Lost Lives (streaming anmeldelse)

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Instruktør: Dermot Lavery
Produktionsår: 2019 Genre: Dokumentar
Kunne ses på CPH:DOX

af Andreas Nørgaard

Filmen tager sit triste og sørgelige udgangspunkt i konflikten i Nordirland.

Den giver de tabte menneskeliv en stemme, og den viser hvor meningsløs konflikten var, og stadig er – den er desværre blusset lidt op igen de senere år.

Instruktør Dermot Lavery fokuserer ikke på skyld, men på de mennesker, hvis liv på begge sider er blevet smadret pga. al den død og ødelæggelse konflikten har ført med sig. Mere end 3.700 døde – som konflikten hidtil har krævet – får her i filmen, og i bogen der ligger til grund for selvsamme, en stemme, som hadet på begge sider ikke har givet dem.

Det er et godt, omend lidt billigt greb, at have store nordirske skuespillere som fortællere. Billigt fordi det nemt kunne tage fokus væk fra historierne om de mange mennesker, hvis en stor verdenskendt skuespiller kommer i spil.

Heldigvis rammer instruktøren en fin balance, og bruger fortællerstemmerne tilpas. Liam Neeson, Kenneth Brannagh og Ciarán Hinds stemmer giver altid en film noget ekstra. De har en ro over sig, og rager ud fra mængden.

Filmen er nok bedst for dem der har en interesse og noget kendskab til konflikten, men den bør også ramme dem, hvor det ikke er tilfældet. Den er trods alt for stærk til bare at blive slået hen som “bare” en film om Nordirland.

Nogle gange hælder den lige lovlig meget til regulær følelsesporno, når den viser ulykkelige pårørende, døde kroppe, og det hele sovset ind i melankolsk strygermusik.

Selvfølgelig er det forfærdeligt, det behøver vi ikke have “hjælpemidler” til at forstå, og jeg tror faktisk det ville ramme hårdere, hvis lyd- og videooptagelserne havde stået råt og skrabet for sig selv uden tilsat lydside.

Sammenligner man plus- og minussiderne ved filmen, så ender man op med en god og solid film, der flere steder giver en klump i halsen.

Lost Lives får: 4/6
🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!