kristoffer spørger hende om hun har det godt.
Denne slags scener er der nogle stykker af i løbet af filmen og fungerer dette?
Ja!
Det skal også her nævnes at Niclas Bendixen også har stået for filmens manuskript, som så er skrevet sammen med Christian Torpe og såmænd Kristian Halken.
Selvom jeg til tider, måske synes at filmen tager munden lidt for fuld, med alt det som den gerne vil handle om, så føles det hele dog meget oprigtigt og dybt troværdigt og det hele er skam også skildret med en virkelig god balance.
Her ment at filmen umiddelbart starter som en komedie, for dog så lidt efter lidt at forandre sig til et ret alvorligt og til tider hjerteskærende drama og denne udvikling, følger filmen helt naturligt uden at det på noget tidspunkt føles malplaceret eller ulogisk.
Skuespillet skal selvfølgelig også roses og det er der kun gode grunde til.
Det er ikke altid at Bodil Jørgensen har en hovedrolle, men her i Rom, får hun i den grad mulighed for at stråle i alle de morsomme og alvorlige nuancer som hun besidder.
Kristian Halken er muligvis en lidt overset skuespiller, som mange nok genkender når de ser ham, men som sjældent har haft en hovedrolle. I denne film, får Kristian Halken dog i den grad mulighed for at vise hvad han kan og han kan virkelig meget, i rollen som Kristoffer der både prøver at følge med Gerda, have en fornøjelig tur og ligeledes forstå Gerda. Det skal selvfølgelig påpeges at Bodil Jørgensen & Kristian Halken, har en fantastisk kemi sammen.
Svenske Rolf Lassgård (som sidste år strålede i en lignende svensk film, ved navn Anden akt), er bestemt også fremragende som Johannes. Johannes er muligvis lidt påtrængende til tider, men dog på en måde som giver mening og dernæst så besidder Rolf Lassgård, altså en charme og karisma, som er slet ikke er til at stå for.
Kameraføringen af Manuel Alberto Claro (som bl.a. har filmet mange af Lars Von Triers seneste film), er lige i øjet, da Rom som by, stråler i hver eneste scene og da kameraføringen også ofte er med til at skabe en ret særlig melankolsk stemning.
Underlægningsmusikken af Jon Ekstrand, synes jeg ikke er vildt interessant da det ofte lidt går igen, men det er dog fint at høre på og så kan det nævnes at Gasolin’ på sin vis spiller en rolle i filmen, som jeg ikke vil afsløre, men som jeg bestemt ikke havde noget imod.
Alt i alt, vil jeg sige at Rom, var en virkelig glædelig overraskelse, da den var og kunne meget mere end jeg have turde håbe på, i forhold til dens alvor og i forhold det som den fortalte og viste om at leve i sit livs efterår og at have levet i et 40 år gammelt ægteskab.
Den er ikke noget mesterværk eller en perfekt film, da jeg til tider synes at filmen lidt swinger rundt om hvilken historie den egentlig vil fortælle.
Men det er dog en virkelig god dansk film, som jeg i den grad kan anbefale, uanset om man nogensinde har været i Rom eller ej.
