Originaltitel: Minari. Instruktør: Lee Isaac Chung. År: 2020. Genre: Drama. Kan ses på Filmstriben
Det koreanske par, Moniac og Jacob, har i ti år knoklet med at sortere kyllinger på en fabrik, i mulighedernes land, Amerika. Men Jacob har et brændende ønske: at eje sin egen gård, hvor han kan dyrke koreanske grøntsager, et øde sted, langt væk fra alting.
Så far Jacob har fundet en gård (eller rettere sagt, en stor campingvogn), og flytter med familien fra det solrige Californien, til Arkansas. Dog ikke til mor Monicas store begejstring.
Præmissen er enkel og lige til, i manuskriptforfatter og instruktør Lee Isaac Chung semibiografiske fortælling om en koreansk familie i USA. Selvom at far Jacob (spillet af Steven Yeun) på papiret er filmens hovedperson, følger vi mindst lige så meget den syvårige David (Alan Kim) som er det yngste medlem af familien. Begge kæmper på forskellig vis med at holde hovedet oven vande. Jacob, med at få succes med sine afgrøder, på en, efter signende, umulig jord til høst. David, der aldrig rigtigt får lov til at lege og løbe, da han har et dårligt hjerte. Og så tisser han stadig i sengen. Til stor frustration for både hans forældre, og ikke mindst, ham selv.
Frustrationer er der rigeligt af i campingvognen i forvejen. Mor Anne (Noel Cho) er ikke kun utilfreds med at forlade koreanske veninder og samfund i Californien. Hun kan kort sagt ikke forlige sig med tanken om deres nye liv in the middle of nowhere. Så de voksne skændes tit, og ofte så højt så børnene trækker sig.
Det, der kunne lyde som en tung omgang socialrealisme, har instruktør Chung i stedet gjort til noget livsbekræftende. Et stykke film, som på næsten magisk vis, gør at man som publikum trækker på smilebåndet, fra filmens første billede, og helt hen til rulleteksterne. Der er kort sagt noget levende over hele den lille fortælling fra 80’ernesn bøhland. Eksempelvis da forældrene har deres første skænderi i deres nye hjem, laver børnene papirsflyvere i et andet rum, med testen “don’t fight” og sender dem blidt afsted mod forældrene.
Og det bliver kun endnu sjovere og mere hyggeligt, da ungernes mormor (Yuh-Jung Youn) kommer hele vejen fra Korea. David kan ikke lide hende, da hun ikke opfører sig som en rigtig mormor. Hun bander, når de spiller kortspil, elsker wrestling på fjernsynet og kan ikke bage småkager. Men alligevel vinder hun Davids hjerte med sin ærlige og ligetil facon. Samtidig lærer hun den usikre David noget om den særlige Minari-plante, som kan vokse overalt hvis man giver den plads.
Billederne er næsten poetiske og drømmende, og er i perfekt balance med Emilie Mosseris, næsten svævende og drømmende soundtrack. Skuespillet er fabelagtigt over hele linen, og særligt Youn som den sprællevende og sprudlende mormor, er så suveræn, så man kun kan sige at det var fuldt fortjent at hun nuppede den gyldne statuette for bedste kvindelige birolle til Oscar-showet i april måned.
Minari er en lille, vidunderlig filmperle, som omhandler nogle af de store ting i livet: at følge sin drømme og holde sammen på sin familie. Selvom den rummer alvor, er det umulig ikke at forlade biografen med et lille smil på læberne.
Minari får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
