Little Joe

René

René

Originaltitel: Little Joe. Instruktør: Jessisa Hausner. År: 2019. Genre: Drama/Thriller/Horror. Biografpremiere: d. 9. juli 2020

Hvad er det lige jeg har set?

En film, som både er lige dele paranoid thriller, med et strejf psykologisk gys, horror, drama og kunstfilm, om en blomst, som fucker med ens hjerne?

Den er hvert fald helt sin egen, biografaktuelle, Little Joe.

Lad os lege med tanken om at der fandtes en plante som, på mirakuløst vis, kunne kurere depression.

Den tanke har manuskriptforfatter, Géraldine Bajard og instruktør, Jessica Hausner, leget med, og kreeret en film, hvor det rent faktisk er virkeligheden.

Little Joe er en særlig størrelse. Den er æstetisk, sanselig og distancerende. Den minder ikke rigtig om noget jeg har set før.

Vi følger forskeren, Alice, som arbejder på et laboratorium. Hendes seneste projekt, med kollegaen, Chris, er med en særlig, rød plante, hvis pollen kan gøre deres ejere gladere og lykkeligere.

Alice er en travl kvinde med hendes arbejde. Hun går en sjælden gang til psykoterapi, hvor hun fortæller om hendes dårlige samvittighed, over ikke at tilbringe nok tid med sønnen, Joe. Derfor forærer hun ham et særligt eksemplar af én af de særlige røde blomster.

Måske at blomsten, Little Joe, opkaldt efter sønnen, kan lette hendes dårlige samvittighed en smule?

På 105 minutter går vi fra en lige-ud-af-landevejen-film, til en hva’-sker-der-lige-film. Den starter som et regulært drama, så begynder den at blive lidt af en spændingsfilm, og såenere til noget der kan beskrives som en abstrakt horror og gyserfilm.

At den unikke blomst, har farven knaldrød, som Postmand Pers postbil, er næppe et tilfælde. Flere gange føles filmen som rundtur på Aros kunstmuseum, hvor udstillingen hedder “farveeksplosioner”. Jessica Hausner har udtalt at hun arbejdet med et særligt udseende til filmen, som på sin vis gør den mere abstrakt og kunstig.

Det giver mening i filmens univers, hvor der er skruet op for alle farver, som var man til karneval i Rio. For noget lurer under overfladen, og man er hele tiden i tvivl om som tilskuer, hvem der måske er blevet påvirket af Little Joes pollen, og hvad det kan føre med sig.

For Junior derhjemme begynder at opføre sig lidt underligt. Mere fjern og underlig. Ligesom kollegaen fra Planthouse, Bella, hvis hund begynder at opføre sig underligt, også efter at have indåndet pollen fra LIttle Joe-planterne i deres laboraturium.

Alice begynder lige så langsom at blive urolig, og senere, på grænsen til paranoid. Men alle omkring hende forsikrer hende at det er hende det er noget galt med.

Er det Alice eller omverdenen der er ved at blive tosset?

Musikken understreger hele tiden at vi er med på sidelinjen, til en noget anderledes oplevelse: med tinnitus-lignende lyde, hundegøen og jungletrommer, er det med til at gøre oplevelsen endnu mere underlig, men samtidig skræmmende seværdig.

Emily Beecham, fik prisen for bedste skuespillerinde på Cannes-festivallen sidste år for rollen som Alice. Hun giver en troværdig præstation som den ambitiøse arbejdsnarkoman, der måske bare inderst inde ønsker at sønnen flytter ud på landet til sin far, så hun kan koncentrere sig om sit arbejde.

Ben Whishaw (Q fra de seneste Bond-film) er god som lige dele flinkerper, som bejler for at vinde Alice’ hånd, og ubehagelig og utilregnelig stodder.

Utilregnelig er vel egentlig også nøgleordet for Little Joe, som føles som et særligt kunstprojekt, man både forundres, forvirres og alligevel drages af, fordi den gør det hele på sin helt egen måde.

Jeg forlod biografen og tænkte ved mig selv: “hvad er det lige jeg har set?” Altså, på den gode måde.

Selvom Little Joe er en underlig snegl, der til tider virker mere interesseret i at eksperimentere, så har Hausner alligevel formået at kreere et stk selvstændig, paranoid og intens plantethriller, der er svær at slippe, når filmen er slut.

Little Joe får 4/6: 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Vikingulven

Nicolai har denne gang anmeldt en norsk varulvegyser, som ikke er helt perfekt, men som dog fint kan fungere som gyserunderholdning i disse mørke tider.

Ugens Streaming Anbefaling: Amalie Skal Dø

Hun var et ungt menneske, som inspirerede mange med hendes livsmod og kampgejst.
Nu kan man se den fine og rørende dokumentar på TV2 Play, som handler om hendes kamp for livet.

Et hus af splinter

Nicolai har denne gang anmeldt en fornyeligt Oscar-nomineret dokumentarfilm, der tegner et både tragisk, hjerteknusende men dog også hjertevarm billede af livet på et Østukrainsk børnehjem, hvor der forsøges på at give børnene så godt en ophold og så god en fremtid, som muligt.

Wannsee-konferencen

Uhyggelig og meget stærk film om et kapitel i historien, som menneskeheden bør skamme sig over. Mennesker bliver reduceret til tal på et stykke papir, og skæbner regnet for ingenting.

Babylon

Nicolai har denne gang anmeldt og set et brag af en Hollywood-storfilm om 20’ernes Hollywood og hvad der skete, da stumfilm ændrede sig til talefilm.
Det er stort, det er vildt, der er morsomt, det er hjerteskærende, ja faktisk hele pakken og noget man bare MÅ se og opleve i en biograf!

The Banshees of Inisherin

Uden de helt store armbevægelser, formår lille, irsk film, om to gamle venner, at gøre stærkt indtryk. Colin Farrell er enestående som den rare, men kedelige Pádraic, som ikke kan forstå, hvorfor hans livsgamle ven har vendt ham ryggen. The Banshees of Inisherin er en fremragende filmoplevelse, og René Buchtrup anmelder den her…

Fukssvansen

Skæv og langt ude dansk komedie, der både er hamrende sjov, men desværre også meget undervurderet og overset.
Vi slår hermed et slag for endnu en dansk komedie, der har fortjent meget mere opmærksomhed end tilfældet er.

Underwater

Nicolai har denne gang anmeldt en undervandsgyser, som skønt et højt tempo og fint med spænding, dog også har mange gyser-klichéer og ikke meget originalitet.