Originaltitel: Retfærdighedens Ryttere. Instruktør: Anders Thomas Jensen. År: 2020. Genre: Drama/Action/Komedie. Biografpremiere: d. 19. november 2020.
Manuskriptforfatter og instruktør, Anders Thomas Jensen, har mange talenter.
Han kan prale af den fornemme titel, oscar-vinder (tre gange nomineret og vandt med kortfilmen Valgaften fra 1998), han skrev manus til Susanne Biers Hævnen fra 2010, som ligeså blev belønnet med en gylden statuette, og så har han leveret rørende historier til film som bl.a. Mifunes Sidste Sang, Elsker Dig For Evigt og Brødre.
Han kan noget med fortællinger om samfundssatire, moralske dilemmaer og de helt store følelser.
Men ikke kun det. Han har samtidig også noget med triste skæbnefortællinger. Om umodne mandslinge. Afstumpede skvat. Småpsykopatiske drengerøve. Brogede flokke af mænd, der mødes og finder et særligt sammenhold. Det er de underlige og sært elskværdige mænd, der ender med at få de største og mest legendariske replikker i hans egne film.
Hvem kan sige Blinkende Lygter (2000) uden begejstret at råbe “Det skal jeg da ha'”, og “Vi jager”. Eller storgrinende citere fra hans anden spillefilm, De Grønne Slagtere: “Svend, nu har du pølse på hovedet igen”.
Anders Thomas Jensen er i min optik kongen af dansk afstumpethed og legendariske one-liners.
Efter den lidt for groteske spillefilm fra 2015, Mænd Og Høns, hvor det hele gakkede fuldstændig ud til sidst, har han samlet både Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro, til endnu en omgang voldsom vildskab. Retfærdighedens Ryttere handler om militærmanden, Markus (Mikkelsen) som må drage hjem til Danmark, efter hans kone er omkommet i en togulykke. Den ellers så dygtige soldat, må pludselig erkende, at han nu er på den hårdeste opgave nogensinde: at tage vare om sin teenagedatter, og håndtere hendes store sorg. Men også sin egen.
Selvfølgelig er det ikke tænkeligt i Anders Thomas Jensens afstumpede mandeuniverser. I stedet bliver frustration og sorg til vrede og hævnlyst, da dataanalytikerne (og computernørderne) Otto og Lennart pludselig dukker op på Markus’ adresse med anklager om en mulig konspiration på en højtprofileret rocker, som var blandt otte dræbte. Alle data peger i én retning, nemlig mod rockerkongen, Kurt, som ville have hævn.
Snart står militærkaptajnen overfor sin største, og mest personlige mission nogensinde,- at straffe alle rockere der står bag episoden. Uden moralske skrupler, slår han sig sammen med “nørderne” som besætter hans hjem, i dække for at være krisepsykologer, og som skal hjælpe datteren og hendes far i den svære situation.
Thomas Jensen jonglerer med mange tunge og svære temaer i Retfærdighedens Ryttere. Hvor de fleste instruktører ville fejle stort ved at mixe alvorlige dødsfald, sorgbearbejdning og onde hævntanker, sammen med kulsort, absurd komik og følelseskold vold, så rammer han i den grad plet. På nærmest Tarantinosk vis, bliver vi som publikum inviteret ind i et univers, hvor man det ene øjeblik holder vejret, og skrælgriner i det næste. Tænk, at kunne lave en film, som sætter filosofiske spørgsmål om livet, og samtidig er underholdende som ind i helvede.
Jensen har i et interview udtalt, at det hele hviler på Lie Kaas’ karakter, Otto (nørden med “spasserarmen”). Han er bindeleddet mellem Markus’ verden og tossernes verden. Og det er fuldstændig rigtigt. Kaas giver en særlig afdæmpet, men stærk indsats, som gør alvorligt indtryk. Andrea Heick Gadeberg er ligeledes imponerende som teenagedatteren, der agerer som mere rationel og voksen, end hendes temperamentsfulde far. Og svenske Gustav Lindh er lige dele rørende og sjov, som hårdtprøvet østeuropæisk slavedreng, der ikke er bleg for at spørge Lenneart om han vil “tage ham hårdt i røven” inden sengetid.
Rollen som Lennart, bliver spillet af Lars Brygmann. Han er den ultimativt sjoveste karakter i Retfærdighedens Ryttere. Rollen som den socialt handicappede nørd, med tåkrummende og pinlige bemærkninger, høster de største grin i løbet af de små to timer filmen varer. Det er befriende at se den dygtige skuespiller på slap line, i en herligt overgearet over-the-top rolle.
Rockerne, med Roland Møller i front, får ikke meget plads i filmen. I sidste ende, føles de måske en smule ligegyldige. Men det kan man snildt se bort fra.
Da rulleteksterne tonede frem, og jeg rejste mig fra biografsædet, var det med et stort smil på læberne. Anders Thomas Jensen havde sgu gjort det igen! Hans seneste film, er hans bedste siden De Grønne Slagtere, og beviser én gang for alle, at han er en vigtig ener i dansk film, som formår at samle folket med det gravalvorlige og absurd morsomme, som ingen anden kan.
Retfærdighedens Ryttere får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
