Oscar-rablerier

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Og Oscarstatuetterne gik til….

Hvad tænker Andreas så om det?
Nu er der gået tre ugers tid siden årets Oscar-uddeling fandt sted.
Jeg har fået sundet mig lidt, og det har i sikkert også? Levede det op til de forventninger om et lidt anderledes show man efterhånden godt kunne tillade sig at have?
Svaret er mestendels et stort og rungende “NEJ”…

Nu har jeg et stykke tid slået på tromme for et Oscarshow, der pludselig var blevet dejlig uforudsigeligt, også ender det næsten mere forudsigeligt end nogensinde før… Det er altså ikke nemt at finde hoved og hale i så.
Jeg synes dog, at det var værdige vindere over næsten hele linjen, men netop dem havde vi jo forudset. Der var ikke det der øjeblik, der får os op af stolene, og sender os udi spontane klapsalver. Dem var der ingen af.
Heldigvis vandt Avatar kun en enkelt (lille) pris – for bedste visuelle effekter, og det var fint for mig, for der kunne jeg snige mig på det lille hus, så min aften ikke blev ødelagt… En kæmpe brøler at nominere en film som Avatar i Bedste Film kategorien, for der hører den dæleme ikke til!
Men anyway, jeg fik mit toiletbesøg overstået, og slap for at se makværker vinde en pris. To fluer med et velrettet smæk.

Pas på du ikke siger noget dumt, Jimmy Kimmel!
Jimmy Kimmel havde skruet godt op for grovfilen – ihvertfald ift. showet normalt – men jeg synes altså stadig han og alle andre Oscarværter forøvrigt, er Ricky-delight. Der mangler de der lige-over-grænsen slangehug. Han var lige ved at være der, da han smalltalkede med flere af aftenens celebre gæster, men han endte med at fremstå lidt som en klovn, da han forsøgte sig på menneskerettighedsforkæmper, Malala Yousafzai. Det var selvfølgelig ment som en joke, men den endte meget malplaceret og i en akavet situation. Malala tog også ganske køligt imod den, mens Kimmel hverken kunne sige buh eller bæh… Ja, den faldt til jorden. ….men så tog han æslet Jenny med på scenen. Stakkels dyr!
Jimmy Kimmel er lun og ganske hyggelig, og han hører til i den bedre ende i rækken af Oscarhosts, men der mangler altså stadig noget.

Takketalerne var også sådan lidt fifty-fifty for mig.
Jeg har aldrig været den store fan af hverken den overdrevne, grådfyldte patos, eller det helt overstadige – om man så står i sit mest overlykkelige øjeblik nogensinde, eller ej. Dog var der ingen, der fik en på låget denne gang, også er vi jo allerede et stort skridt videre fra sidste år. Jeg kan ikke tilgive Akademiet for dets håndtering af Will Smith-hjerneblødningen, men Jimmy Kimmel tog dog faktisk på komisk vis, tykt pis på situationen og fjolset Will Smith. Der ramte han jo så alligevel noget, der potentielt set var lidt af en hvepserede, hos det krænkelsesforskrækkede Oscarakademi. Tak for det!

Comeback til Spielberg?

Inden selve showet startede, bød Øst For Paradis på forpremiere på Steven Spielberg filmen, The Fablemans. En film, der omhandler ikonets historie fra teenageårene, til han begyndte at få fodfæste og planer om en filmkarriere. Jeg havde flere steder læst, at filmen skulle være en slags back to form for Spielberg, men den endte som en dødssyg fuser, uden noget særligt at råbe hurra for. Nu troede jeg lige. Tænk at man kan fejlcaste så dygtige folk som Michelle Williams og Paul Dano. Jeg er ikke helt med. Jeg er jo altid efter Spielberg, for han har altså lavet flere regulære mesterværker, der kandiderer højt på alverdens bedste film-lister (også min egen). Og nogle gange er jeg også for grov og konservativ i min holdning til hans værker og meningen med dem – det ved jeg godt. Men samtidig har han også fået en kedelig vane med at lave film, der truer med at kede mig ihjel. Sovset ind i klichéer og overdrevet patos, og der står jeg af. Jeg venter stadig på han laver endnu en af sine genistreger, for jeg tror oprigtigt på, at han stadighed magien gemt et sted. Jeg håber ihvertfald inderligt!

