Instruktør: Dermot Lavery
Produktionsår: 2019 Genre: Dokumentar
Kunne ses på CPH:DOX
Filmen tager sit triste og sørgelige udgangspunkt i konflikten i Nordirland.
Den giver de tabte menneskeliv en stemme, og den viser hvor meningsløs konflikten var, og stadig er – den er desværre blusset lidt op igen de senere år.
Instruktør Dermot Lavery fokuserer ikke på skyld, men på de mennesker, hvis liv på begge sider er blevet smadret pga. al den død og ødelæggelse konflikten har ført med sig. Mere end 3.700 døde – som konflikten hidtil har krævet – får her i filmen, og i bogen der ligger til grund for selvsamme, en stemme, som hadet på begge sider ikke har givet dem.
Det er et godt, omend lidt billigt greb, at have store nordirske skuespillere som fortællere. Billigt fordi det nemt kunne tage fokus væk fra historierne om de mange mennesker, hvis en stor verdenskendt skuespiller kommer i spil.
Heldigvis rammer instruktøren en fin balance, og bruger fortællerstemmerne tilpas. Liam Neeson, Kenneth Brannagh og Ciarán Hinds stemmer giver altid en film noget ekstra. De har en ro over sig, og rager ud fra mængden.
Filmen er nok bedst for dem der har en interesse og noget kendskab til konflikten, men den bør også ramme dem, hvor det ikke er tilfældet. Den er trods alt for stærk til bare at blive slået hen som “bare” en film om Nordirland.
Nogle gange hælder den lige lovlig meget til regulær følelsesporno, når den viser ulykkelige pårørende, døde kroppe, og det hele sovset ind i melankolsk strygermusik.
Selvfølgelig er det forfærdeligt, det behøver vi ikke have “hjælpemidler” til at forstå, og jeg tror faktisk det ville ramme hårdere, hvis lyd- og videooptagelserne havde stået råt og skrabet for sig selv uden tilsat lydside.
Sammenligner man plus- og minussiderne ved filmen, så ender man op med en god og solid film, der flere steder giver en klump i halsen.
