Løvernes Konge

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Løvernes Konge
Instruktør: Roger Allers og Rob Minkoff
År: 1994
Genre: Animation

Løvernes Konge er IKKE verdens bedste tegnefilm.

Jeg bryder mig ikke om at film får så meget hype, når de ikke helt kan bære det.

Løvernes Konge er Disneys smukkeste film – fremragende tegnet og skabt -, og den ER virkelig god, men jeg synes godt man må være kritisk overfor filmen, og ikke bare blindt hylde og lovprise den i et væk.

Det gode mod det onde er det centrale tema i Simba’s skabelseshistorie.

Det er Macbeth og Stand By Me proppet i Disney-maskinen, og toppet med metakritik af både samfund og familieforhold, for dernæst at få en tur i den børnevenlige vridemaskine.

Det er virkelig godt tænkt, men måske gaber instruktørerne over lidt for meget?

God versus ond er lige lovlig sort/hvidt stillet op, og det er jo nok meningen, men det virker ikke fuldstændig for mig, og det faktum at hyænerne er en paria, der bare skal holde sig væk fra Kongesletten, og leve et liv i sørgeligt armod, det lyder som noget fra vores egen lille virkelige andedam. Det er ikke et charmerende træk overhovedet.

Filmen er lavet primært til børn, men jeg savner alligevel nogle nuancer, når nu skaberne vil gøre den til vores alles Disneyfilm – på tværs af alder.

Det var en stor satsning, fra Disney´s side, da de lavede filmen. Ambitionerne var tårnhøje, og derved var risikoen for at falde igennem bestemt også til stede. Se bare på Tarzan, der kom få år efter. Den var et elendigt makværk, der desværre ikke formåede at overføre bøgernes magi til det store lærred – slet ikke.

Heldigvis holdt holdet bag Løvernes Konge tungen lige i munden, og fik skabt den storfilm, som den var tiltænkt.

“Dræb ham”

Der er så mange mindeværdige øjeblikke, og så meget nostalgi forbundet med filmen, at det vil være helt tosset, at hive nogle af de utallige fantastiske enkeltscener ud.

Jeg vil dog fremhæve en enkelt ting, og det er Scar – Løvernes Konge’s virkelige trumfkort.

Han er en af de bedste skurke i filmhistorien, og han får det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Han er så gement ondskabsfuld og intrigant, at det halve havde været rigeligt.

En ting er hans sygelige trang til magt, men hvordan han kommer til den er noget ganske andet. At myrde sit eget kød og blod, og fralægge sig ethvert ansvar er bare ubehageligt.

Det er hans historie jeg helst vil følge. Det er ham der i filmen har flere lag at byde på, for han er jo blot en sølle stakke, når alt kommer til alt.

Magten korrumperer ham, og han ender igennem andres frygt for ham, med at være helt alene – præcis som han fortjener.

Jeg nævnte før, at det er en meget smukt tegnet og skabt film – og med rette, men der er altså et godt stykke op til de største film af især Miyazaki, og Isao Takahata.

Jeg er svært glad for Løvernes Konge, men modsat noget nær alle andre, så beholder jeg altså benene på jorden.

Ris og ros går hånd i hånd, i Disney’s sort/hvide univers.

I dette tilfælde meget mere ros end ris.

Løvernes Konge får 4 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨

Seneste

De 8 Bjerge

“De 8 Bjerge” var virkelig en film, der formåede at trække mig følelsesmæssigt med ind på en måde, som jeg sjældent synes jeg oplever i moderne filmkuns

Christoffer anbefaler film om alderdom

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Nicolai har denne gang anmeldt en ungdomsfilm om hvad det vil sige at træde ind i de voksnes rækker som ung jøde og hvor svært det kan være, når man har problemer med sin bedste veninde.

Liar Liar

Nicolai har denne gang anmeldt en af Jim Carreys gamle klassikere, i form af Liar Liar og helt uden at lyve kan det nævnes, at selvom der er enkelte scener som måske ikke holder perfekt ved gensyn, så er der dog tale om en herlig komedie, med Jim Carrey for fuld hammer