Minari

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Minari. Instruktør: Lee Isaac Chung. År: 2020. Genre: Drama. Kan ses på Filmstriben

Det koreanske par, Moniac og Jacob, har i ti år knoklet med at sortere kyllinger på en fabrik, i mulighedernes land, Amerika. Men Jacob har et brændende ønske: at eje sin egen gård, hvor han kan dyrke koreanske grøntsager, et øde sted, langt væk fra alting.

Så far Jacob har fundet en gård (eller rettere sagt, en stor campingvogn), og flytter med familien fra det solrige Californien, til Arkansas. Dog ikke til mor Monicas store begejstring.

Præmissen er enkel og lige til, i manuskriptforfatter og instruktør Lee Isaac Chung semibiografiske fortælling om en koreansk familie i USA. Selvom at far Jacob (spillet af Steven Yeun) på papiret er filmens hovedperson, følger vi mindst lige så meget den syvårige David (Alan Kim) som er det yngste medlem af familien. Begge kæmper på forskellig vis med at holde hovedet oven vande. Jacob, med at få succes med sine afgrøder, på en, efter signende, umulig jord til høst. David, der aldrig rigtigt får lov til at lege og løbe, da han har et dårligt hjerte. Og så tisser han stadig i sengen. Til stor frustration for både hans forældre, og ikke mindst, ham selv.

Frustrationer er der rigeligt af i campingvognen i forvejen. Mor Anne (Noel Cho) er ikke kun utilfreds med at forlade koreanske veninder og samfund i Californien. Hun kan kort sagt ikke forlige sig med tanken om deres nye liv in the middle of nowhere. Så de voksne skændes tit, og ofte så højt så børnene trækker sig.

Det, der kunne lyde som en tung omgang socialrealisme, har instruktør Chung i stedet gjort til noget livsbekræftende. Et stykke film, som på næsten magisk vis, gør at man som publikum trækker på smilebåndet, fra filmens første billede, og helt hen til rulleteksterne. Der er kort sagt noget levende over hele den lille fortælling fra 80’ernesn bøhland. Eksempelvis da forældrene har deres første skænderi i deres nye hjem, laver børnene papirsflyvere i et andet rum, med testen “don’t fight” og sender dem blidt afsted mod forældrene.

Og det bliver kun endnu sjovere og mere hyggeligt, da ungernes mormor (Yuh-Jung Youn) kommer hele vejen fra Korea. David kan ikke lide hende, da hun ikke opfører sig som en rigtig mormor. Hun bander, når de spiller kortspil, elsker wrestling på fjernsynet og kan ikke bage småkager. Men alligevel vinder hun Davids hjerte med sin ærlige og ligetil facon. Samtidig lærer hun den usikre David noget om den særlige Minari-plante, som kan vokse overalt hvis man giver den plads.

Billederne er næsten poetiske og drømmende, og er i perfekt balance med Emilie Mosseris, næsten svævende og drømmende soundtrack. Skuespillet er fabelagtigt over hele linen, og særligt Youn som den sprællevende og sprudlende mormor, er så suveræn, så man kun kan sige at det var fuldt fortjent at hun nuppede den gyldne statuette for bedste kvindelige birolle til Oscar-showet i april måned.

Minari er en lille, vidunderlig filmperle, som omhandler nogle af de store ting i livet: at følge sin drømme og holde sammen på sin familie. Selvom den rummer alvor, er det umulig ikke at forlade biografen med et lille smil på læberne.

Minari får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: