Originaltitel: Petite Maman
Instruktør: Céline Sciamma
År: 2021
Genre: Drama
Biografpremiere d. 20. januar 2021

Åh nej, tænker du måske.
En fransk film til anmeldelse. Sikkert sådan én af slagsen, hvor man forvirret og forgæves kæmper for at forstå hvad der sker og hvor man føler sig dummere bagefter, fordi man ikke forstod en dyt af det hele.
Der må jeg (heldigvis) skuffe dig. Den nye, franske film Petite Maman er slet ikke sådan. Faktisk er det én af de bedste film oplevelser jeg har haft et stykke tid og klart det bedste fra det nye år ind til videre.
Jeg gik ligefrem opløftet ud af biografen, med et eftertænksomt sind og et stort smil på læberne.
Men, lad os lige starte med handlingen og blive lidt klogere på hvordan en kun 72 minutters film kan nå at gøre så hurtigt indtryk på så kort tid.
Instruktøren Céline Sciamma, havde i sin forrige seneste film, Portræt Af En Kvinde I Flammer fra 2019, en kærlighedsaffære mellem to kvinder på tapetet. Denne gang handler det om kærligheden mellem mor og datter. Men samtidig også om sorg.
Den 8-årige Nelly siger farvel på plejehjemmet til dets beboere. Hendes mormor er død, og hendes mor og far pakker hendes ting sammen. Snart kører de videre til mormorens hjem (og morens barndomshjem) for at tømme huset. Det er både møbler og mange ting, som skal sorteres, så de skal være der et par dage. Stemningen er en smule tung og en anelse melankolsk. Dette kan Nelly tydeligt mærke og hun prøver at passe godt på sin mor, som næsten lige har mistet sin mor. Nelly fortæller til mor, at hun ville have sagt farvel til mormor på en anderledes måde, hvis hun vidste at det var sidste gang de så hinanden.
Mor fortæller at hun som barn legede i den skov, som ligger lige omme bag huset, og elskede at lave huler. Og da Nelly vågner op næste dag, er moren væk, og da hun går i skoven for at lege, finder hun en jævnaldrende pige, som har bygget en hule. For at søge ly for et skybrud og løber de afsted til den nye piges hjem, men huset er identisk med det hus mormoren har. Og pigen hedder Marion, ligesom hendes mor.
Da Nelly lægger to og to sammen, bliver hun først en smule panisk, nervøs og vil gerne hjem. Men da hun næste dag finder Marion i skoven og begynder at lege med hende igen, kan man tydeligt mærke en forbindelse mellem dem. Som tilskuer til dette tidsportals-drama, giver det i den grad mening, hvorfor Nelly, der for få dagen siden på morens gamle værelse, prøvede at blive klogere på hende som barn. Hun kan nu lege med hende, og for alvor lære hendes barlige jeg at kende.
Tænk, at denne mærkværdige og enkle præmis er blevet til en spillefilm. Og hvilket held.
For Céline Sciamma har skabt en så rørende og nærværende filmoplevelse, så jeg flere gang i biografmørket sad med et stort smil og blanke øjne. Nelly og Marion (der bliver sublimt af tvillingeparret Joséphine og Gabrille Sanz) er så umiddelbare og ja, ærlige i deres måde at interagere med hinanden, så jeg fuldstændigt måtte overgive mig. Måden de synkront spiser morgenmad sammen på, eller når de spiller teater med hinanden (eksempelvis politiafhøring af et vidne) er uimodståeligt og deres præstationer er kort sagt bare fantastiske.
Da det går op for begge piger at de måske aldrig skal ses igen på denne måde, knuger de sig til hinanden, og nyder hvert et splitsekund i hinandens selskab, inden deres tid som jævnaldrende er forbi.
Petite Maman udstråler nærvær og har i den grad noget på hjerte. Sciamma har efter signende haft denne film i tankerne i lang tid, men kom først i gang med at filme den, da Frankrig første gang lukkede ned, pga Covid-19. Hun har udtalt at de mange corona-relatede dødsfald i landet gjorde at hun følte at filmen var en nødvendighed. Det mærkes tydeligt, at dette er en dybt personlig film for hende. En film, hvor man kan mærke den store betydning at sige farvel til sine elskede, inden det er for sent.
Hvis man skal oversætte filmens titel, betyder den “lille mor”. Men oplevelsen er bestemt ikke petite,- den er grande og hvor jeg allerede glæder mig til at se den igen…
Petite Maman får 5/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