Image: ©Disney
Instruktør: Wolfgang Reitherman
År: 1973
Genre: Animation
Kan streames på: Disney+
“Ooh-de-la-lay!”
Dette er uden sammenligning den film jeg har set flest gange – ingen konkurrence overhovedet!
For mig er dette Disney’s bedste værk.
Det er ikke dybt og nyskabende som Løvernes Konge, eller visuelt betagende som Bernard Og Bianca: SOS Fra Australien.
Den er derimod “bare” charmerende og fuldstændig uimodståelig. Den er hylende morsom, og den har min yndlingskarakter i Disney-regi:
Prins John.
Ham kommer vi til.
“Ned med Prins John, Kong Fup af England”
Det gamle heltesagn om den fredløse adelsøn, der sætter sig op imod selve tronen, er legendarisk, og fortalt et utal af gange.
Kevin Costner og Alan Rickman stråler i en version, Errol Flynn i en anden, og Cary Elwes giver den en god griner i spoofversionen, der tager tykt pis på det hele.
Over dem alle står dog denne version, en tegnefilm fra 1973.
Umiddelbart en meget simpel sag, der spreder mere hygge end tankestrøm. Det kan der bestemt være noget om, men dyk lidt dybere, så er der meget mere at hente.
Der er en smuk kærlighedshistorie, der sagtens kan bide skeer med så meget andet i filmland.
To ræve, der må bekæmpe en afpillet, skabagtig løve, en smælderfed ulv, og en emsig snog for at få hinanden, lyder måske ikke som lovestory of the century, men lag for lag er den vedkommende og sød, og jeg bliver personligt så glad, hver gang jeg ser Robin Hood og Lady Marian få hinanden til sidst.
“Nej, nej, nej!
Det er minsandten uretfærdigt!”
Filmen indeholder Disney’s bedste og sjoveste karakter: Prins John.
En skvattet løve, der udelukkende er noget igennem sin magt, og folks frygt for hans luner.
Han har en facon, og nogle replikker, der gør ham helt uvurderlig i min personlige filmhistorie.
Al hans ondskab og nederdrægtighed er skjult bag et tykt lag af komiske scener, en arrogant væremåde, og det klassisk ufarlige tegneserieunivers.
Mest af alt er han dog bare en fesen klovn, der ikke kan andet end, ja, lige netop dette.
Det er ikke for sjov, at King Joffrey fra Game of Thrones bl.a. er baseret på Prins John.
John Price og Morten Grunwald fører an på stemmefronten, og det er vel egentlig ikke set bedre – som helhed – herhjemme?
Vi runder af
Disney’s Robin Hood er en klassiker, en fantastisk dejlig film for børn og voksne.
Jeg kan se den igen og igen, og selvom den har det der lettilgængelige omdrejningspunkt, så har den en masse på hjerte.
Jeg vil ikke tøve med at hylde den fuldstændig entydigt for det mesterværk den er.
Jeg elsker den!
Magnifique og sublimovits til Robin Hood.