Mad Max: Fury Road

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Mad Max: Fury Road
Instruktør: George Miller
År: 2015
Genre: Action, Action, ACTION

My name is Max. My world is fire….and blood.”

Lad mig starte med en kølig fra kassen:

Mad Max: Fury Road er ganske enkelt en af de ti bedste actionfilm, der nogensinde er lavet.

Der er ikke så meget at komme efter, der er ingen svinkeærinder.
Det er med pedalen i bund, og der er tilmed rørt en god fortælling, samt fremragende skuespil i blandingen, der går under navnet Mad Max: Fury Road.

Han Duo havde sat en særvisning op i Imax i København og i Århus, hvor jeg så den.
Jeg så den første gang omkring premieren i 2015 i en lille sal i en landsbybiograf. Jeg har ikke set den siden.
Her var så den bedste mulighed for et gensyn. Det største lærred, den bedste lyd!
Jeg har kun oplevet noget så intenst som dette en enkelt gang før i en biograf. Da jeg så Mel Gibsons (ja altså Mad Max’) Apocalypto for mange år siden. Der hang jeg også i de sidste centimeter af sædet hele vejen igennem.
Historien om den psykisk martrede og meget ordknappe Max Rockatansky, den ultraseje Furiosa, og ondskaben, i form af Immortan Joe er så præcist fortalt.

Fortællingen dvæler ved den nordiske mytologi, livet og døden. Til trods for filmens afsindige tempo, så får disse store temaer deres velfortjente plads.
Det er her Fury Road hæver sig over andre actionfilm. Der er en hvis dybte og bund i både handling og karakterer. Hvor filmens temaer i mange andre film i genren blot bliver en vag parentes, der er med, som et forsøg på et ekstra lag, så passer den perfekt ind her. George Miller har begået en genistreg, ved at give plads til historien midt i det hæsblæsende kaos.

Furiosa er filmens egentlige hovedkarakter, og Max er mere en bikarakter.
Charlize Theron skriver sig med denne ene film ind iblandt de sejeste actionhelte. Ellen Ripley og Sarah Connor ville ikke være et match for hende, og det ville deres mandlige modstykker heller ikke.

Hun er bad ass! Den rugbytackling hun tyrer i sækken på Tom Hardys Max, ville få selv et næsehorn til at pisse blod i en uge.

Derudover er hun jo bare en virkelig dygtig skuespiller, der flere gange viser prøver på sit enorme og alsidige talent. Furiosa kommer igennem hele følelsesregistret under hendes og Max’ odyssé igennem ørkenen.

You know, hope is a mistake. If you can’t fix what’s broken, you’ll, uh… you’ll go insane.”

Tom Hardy viser i her i Fury Road, hvor dygtig en skuespiller han er.
Det er ikke mange replikker han har at gøre med, men hans karakter rummer så mange følelser og nuancer.

Mad Max: Fury Road udmærker sig også ved stort set ikke at bruge CGI, men ægte stunts og eksplosioner.
Det burde ikke være muligt, at lave så voldsomme stunts. Men George Miller går så nøje til værks, at hans ideer og visioner lykkes for ham.
Jeg håber filmen bliver sat op i biografen igen, for jeg har abstinenser efter et nyt fix Fury Road.

FOOL!”

Junkie XL’s score er ligesom filmen helt eminent!
Det er ligeledes med pedalen i bund, men her og der er der også små øjeblikke med få sekunders ro inden speederen igen bliver straffet.
Midt i musikstykket, Storm Is Coming, der kommer der et mindre stykke, der minder umiskendeligt om en bid fra Sepulturas nummer, Roots. Lyt engang, og se om du kan genkende det.

Det var et glædeligt gensyn, så at sige!

Mad Max: Fury Road får: 6/6
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

De 8 Bjerge

“De 8 Bjerge” var virkelig en film, der formåede at trække mig følelsesmæssigt med ind på en måde, som jeg sjældent synes jeg oplever i moderne filmkuns

Christoffer anbefaler film om alderdom

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Nicolai har denne gang anmeldt en ungdomsfilm om hvad det vil sige at træde ind i de voksnes rækker som ung jøde og hvor svært det kan være, når man har problemer med sin bedste veninde.

Liar Liar

Nicolai har denne gang anmeldt en af Jim Carreys gamle klassikere, i form af Liar Liar og helt uden at lyve kan det nævnes, at selvom der er enkelte scener som måske ikke holder perfekt ved gensyn, så er der dog tale om en herlig komedie, med Jim Carrey for fuld hammer