Rampage: Out Of Control anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Ingen fjol og ballade i Rampage, men masser af alvorlighed. Men kan man tage en film seriøst når en gigantisk albino-abe slås mod en helkopter-ædende ulv? Denne anmelder savnede sjove one-liners og…..Arnold Schwarzenegger!?

Rampage kan bl.a. streames via Blockbuster og Plejmo

En giga-kæmpe ulv springer ud i luften og smadrer en helikopter med dens store gab så helikopteren eksploderer!

Så har jeg ligesom set det med!

Det lyder simpelthen så dumt. Og det er det jo selvfølgelig også. Men det glemmer den seneste film med Dwayne “The Rock” Johnson altså nogle gange. Altså, at den er dum. Og det er ret ærgerligt. Den har nemlig potentialet til noget endnu bedre!

Tænk bare på de fjollede Sharknado-film. De ved da udmærket godt at de er latterlige. Filmene er en fest fordi de ved de blot er dum underholdning. Men det er jo charmen. De er samtidig også fyldt op med cheasy one-liners, som giver en god ironisk distance til de gagede løjer.

Alle de fede one-liners mangler i “Rampage”. Der er ikke ÈN fed og sjov replik som man kan grine af. Det eneste man smågriner af er aben George der kan gi’ fuckfinger!

Primalogens Davis Okoye (Dwayne Johnson) arbejder i en zoo i San Diego hvor han bl.a. passer George, den intelligente albino-gorilla. Hans hjerte banker for de uskyldige, kære aber. Han har bryder sig dog ikke meget om andre mennesker.

Tiltroen til mennesker bliver da heller ikke bedre da et genetisk (uautoriseret) eksperiment går fuldstændig galt (i filmens første scener minder det overrakende meget om noget man har set i gyserfilmen “Life” fra 2017 og samtlige Aliens-film!) og dyr i San Diego bliver smittet af den mystiske og farlige virus. Deriblandt George som vokser sig større og større. Og derefter går det ellers stærkt på et fly(styrt), en jagt til Chicago med en mega-ulv i hælene OG en endnu større trussel!

Ja, det er faktisk lidt dumt at fortsætte på at forklare filmens plot, som virker åndsvagt og fucked up, så det burde være en komedie. Men, det er ikke en komedie. Det er faktisk en film som tager sig selv ret seriøst det meste af tiden.

Dwayne Johnson har aldrig været det store skuespiltalent. Han er ikke just the guy  Lars Von Trier og Michael Haneke ringer til når de skal lave en ny film. Han er bedst i actionkomedierne (bl.a den herlige “Jumanji: Welcome To The Jungle” fra sidste år) hvor han er mere loose, tilbagelænet og kaster verbale one-liners ud, mens hans han flasher musklerne og deler bøllebank ud.

Finalen på “Rampage” redder hele svineret. Der er filmens store klimaks. King Kong vs. Store Stygge Ulv vs. Flodmonsteret. Det lykkedes for denne anmelders indre drengerøv at blive begejstret for en stund og fryde sig over da der der for alvor gik fuldstændig smadder i den.

Afslutningen på filmen redder den for ikke at ende i rendestenen, ligesom instruktør Brad Peytons tidligere film, “San Andreas” (2015), som gik all in på genren katastrofefilm, der i stedet bare endte som en katastrofe. Den var godt nok bundskraber-elendig. I den prøvede Dwayne Johnson faktisk at spille rigtigt skuespil. Vor herre bevares. Det går heldigvis bedre i “Rampage”.

“Rampage” kunne have været et festfyrværkeri af dimensioner med et glimt i øjet. Hvor kunne det have været befriende med en masse skønne one-liners og en god bunke ironi oveni det hele. Måske skulle Brad Peyton bare have hyret Arnold Schwarzenegger til rollen som Davis Okoye. Han ville da have fuldendt projektet med hans dejlige, latterlige østriske accent og ironiske distance til det hele. Det ville have have have været dejligt.

Vi må dog nøjes med en film der tager sig selv ret alvorligt, selvom den er ret så tåbelig. Den er bare ikke klar over det selv.

Rampage: Out Of Control får 3 ud af 6 hamre:         

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!