Aftenens vindere – de vigtige i min bog.

Jeg hæfter mig ved at de fleste vindere trods alt var fortjente, og et produkt af nogle rigtig gode film. Og selvom jeg desværre synes Banshees blev skammeligt forbigået, så var det helt fair at Everything, Everywhere, All At Once løb med det meste.
Den var årets friske pust, og en film, der vil kunne slå en hest omkuld på overraskelsesmomentet alene.
Pølsefingre, sexlegetøj, tidsportaler og visuelle lækkerbiskner sørgede for en oplevelse, der tog mange med underhylerne nede om anklerne.
Den slags kreativitet og visioner, vil jeg gerne have meget mere af – MEGET MERE!

Brendan Fraser fik en statuette for The Whale, hvilket var helt i orden med mig. Jeg har ikke noget forhold til ham eller hans karriere og nedtur. Jeg synes bare han spiller helt fabelagtigt i Darren Aronofsky’s fremragende film. Så det var fuld fortjent. Colin Farrell var dog også et godt bud på en fortjent vinder, men sådan gik det dog ikke. Pyt nu med det. All Quiet On The Western Front løb med fire priser. Fire af de vigtigste, i min sorte bog. Især er jeg glad for priserne til Volker Bertelmann for hans mesterlige score, og James Friend’s smukke og brutale billedside. Vi vidste jo godt den ville nipnappe prisen for Bedste Udl. Film, for der var den bare et niveau over resten af feltet.
Jeg havde håbet, at filmens instruktør, Edward Berger fik for Bedste Instruktør. Ham eller Martin McDonagh (for Banshees Of The Inisherin) burde have fået den, men der stod EEAAO på det meste denne aften. Fair nok.

Navalny fik prisen for Bedste Dokumentar, og personligt synes jeg det var den bedste i det felt. Om der havde sneget sig lidt politik ind der, med tanke på Rusland’s ageren i Ukraine, det ved jeg ikke, men det var den bedste film der vandt den kategori, punktum. Det samme kan siges i animationsfilmkategorien, hvor Guillermo Del Toro’s visuelle, visionære og ganske mesterlige gentænkning af den gamle klassiker, Pinocchio, vandt en meget fortjent Oscar.

Der var ingen pris til nogle af de danske nominerede, men det var nu meget fint, for der var flere der var lidt bedre i de kategorier. …..men Michelle Yeoh fik statuetten for Bedste Kvindelige Hovedrolle.
Hun fik den for snuden af mesteren forhåndsfavoritten, Cate Blanchett. Det tætteste på et “what-the-fuck-moment” for mig under årets Oscarshow. Lidt overraskelse var der alligevel til sidst – ret skal være ret.

Vi ses til næste år.

Seneste

Twisters

Nicolai har denne gang anmeldt den nye Twister-film, Twisters, som prøver at opgradere 90’er-klassikeren om adrenalinjunkier som jæger tornadoer. Lykkedes opgraderingen? Ikke helt, men dele af filmen redder den fra at blive en total katastrofe.

Gondola

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 gondolfører i en gregoriansk landsby, som bliver forelsket.

Det er en film uden nogen sagte ord og det er slet og ret, en af årets største filmiske fornøjelser, som er helt perfekt at opleve i biografen, i disse grå tider!

Godzilla x Kong: The New Empire (4k uhd)

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og René Buchtrup anmelder den her til hjemmebiografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Stand By Me

“So darling, darling stand by me”. Ja, teksten kender i jo godt, men hva’ med 80’er-filmen den nu stammer fra. Hvordan er den ved et gensyn her i 2024? Se med her hvor René fra Moviemaniac anmelder 4k-film igen.

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.