Oppenheimer

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Oppenheimer

Instruktør: Christopher Nolan

År: 2023

Genre: Drama

Kan bl.a. streames på Blockbuster

Christopher Nolan har siden gennembrudsfilmen, Memento (2000), i den grad været en del af filmbranchen. Elsket og hadet af filmfanatikere for hans store armbevægelser og de kæmpe ambitioner han har for hans filmprojekter.

Han er blevet sammenlignet med den gamle, kompromisløse mester, Stanley Kubrick, som var perfektionistisk, hver gang han kreerede et nyt værk. Kubrick var en filmisk kamæleon og kunne agere i vidt forskellige genrer. Dramaer, science fiction, krigsfilm og gys.

Dette kan man stort set også sige om den 52-årige brite. Men uanset indpakningen, handler de fleste af hans film om mænd, der må gruble og tænke sig ud af nogle hulens svære situationer. Bare tænk på hovedpersonen i mind-fuck-dramaet Memento, som med et hukommelsestab skal finde ud af, hvem der slog hans kone ihjel. Eller i Batman-trilogien, hvor den kappeklædte hævner i Gotham City må fundere over, hvad det vil sige at være en helt-

De grublende mænd har altid fyldt i Nolans universer. Sådan er det også i hans nye film, Oppenheimer, som handler om amerikanske fysiker, Joseph Robert Oppenheimer, som bliver tilbudt et helt særligt jobtilbud af militæret (anført af Matt Damons generalløjtnant, Leslie Groves) som han har svært ved at sige nej til: at bygge en bombe, som kan stoppe 2. verdenskrig.

Ikke uden betænkeligheder siger Oppenheimer dog ja, og snart får han og hans team af fysikere mulighed for at indlogere sig i Los Alamos, New Mexico, hvor en by, som i starten minder om en westernkulisse, bliver bygget til ære for dem, hvor de skal bo, indtil deres arbejde i laboratoriet giver resultater.

Oppenheimer er et historisk drama, som fortæller om to ting: Om fysikeren og mennesket, Oppenheimer, og den fire uger lange senatshøring, der skulle sikre at han i fremtiden ikke havde nogen status.

For netop mennesket bag fysikeren er i fokus gennem hele filmen. Om de moralske skrupler det uoverskuelige ødelæggelsesvåben ville have af konsekvenser for menneskeheden.

Vi følger kronologisk Oppenheimers historie, fra de spæde år i udlandet i de sene 1920’ere, hvor han som usikker, men begavet ung mand, ender med at blive, som han selv beskriver det, “fysikeren, som tog kvantefysikken med til Amerika”, og hans revolutionerende arbejde hen imod at bygge bomben. Vi er også med ham, når han gælder hans kærlighedsliv, bl.a. den charmerende, men psykisk ustabile, Jean Tatlock, spillet af Florence Pugh) og hans kone, Kitty (spillet af Emily Blunt), som han får to børn med.

Og så er senatshøringen, som vi bliver præsenteret for, ofte i sort/hvide billeder, hvor Offenheimer i 1954 bliver afhørt. Her tales der også med tidligere kollegaer, kammerater og bekendtskaber for at kunne konkludere om han er kommunist eller ej. En landsforræder, som ville smugle informationer ud af landet og videre til russerne.

Cillian Murphy, som har været med i flere af Nolans tidligere film, i mindre roller, spiller denne gang den altoverskyggende hovedrolle. Murphy har i interviews fortalt, at hans diæt under optagelserne til filmen, bestod af “cigaretter og piber”. Han blev fascineret og fuldstændig opslugt af rollen som den kæderygende Oppenheimer og det kan i den grad mærkes på resultatet. Han stjæler fuldstændig billedet med hans spinkle krop, og de store, fortvivlede øjne. Man mærker tydeligt den splittelse der foregår i ham,- implosionen der rammer ham, når han indser, hvilket skrækscenarie han har sat sig selv og sine medmennesker i. Det er hans bedste rolle til dato og den præstation han for evigt vil blive husket for.

I det hele taget er det en sand fornøjelse at iagttage samtlige skuespillere, store som små, i de roller de spiller i Oppenheimer-filmen. Om det er Emily Blunt i rollen som Oppenheimers temperamentsfulde og alkoholiserede kone, som altid fortæller hendes mand den skinbarlige sandhed, eller Robert Downey Jr. der med tynd hårpagt, spiller medlemmet af den amerikanske forening AEC (Atomic Energy Commision) som vil fratage Oppenheimer hans rettigheder.

Jeg har aldrig anset Nolan som den store personinstruktør, men en fantastisk dygtig historiefortæller, der sprudler og bugner af overskud, når det drejer sig om at bygge filmuniverser op. Med Oppenheimer føler jeg han vender tilbage til det han fokuserede på i hans første film (Following og Memento), nemlig det psykologiske drama. Her har vi med en biopic at gøre, hvor vi mærker det helvede hovedpersonen går igennem. Vi mærker den fortvivlelse han har og hans evige moralske skrupler. Manden, som af hele verden blev kendt som “father om the atomic bomb” endte som en fortvivlet mand, der indså hvilken forfærdelig verden han havde været med til at skabe.

Det stærke drama bliver fuldendt med fotografen Hoyte van Hoytemas gudesmukke billeder, som ofte fremstår som en visuel åbenbaring og særligt Oppenheimers drømmelignende tanker om det astronomiske og uendelige univers, og ikke mindst, billederne af prøvesprængningerne, tilsat komponisten Ludwig Göranssons intense score, gør bare hele filmoplevelsen endnu mere sublim.

Christopher Nolan har skrevet filmens manuskript ud fra den prisvindende biografi om J. Robert Oppenheimer, American Prometheus. Titlen tager udgangspunkt i den græske mytologi, om titanen (guden) Prometheus, som stjal ilden og gav den til menneskene. Dette blev menneskene afhængige af. Oppenheimer blev en gudelignende skikkelse, som gav menneskeheden en uoverkommelig gave, de ikke kunne håndtere og eller forstå: atombomben.

Med en spilletid på tre timer, har Nolan skabt én af årets stærkeste filmoplevelser, som ikke føles som et sekund for lang. Et tankevækkende og rørende portrætfilm. Om et geni som ændrede verden på få år og de moralske skrupler han havde resten af sine dage.

Oppenheimer får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.