Oppenheimer

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Oppenheimer

Instruktør: Christopher Nolan

År: 2023

Genre: Drama

Kan bl.a. streames på Blockbuster

Christopher Nolan har siden gennembrudsfilmen, Memento (2000), i den grad været en del af filmbranchen. Elsket og hadet af filmfanatikere for hans store armbevægelser og de kæmpe ambitioner han har for hans filmprojekter.

Han er blevet sammenlignet med den gamle, kompromisløse mester, Stanley Kubrick, som var perfektionistisk, hver gang han kreerede et nyt værk. Kubrick var en filmisk kamæleon og kunne agere i vidt forskellige genrer. Dramaer, science fiction, krigsfilm og gys.

Dette kan man stort set også sige om den 52-årige brite. Men uanset indpakningen, handler de fleste af hans film om mænd, der må gruble og tænke sig ud af nogle hulens svære situationer. Bare tænk på hovedpersonen i mind-fuck-dramaet Memento, som med et hukommelsestab skal finde ud af, hvem der slog hans kone ihjel. Eller i Batman-trilogien, hvor den kappeklædte hævner i Gotham City må fundere over, hvad det vil sige at være en helt-

De grublende mænd har altid fyldt i Nolans universer. Sådan er det også i hans nye film, Oppenheimer, som handler om amerikanske fysiker, Joseph Robert Oppenheimer, som bliver tilbudt et helt særligt jobtilbud af militæret (anført af Matt Damons generalløjtnant, Leslie Groves) som han har svært ved at sige nej til: at bygge en bombe, som kan stoppe 2. verdenskrig.

Ikke uden betænkeligheder siger Oppenheimer dog ja, og snart får han og hans team af fysikere mulighed for at indlogere sig i Los Alamos, New Mexico, hvor en by, som i starten minder om en westernkulisse, bliver bygget til ære for dem, hvor de skal bo, indtil deres arbejde i laboratoriet giver resultater.

Oppenheimer er et historisk drama, som fortæller om to ting: Om fysikeren og mennesket, Oppenheimer, og den fire uger lange senatshøring, der skulle sikre at han i fremtiden ikke havde nogen status.

For netop mennesket bag fysikeren er i fokus gennem hele filmen. Om de moralske skrupler det uoverskuelige ødelæggelsesvåben ville have af konsekvenser for menneskeheden.

Vi følger kronologisk Oppenheimers historie, fra de spæde år i udlandet i de sene 1920’ere, hvor han som usikker, men begavet ung mand, ender med at blive, som han selv beskriver det, “fysikeren, som tog kvantefysikken med til Amerika”, og hans revolutionerende arbejde hen imod at bygge bomben. Vi er også med ham, når han gælder hans kærlighedsliv, bl.a. den charmerende, men psykisk ustabile, Jean Tatlock, spillet af Florence Pugh) og hans kone, Kitty (spillet af Emily Blunt), som han får to børn med.

Og så er senatshøringen, som vi bliver præsenteret for, ofte i sort/hvide billeder, hvor Offenheimer i 1954 bliver afhørt. Her tales der også med tidligere kollegaer, kammerater og bekendtskaber for at kunne konkludere om han er kommunist eller ej. En landsforræder, som ville smugle informationer ud af landet og videre til russerne.

Cillian Murphy, som har været med i flere af Nolans tidligere film, i mindre roller, spiller denne gang den altoverskyggende hovedrolle. Murphy har i interviews fortalt, at hans diæt under optagelserne til filmen, bestod af “cigaretter og piber”. Han blev fascineret og fuldstændig opslugt af rollen som den kæderygende Oppenheimer og det kan i den grad mærkes på resultatet. Han stjæler fuldstændig billedet med hans spinkle krop, og de store, fortvivlede øjne. Man mærker tydeligt den splittelse der foregår i ham,- implosionen der rammer ham, når han indser, hvilket skrækscenarie han har sat sig selv og sine medmennesker i. Det er hans bedste rolle til dato og den præstation han for evigt vil blive husket for.

I det hele taget er det en sand fornøjelse at iagttage samtlige skuespillere, store som små, i de roller de spiller i Oppenheimer-filmen. Om det er Emily Blunt i rollen som Oppenheimers temperamentsfulde og alkoholiserede kone, som altid fortæller hendes mand den skinbarlige sandhed, eller Robert Downey Jr. der med tynd hårpagt, spiller medlemmet af den amerikanske forening AEC (Atomic Energy Commision) som vil fratage Oppenheimer hans rettigheder.

Jeg har aldrig anset Nolan som den store personinstruktør, men en fantastisk dygtig historiefortæller, der sprudler og bugner af overskud, når det drejer sig om at bygge filmuniverser op. Med Oppenheimer føler jeg han vender tilbage til det han fokuserede på i hans første film (Following og Memento), nemlig det psykologiske drama. Her har vi med en biopic at gøre, hvor vi mærker det helvede hovedpersonen går igennem. Vi mærker den fortvivlelse han har og hans evige moralske skrupler. Manden, som af hele verden blev kendt som “father om the atomic bomb” endte som en fortvivlet mand, der indså hvilken forfærdelig verden han havde været med til at skabe.

Det stærke drama bliver fuldendt med fotografen Hoyte van Hoytemas gudesmukke billeder, som ofte fremstår som en visuel åbenbaring og særligt Oppenheimers drømmelignende tanker om det astronomiske og uendelige univers, og ikke mindst, billederne af prøvesprængningerne, tilsat komponisten Ludwig Göranssons intense score, gør bare hele filmoplevelsen endnu mere sublim.

Christopher Nolan har skrevet filmens manuskript ud fra den prisvindende biografi om J. Robert Oppenheimer, American Prometheus. Titlen tager udgangspunkt i den græske mytologi, om titanen (guden) Prometheus, som stjal ilden og gav den til menneskene. Dette blev menneskene afhængige af. Oppenheimer blev en gudelignende skikkelse, som gav menneskeheden en uoverkommelig gave, de ikke kunne håndtere og eller forstå: atombomben.

Med en spilletid på tre timer, har Nolan skabt én af årets stærkeste filmoplevelser, som ikke føles som et sekund for lang. Et tankevækkende og rørende portrætfilm. Om et geni som ændrede verden på få år og de moralske skrupler han havde resten af sine dage.

Oppenheimer får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Twisters

Nicolai har denne gang anmeldt den nye Twister-film, Twisters, som prøver at opgradere 90’er-klassikeren om adrenalinjunkier som jæger tornadoer. Lykkedes opgraderingen? Ikke helt, men dele af filmen redder den fra at blive en total katastrofe.

Gondola

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 gondolfører i en gregoriansk landsby, som bliver forelsket.

Det er en film uden nogen sagte ord og det er slet og ret, en af årets største filmiske fornøjelser, som er helt perfekt at opleve i biografen, i disse grå tider!

Godzilla x Kong: The New Empire (4k uhd)

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og René Buchtrup anmelder den her til hjemmebiografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Stand By Me

“So darling, darling stand by me”. Ja, teksten kender i jo godt, men hva’ med 80’er-filmen den nu stammer fra. Hvordan er den ved et gensyn her i 2024? Se med her hvor René fra Moviemaniac anmelder 4k-film igen.

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.