Petite Maman

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Petite Maman

Instruktør: Céline Sciamma

År: 2021

Genre: Drama

Biografpremiere d. 20. januar 2021

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

Åh nej, tænker du måske.

En fransk film til anmeldelse. Sikkert sådan én af slagsen, hvor man forvirret og forgæves kæmper for at forstå hvad der sker og hvor man føler sig dummere bagefter, fordi man ikke forstod en dyt af det hele.

Der må jeg (heldigvis) skuffe dig. Den nye, franske film Petite Maman er slet ikke sådan. Faktisk er det én af de bedste film oplevelser jeg har haft et stykke tid og klart det bedste fra det nye år ind til videre.

Jeg gik ligefrem opløftet ud af biografen, med et eftertænksomt sind og et stort smil på læberne.

Men, lad os lige starte med handlingen og blive lidt klogere på hvordan en kun 72 minutters film kan nå at gøre så hurtigt indtryk på så kort tid.

Instruktøren Céline Sciamma, havde i sin forrige seneste film, Portræt Af En Kvinde I Flammer fra 2019, en kærlighedsaffære mellem to kvinder på tapetet. Denne gang handler det om kærligheden mellem mor og datter. Men samtidig også om sorg.

Den 8-årige Nelly siger farvel på plejehjemmet til dets beboere. Hendes mormor er død, og hendes mor og far pakker hendes ting sammen. Snart kører de videre til mormorens hjem (og morens barndomshjem) for at tømme huset. Det er både møbler og mange ting, som skal sorteres, så de skal være der et par dage. Stemningen er en smule tung og en anelse melankolsk. Dette kan Nelly tydeligt mærke og hun prøver at passe godt på sin mor, som næsten lige har mistet sin mor. Nelly fortæller til mor, at hun ville have sagt farvel til mormor på en anderledes måde, hvis hun vidste at det var sidste gang de så hinanden.

Mor fortæller at hun som barn legede i den skov, som ligger lige omme bag huset, og elskede at lave huler. Og da Nelly vågner op næste dag, er moren væk, og da hun går i skoven for at lege, finder hun en jævnaldrende pige, som har bygget en hule. For at søge ly for et skybrud og løber de afsted til den nye piges hjem, men huset er identisk med det hus mormoren har. Og pigen hedder Marion, ligesom hendes mor.

Da Nelly lægger to og to sammen, bliver hun først en smule panisk, nervøs og vil gerne hjem. Men da hun næste dag finder Marion i skoven og begynder at lege med hende igen, kan man tydeligt mærke en forbindelse mellem dem. Som tilskuer til dette tidsportals-drama, giver det i den grad mening, hvorfor Nelly, der for få dagen siden på morens gamle værelse, prøvede at blive klogere på hende som barn. Hun kan nu lege med hende, og for alvor lære hendes barlige jeg at kende.

Tænk, at denne mærkværdige og enkle præmis er blevet til en spillefilm. Og hvilket held.

For Céline Sciamma har skabt en så rørende og nærværende filmoplevelse, så jeg flere gang i biografmørket sad med et stort smil og blanke øjne. Nelly og Marion (der bliver sublimt af tvillingeparret Joséphine og Gabrille Sanz) er så umiddelbare og ja, ærlige i deres måde at interagere med hinanden, så jeg fuldstændigt måtte overgive mig. Måden de synkront spiser morgenmad sammen på, eller når de spiller teater med hinanden (eksempelvis politiafhøring af et vidne) er uimodståeligt og deres præstationer er kort sagt bare fantastiske.

Da det går op for begge piger at de måske aldrig skal ses igen på denne måde, knuger de sig til hinanden, og nyder hvert et splitsekund i hinandens selskab, inden deres tid som jævnaldrende er forbi.

Petite Maman udstråler nærvær og har i den grad noget på hjerte. Sciamma har efter signende haft denne film i tankerne i lang tid, men kom først i gang med at filme den, da Frankrig første gang lukkede ned, pga Covid-19. Hun har udtalt at de mange corona-relatede dødsfald i landet gjorde at hun følte at filmen var en nødvendighed. Det mærkes tydeligt, at dette er en dybt personlig film for hende. En film, hvor man kan mærke den store betydning at sige farvel til sine elskede, inden det er for sent.

Hvis man skal oversætte filmens titel, betyder den “lille mor”. Men oplevelsen er bestemt ikke petite,- den er grande og hvor jeg allerede glæder mig til at se den igen…

Petite Maman får 5/6 hamre:

🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: