Last Night in Soho

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Last Night in Soho

Instruktør: Edgar Wright

År: 2021

Genre: Drama, horror

Biografpremiere: d. 25. november 2021

Edgar Wrights seneste film, starter ud på en ung piges værelse, hvor hun glad og velfornøjet danser rundt i en spraglet kjole. Væggene signalerer the good old days, med en Audrey Hepburn plakat som pynt og gammeldags musik som lydside.

Er vi tilbage i de glade tressere? Nej, vi er i 2021, hvor spændte Eloise (Thomasin McKenzie), med store blå øjne, venter spændt på svar fra en designskole i London. Skal hun til storbyen for at udleve sine drømme som kjoledesigner?

Selvfølgelig skal hun det, og snart er hun på vej til storbyen fra bøhlandet, med en bekymret mormor som fortæller hende at “storbyen er farlig og hun skal passe på”. Hun mener af bedste mening, men hun er bekymret. Det var også storbyen, som gjorde at Eloise’ mor tog sit eget liv.

Intet kan dog stoppe den unge drømmer, som elsker de nostalgiske tressere og med positivt sind og tanker, håber på at kunne sætte sit særlige præg.

Hun finder dog snart ud af, at London med de mange indtryk, ikke blot er en drøm og en dans på roser. Hendes værelseskammerat på hendes ny kollegium, viser sig at være en bitch uden lige, og efter en bytur med flere af hendes nye studerende, tager hun afsted med hendes kuffert og finder et ledigt loftsværelse, hos den aldrende frøken Collins. Hun er lige til og fair, men en bullshit-type. Snart kan Eloise ånde ud, og nyde sit space uden bekymringer.

Ja, og endnu bedre, så begynder hun at drømme nogle meget realistiske drømme, hvor hun forvandler sig til en ung, blond kvinde (spillet af Queen Gambit-stjernen, Anya Taylor-Joy). Vi er tilbage i 1965, hvor den unge, blonde kvinde, besøger en natklub, i håb om at skabe kontakt, så hun kan udleve sin drømme som sangerinde.

Men drømmene som fortsætter nat efter nat, bliver pludselig for meget for den kære Eloise, som indser at den blonde kvinde, der kaldes Sandy, pludselig er havnet i en form for prostitution, og at manden, hun troede kunne være hendes agent, Jack (Matt Smith) nu står tilbage som en klam alfons-lignende type. Det hele føles som et mareridt da Eloise, i endnu et slags drømmeagtigt flashback, er vidne til et blodbad uden lige, og hun er ikke i tvivl: Sandy blev slået ihjel for mange år tilbage og morderen er stadig på fri fod i 2021.

Edgar Wright har med Last Night In Soho skabt hans flotteste film til dato. Vi er som publikum virkelig med på en nostalgisk rejse tilbage i tiden, og der bliver visuelt kælet for alle detaljer. Store skulderklap skal der gå til Wright og den store produktion bag, som har sørget for, at alt bare ser så djævelsk godt ud. Fra de flotte, prangende kjoler, til de store reklameskilte, som fylder i bybilledet,- Last Night In Soho en en drøm at iagttage.

Eller, skal jeg sige, et helvedes flot mareridt.

For der sker et radikalt skift i filmen, da Eloise er vidne til det regulære blodbad, og tonen går fra almindeligt drama, til rent paranoia-horror, lidt ala Nicolas Roegs Rødt Chok/Don’t Look Know fra 1973. Det bli’r pludselig væmmeligt og vovet, med spøgelseslignende skikkelser, som hærger Eloise verden og nægter at give slip på hendes sind. Wright har tidligere imponeret med overnaturlige skabninger, tilbage i den mesterlige Shaun Of The Dead, hvor det var zombier der hærgede.

Men hvor Shaun Of The Dead havde et hjerte, der bankede for de fjollede mandslinger, der blot ville en tur på den lokale pub, kæmper Last Night In Soho med af finde sit blandt 60’er-æstetik og spøgelseshistorier. Samtidig tager Wrights nye film sig så skræmmende seriøst, så man ville ønske at Simon Pegg og Nick Frost pludselig ville springe frem undervejs og komme med et par tørre, britiske vittigheder.

Jeg var opslugt at Last Night In Soho fra start til slut, og var overvældet af det gode og yderst troværdige skuespil fra the ladies in front, Thomasin McKenzie som den skrøbelige, men alligevel stålsatte Eloise, og den blonde drømmekvinde med de store øjne, Anya Taylor-Joy. Men alligevel følte jeg at Wright, som normalt har styr på det hele med et glimt i øjet, manglede det sidste der gør hans film til noget helt særligt.

Last Night In Soho får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Twisters

Nicolai har denne gang anmeldt den nye Twister-film, Twisters, som prøver at opgradere 90’er-klassikeren om adrenalinjunkier som jæger tornadoer. Lykkedes opgraderingen? Ikke helt, men dele af filmen redder den fra at blive en total katastrofe.

Gondola

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 gondolfører i en gregoriansk landsby, som bliver forelsket.

Det er en film uden nogen sagte ord og det er slet og ret, en af årets største filmiske fornøjelser, som er helt perfekt at opleve i biografen, i disse grå tider!

Godzilla x Kong: The New Empire (4k uhd)

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og René Buchtrup anmelder den her til hjemmebiografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Stand By Me

“So darling, darling stand by me”. Ja, teksten kender i jo godt, men hva’ med 80’er-filmen den nu stammer fra. Hvordan er den ved et gensyn her i 2024? Se med her hvor René fra Moviemaniac anmelder 4k-film igen.

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.