Ready Player One anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Steven Speilbergs nye film imponerer med en barnlig entusiasme og fortællerlyst, så man ikke kan fatte at verdens største legebarn er blevet 71 år!

Filmen kan bl.a. streames via Blockbuster og Plejmo

Når man hedder Steven Speilberg forpligter det! Når man har lavet legendariske og episke eventyr som E.T, Jurassic Park og Indiana Jones, er der høje forventninger når den gamle mester instruerer en ny film.

For kan den hamle op med de gamle klassikere?

Svaret er i denne omgang: Nej.

Men det er helt ok. Mindre kan nemlig også gøre det.

I Spielbergs nye film “Ready Player One” er året 2045. Verden er i forfald, men i det virtuelle spilleunivers OASIS, kan alle ens drømme gå i opfyldelse. Her kan man se ud som man har lyst og stort set, gøre lige hvad man lyster.

Den unge knøs Wade Watts (Tye Sheridan) lever og ånder for den virtuelle verden hvor hans såkaldte avatar Parzival lever livet han ikke kan i den virkelige verden. Ligesom så mange andre er han nærmest besat af at finde de tre hemmelige nøgler som geniet bag spillet, James Halliday (Mark Rylance), har skjult i OASIS’ bombastiske og fantastiske realityunivers.

Selvfølgelig er det Parzival der finder den første nøgle. Og så den vilde jagt for alvor i gang, med den onde organisation IOI, med lederen Sorrento, (Ben Mendelsohn) lige i hælene. Heldigvis får han hjælp af bedstevennen Aech (Lena Waithe) og hans virtuelle crush Art3mis (Olivia Cooke) som vil gøre alt for at hjælpe, så de tre nøgler ikke ender i de forkertes hænder. For hvis man ender op med alle tre nøgler, bliver man den heldige ejer af hele OASIS-verdenen, samt en hulens masse penge.

Dette er den forsimple og korte version af handlingen i filmen. Det bliver til tider rodet og kompliceret, men det gør egentlig ikke det helt store. Selv i en rodebutik er det sjovt at være når Steven Speilberg er bag roret. Hele filmen lever på det overskud han har over løjerne og selv på en tid på hele 140 minutter, er der ikke et eneste kedeligt sekund.

Vi kommer aldrig rigtigt til at lære vores unge helte, Wade og co. at kende og man kan godt kalde “Ready Player One” et overfladisk bekendtskab. Det tætteste vi for alvor kommer på noget der er rørende er historien om den afdøde James Halliday som byggede den virtuelle verden fordi han ikke kunne finde ud af at begå sig i den virkelige verden.

Så selvom filmen aldrig for alvor går i dybden på nogen af dens karakterer, så den det mest underholdende  overfladiske bekendtskab man længe har haft. Prøv at forestil jer en vild rutsjebanetur med King Kong, Super Mario, Terminator, Ondskabens Hotel (en lang scene med alt det fantastisk creepy fra Kubricks filmmatisering) og Star Wars…bare for at nævne et par stykker.

Det lyder da ikke kedeligt, vel?

Det er nostalgi for alle pengene. Og så hermed i 3D.

Speilberg er muligvis blevet 71 år gammel, men han er stadig et stort legebarn der har lyst til at fortælle historier om de godes kamp mod det onde. De fortællinger går nemlig aldrig af mode.

Ready Player One får 4 ud af 6 hamre:

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.