Living

‘Living’. (FOTO: Sony Pictures)
Picture of Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Instruktør: Oliver Hermanus
År: 2022
Genre: drama.
Kan bl.a. streames på Viaplay

Når døden pludselig er nær eller man kan ane en afslutning på livet (muligvis grundet en sygdomsdiagnose), så kan det være vigtigt lige at stoppe og tænke disse 2 tanker; ”Hvordan skal jeg forlade livet og hvad vil jeg forlade som mit eftermæle?”

Dette er helt essentielt hvad, Oliver Hermanus’ film Living handler om.

Historien som Living fortæller, er ikke ny, men derimod baseret på en gammel japansk film fra 1952, ved navn Ikiru (japansk for At leve) som blev instrueret af Akira Kurosawa (en af de mest anerkendte filminstruktører, gennem tiderne).

Jeg har ikke set Ikiru, så dermed så jeg Living helt uden sammenligningsramme.

Men den fortælling som Living fortæller, kan forklares relativt kort.

Den omhandler Mr. Williams, som leder en afdeling på et rådhus i London. Mr. Williams, er en noget ældre herre og en dag hvor han er til lægen, finder han ud af at han har kræft og at det er terminalt.

Først forsøger Mr. Williams én måde at ende livet på, men pludseligt på en café, en forfatter med søvnbesvær, som tilbyder Mr. Williams, en fornøjelig tur i byen. Den tur gør indtryk for Mr. Williams, og dagen derpå, møder han Miss. Harris (en tidligere ansat på rådhuset, som nu er blevet servitrice på en café) og tilbyder hende en lille frokost, på en meget fin café.

Derfra starter Mr. Williams rejse mod enden, som helst skal være så meget på hans præmisser som muligt.

Den sydafrikanske instruktør, Oliver Hermanus har ikke instrueret vildt mange film (dette er hans femte og nok hidtil største) og den japanske manuskriptforfatter, Kazuo Ishinguro (som bl.a. har skrevet bogen bag storfilmen Resten af dagen), vil jeg tro er blevet benyttet for at gøre Living mere britisk end dens japanske forlæg.

Ikke desto mindre, kan det siges at Living tager sig tid (skønt den ikke er alt for lang) og jeg vil også gerne indrømme at jeg synes der gik en lille smule tid, før filmen gik rigtigt i gang med dens fortælling om den dødende Mr. Williams.

Men så snart den dog startede, så ramte den til gengæld dog også virkelig godt i hjertet.

Noget jeg særligt synes der er over Living, er elegance og her ment en særlig britisk form for elegance og dertil også ro, som muligvis ikke er helt unik, men dog virkelig smuk at være vidne til, når den er udført ordentligt og helt rent (hvilket særligt er tilfældet i denne film). Dette skyldes også særligt at filmens tidsbillede (den foregår i 1953), rammes fuldkommen perfekt på alle måder.

I forhold til filmens sørgmodighed, som skam er tilstede (jævnføre handlingen om en dødende ældre herre), så er den ikke lige så konstant og hårdt rammende, som man muligvis skulle tro.

Dette kommer nok særligt af Mr. Williams frokostmøde med Miss. Harris, hvor Miss. Harris, nævner at hun gav kælenavne/øgenavne til de andre på kontoret og hvor øgenavnet til Mr. Williams, så var Mr. Zombie.

Mr. Williams bliver ikke såret af disse ord, tværtimod, ser han det muligvis som et udgangspunkt til at vise at han ikke er nogen ”zombie”.

Dette er dog bestemt ikke nogen komedie og der er bestemt også alvorlige stunder, såsom måden hvorpå Mr. Williams’ søn og svigerdatter (de bor under samme tag), bliver mistroiske i forhold til rygterne om at Mr. Williams hænger ud med en yngre kvinde i byen og hvordan Mr. Williams pludseligt viger bort fra sit arbejde på rådhuset.

Der er også en lille sidehistorie, med nogle kvinder kæmper for at rådhuset skal gøre noget ved en ødelagt legeplads. Denne sidehistorie, bliver lidt gemt væk til tider og man tænker muligvis sommetider hvordan den hænger sammen med filmens hovedhistorie. Men i sidste ende, giver den dog mening og får en ret smuk afrunding.

I forhold til skuespillet, så spilles rollen som Mr. Williams af Bill Nighy. Har man set en britisk film indenfor de sidste 25 år (såsom Love Actually, Pirates of Carribean 2 & 3 eller andre), så er de en stor chance for at man er stødt på Bill Nighy.

Bill Nighy blev dybt velfortjent Oscar-nomineret for rollen som Mr. Williams, fordi den er så dybt troværdigt skildret, at det til tider er skræmmende, men dog virkelig også smukt og lige dele hjertevarmt og hjerteskærende. Dette ses, egentlig hele vejen igennem Bill Nighys spilletid, men særligt i scenen hvor Mr. Williams vil synge en gammel skotsk sang eller scenerne med Miss. Harris.

Apropos Miss. Harris, så spilles hun af Aimee Lou Wood, som primært er kendt for Netflix-ungdomsserien Sex Education, men som dog her får sin første store filmrolle.

Aimee Lou Wood, er ganske vidunderlig og besidder en dybt naturlig charme i rollen som Miss. Harris, samtidig med at kemien med Bill Nighy, er fuldkommen naturlig og virkelig stærk.

De andre i filmen spiller skam også fremragende, men de 2 nævnte præstationer, står dog for mig som de stærkeste.

Af andre ting, var jeg også særligt glad for kameraføringen af Jamie Ramsey, da den både bidrog til nogle smukke nærbilleder af Bill Nighy, og særligt fordi jeg synes at det bidrog til Livings særlige og meget stærke elegance.

Filmens underlægningsmusik er bestemt også skøn og dette skyldes særligt musikken af Emilie Levienaise-Farrouch, som jeg også synes bidrager til filmens elegance og til tider skaber en fuldkommen poetisk stemning.

Men er Living et mesterværk?

Ikke fuldkommen.

Historien som Living helt essentielt vil fortælle, bliver skam fortalt virkelig godt og virkelig smukt, men jeg synes dog ikke filmen lander fuldkommen perfekt ved slutningen, hvor det tager lidt tid før den finder sit perfekte stoppested.

Men Living er dog ikke desto mindre en smukt og virkelig godt instrueret, spillet og filmet film om afslutningen på livet, som dog er relativt tæt på at være et mesterværk.

Living får 5 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Twisters

Nicolai har denne gang anmeldt den nye Twister-film, Twisters, som prøver at opgradere 90’er-klassikeren om adrenalinjunkier som jæger tornadoer. Lykkedes opgraderingen? Ikke helt, men dele af filmen redder den fra at blive en total katastrofe.

Gondola

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 gondolfører i en gregoriansk landsby, som bliver forelsket.

Det er en film uden nogen sagte ord og det er slet og ret, en af årets største filmiske fornøjelser, som er helt perfekt at opleve i biografen, i disse grå tider!

Godzilla x Kong: The New Empire (4k uhd)

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og René Buchtrup anmelder den her til hjemmebiografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Stand By Me

“So darling, darling stand by me”. Ja, teksten kender i jo godt, men hva’ med 80’er-filmen den nu stammer fra. Hvordan er den ved et gensyn her i 2024? Se med her hvor René fra Moviemaniac anmelder 4k-film igen.

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.