Instruktør: Brett Morgan
År: 2022
Genre: Dokumentar
Kan streames på: Viaplay
Der findes mange måder at dokumentere kendte og/eller legendariske skikkelser på, i en dokumentarfilm.
Man kan fortælle deres historie om livet og karrieren fra a-til-å eller man kan skildre en meget specifik periode i karrieren, som så definerede dem, på en måde.
Man kan dog også gøre noget helt andet og det er lige netop ved Brett Morgen har gjort med filmen Moonage Daydream.
Hvis man kan sin musikhistorie, så vil man øjeblikkeligt vide at filmen omhandler salige David Bowie, men dette er til gengæld også det nemmeste at forklare om denne film.
Fordi, Brett Morgenhar tydeligvis sat sig for at komme helt ind til kernen af hvem David Bowie var og hvad han i sin tid gjorde og dette er ikke kun i forhold til musikken, men samtidig også livet, identitet og utallige andre ting.
Måden dette gøres på, er en måde som jeg hidtil ikke har oplevet nogen film, gøre før.
Først og fremmest, er der ikke tale om en såkaldt ”talking-heads-film”, hvor der klippes mellem klip og folk der så sidder ned og snakker, men snarer en ren collage af klip, hvor der så er fortællerstemme på (som i dette tilfælde, tilhører David Bowie).
Men skønt der også er lavet andre dokumentarfilm af denne type, så er Moonage Daydream, fortsat en virkelig unik størrelse i dokumentarfilms regi.
Fordi, det som Brett Morgan har gjort her, er at han først og fremmest fik adgang til intet mindre end 5 millioner stykker David Bowie-materiale (filmklip, musik, malerier, billeder osv.) og dette resulterede så i 5 års intenst arbejde med dette værk.
Og hvad resulterede det så i?
Jo, det resulterer i et virvar af klip (som enten er med eller har relation til David Bowie) og dernæst David Bowies fortællerstemme, som fortæller om alt muligt, som enten har relation til karrieren, ham selv eller hele livet og universet, i sig selv.
Alt dette er muligvis ikke for alle eller for dem som bare gerne vil se David Bowies karriere fra a til å, uden aparte sidespring.
Men for mig, er dette dog med til at skabe noget helt særligt og fuldkommen unikt, da dette virkelig ikke minder noget nogen former for film, men snarer om et ja, kunstværk eller på sin vis et abstrakt digt, da der konstant er en underliggende filosofisk og stærkt poetisk stemning, over det hele.
På trods af dette, så formår filmen dog stadigvæk at skildre David Bowies karriere, hvor den dog starter i Ziggy Stardust-æren (ca. 1972) og på en eller anden måde, stopper ved slutningen af det hele, uden at jeg helt kan forklare hvordan.
Alle de diverse ære og perioder i David Bowies liv er skam også til stede, i større eller mindre grad, men det kan dog diskuteres hvor meget man lærer om dem, da Moonage Daydream, hele vejen igennem, har en dybt poetisk og filosofisk tilgang til det hele.
Samtidig så har filmen også en særlig form for rytme, hvor tiden muligvis flyver afsted (alt efter ens investering i filmen), men samtidig også står meget stille og dermed skaber en virkelig drømmende følelse, som hænger virkelig godt sammen med titlen.
Udover klip og David Bowies dybt behagelige fortællerstemme, så er der naturligvis også musik i filmen og alt musik er af/med David Bowie.
Men her har instruktøren Brett Morgen dog også leget lidt, både sammen med David Bowies musik-producer, Tony Visconti og dem som har stået for filmens lyddesign.
Fordi enten hører man liveoptagelser eller rekonstruerede (eller remixet) versioner af David Bowies mange legendariske hits og denne (decideret) lydmur af David Bowies hits, er også med til at skabe en helt særlig følelse, som ingenlunde kan forklares, men som jeg dog elsker ubeskrivelig højt og som skaber konstant gåsehud.
Men hvorfor er Moonage Daydream, noget særligt?
Jo det er den, fordi den er så indbegrebet af David Bowie, som noget som helst kan være!
Man lærer meget om hvorfor David Bowie valgte de diverse alteregoer, man lærer noget om hvorfor David Bowie nød at rejse rundt i verden, man lærer noget om hvordan David Bowie så på tiden som begreb og man lærer noget om hvorfor David Bowie var David Bowie.
Dette er både konstant underholdende at være vidne til, men samtidig er det også dybt tankevækkende, dybt rørende, dybt euforisk og utallige andre ting.
Og alt dette skaber for mig, en milepæl i filmhistorien, da der virkelig ikke eksistere nogen dokumentarfilm, der tilnærmelsesvis minder om Moonage Daydream og fordi der heller ikke findes nogen dokumentarfilm, som har formået at komme så meget ind i kernen af dens emne, som denne film har gjort med David Bowie.
