QT8: The First Eight
Instruktør: Tara Wood
Produktionsår: 2019
Genre: Dokumentar
Biografpremiere: d. 29. maj 2020
Det er vist ingen hemmelighed at jeg elsker Tarantino’s film.
Dette er en film, der især henvender sig til folk som mig, en vaskeægte fan. Den er bygget op omkring interviews med folk der elsker Quentin Tarantino, det er folk der nørder ham og hans værker i helt uhørt grad, og det er folk der udelukkende omtaler ham i positive vendinger.
Det er lidt som at side i små to timer, og se ekstramateriale på en dvd-udgivelse af en af hans film.
Det er til gengæld også noget jeg rigtig godt kan lide, så filmen har bestemt sin berettigelse. Jeg savner dog flere nuancer omkring mesteren Tarantino, end de få der trods alt er.
Hvorfor fortæller de ikke om, at han tilsyneladende kan være et grumpy røvhul til tider, eller måske at han og Edward Bunker røg (verbalt) i totterne på hinanden under indspilningen af Reservoir Dogs, så det næsten endte med at filmen skulle skrives om, og at Bunker blev fyret. Eller hvad med hans rolle i hele Weinstein-skandalen?
Og nu vi lige har fat i ham udyret, Weinstein, så tager folk heri klart afstand!
Det er sjovt at høre Michael Madsen svine Harvey Weinstein til, og bl.a. kalde Stuntman Mike fra Death Proof for et markant bedre menneske.
Dog kan jeg ikke finde ud af om jeg synes det bliver gjort fyldestgørende nok… Det virker på mig som om de skal huske at tage afstand, og det gør det lidt klodset i mine øjne. Afstand bliver der dog taget, og det er godt!
Ja ja, filmen handler selvfølgelig ikke om ham, så jo mindre taletid, jo bedre – sådan må det være.
Filmen er klart mest for fans, men jeg er sikker på at alle trods alt vil hygge sig i selskab med alle de genkendelige skuespillere…
Handlingen er lineært fortalt, og tager kronologisk alle hans film op til snak og ros.
Det er dog en skam de ikke har fået mastodonter i Tarantino-universet, som Uma Thurman, Harvey Keitel, Leo Di Caprio og Brad Pitt til at komme med deres historier. En Martin Scorsese-hyldest vil jo heller ikke være det samme uden Joe Pesci, vel.
Til trods for det, og for alle mine andre små anker, så ER det en dejlig film. Det føles lidt som at se en gammel, god kammerat igen efter mange år, og mærke at relationen er ligeså stærk og nær som den var engang.
