Originaltitel: Power Of The Dog
Instruktør: Jane Campion
År: 2021
Genre: Drama/Western
Filmen kan streames på: Netflix
“Det maskuline narrativ”
Power Of The Dog er et fantastisk drama, og den er moderne western, i samme stil som No Country For Old Men, The Three Burials Of Melquiades Estrada og Hell Or High Water.
Sat i Det 20 Århundredes spæde start, får vi indblik i en verden, hvor mænd var nogle barske sataner, og kvinder nogle forskrækkede fugleskræmsler, der pippede en smule, hvis manden tillod det.
De to brødre Phil og George har arvet forældrenes ranch, men har helt forkellige interesser.
Phil´s liv er primært foregået på hesteryg, hvorfra han har udlevet sin drøm og identitet, mens George har været i storbyen, uddannet sig, og blevet dannet på en måde, hvor Phil slet ikke kan være med. Phil er grov overfor sin bror, men det dækker over et kærligt bånd, og en frygt for at blotte sig for meget. Et kig bag hans rå ydre kan potentielt være ødelæggende.
Phil bruger meget af sin tid på, verbalt at forfølge George´s nylie hustru, Rose, samt dennes teenagesøn, Pete, der udstråler det stik modsatte af Phil selv.
Hvis du som mand afveg fra den ultramaskuline fortælling om præriens skrappe drenge, så var du både en svanset bøsserøv, skydeskive for alverdens spydigheder, samt syndebuk for de “rigtige” mandemænd.
Den unge Pete hører til førstnævnte kategori, mens Phil tilhører den selvbestaltede machomand. En karakter der vækker minder om Clinten’s stærke roller som enten tavs hævner, eller gammelt snævertsynet røvhul.
Phil gør et ihærdigt forsøg på at intimidere “nevøen” og dennes mor, men et sted lurer hans egne hemmeligheder, der truer hans ellers så kontante og utilnærmelige facade.
“Øjnene lyver aldrig”
Spillet imellem George og Phil er præget af en ømhed og et ubrydeligt bånd. George er den eneste, der kan tøjle sin bror, hvilket han dog gør sjældent, men elegant og effektivt, når det sker. Der er nogle fantastiske scener imellem de to.
Det samme kan i den grad siges om Phil og Pete.
Jeg sad op til flere gange og tænkte på Dreyer´s mesterstykke, The Passion Of Joan Of Arc.
Jane Campion bruger flere gange sine skuespilleres mimik i stedet for en masse ord. Det kræver at skuespillerne har evnerne, og at instruktøren kan formidle sine tanker ud til dem. Det må man sige, at Cumberbatch og Smit-McPhee og Campion har.
De har næsten ingen replikker imellem sig, men det var først da jeg så den anden gang, at jeg lod mærke til det. Øjnene lyver aldrig!
Det er fuldstændig mesterligt arbejde.
Hvis der skal uddeles en ensemblepris ved en eller anden prisuddeling her i foråret, så SKAL den gå til Power Of The Dog!
Jesse Plemons, Kirsten Dunst, Kodi Smit-McPhee, Benedict Cumberbatch spiller alle det bedste de nogensinde har gjort, og de tre førstnævnte ville til enhver tid have stjålet billedet med deres præstation, hvis det ikke lige havde været for Cumberbatch’ præstation som Phil. En af de bedste præstationer foran et kamera i laaaang tid.
Der kan skrives meget om den, men jeg nøjes med ovenstående, lidt overfladiske hyldest.
Den skal ses, den skal nydes, også bør man gentage det hele igen. SÅ god er præstationen og filmen.
Vi runder af
Døden kan være en mulighed… for nogle.
Slutningen indbyder til snak og debat
“Var i nøgne?”
Det blik Phil sender Pete….wauw for en symbolik.
– men hvad siger det helt præcist?
Pete’s lægestudier spiller elegant ind i ligningen, og vi får en flertydig slutning, der kan tolkes på…
Det er så absolut en af de mest interessante – og bedste – film jeg har set i mange år.
Jeg kan ikke andet end at give fuld plade til dette mesterværk, der bør stå som et monument for amerikansk film i fremtiden.
6/6 🔨
