Last Night in Soho

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Last Night in Soho

Instruktør: Edgar Wright

År: 2021

Genre: Drama, horror

Biografpremiere: d. 25. november 2021

Edgar Wrights seneste film, starter ud på en ung piges værelse, hvor hun glad og velfornøjet danser rundt i en spraglet kjole. Væggene signalerer the good old days, med en Audrey Hepburn plakat som pynt og gammeldags musik som lydside.

Er vi tilbage i de glade tressere? Nej, vi er i 2021, hvor spændte Eloise (Thomasin McKenzie), med store blå øjne, venter spændt på svar fra en designskole i London. Skal hun til storbyen for at udleve sine drømme som kjoledesigner?

Selvfølgelig skal hun det, og snart er hun på vej til storbyen fra bøhlandet, med en bekymret mormor som fortæller hende at “storbyen er farlig og hun skal passe på”. Hun mener af bedste mening, men hun er bekymret. Det var også storbyen, som gjorde at Eloise’ mor tog sit eget liv.

Intet kan dog stoppe den unge drømmer, som elsker de nostalgiske tressere og med positivt sind og tanker, håber på at kunne sætte sit særlige præg.

Hun finder dog snart ud af, at London med de mange indtryk, ikke blot er en drøm og en dans på roser. Hendes værelseskammerat på hendes ny kollegium, viser sig at være en bitch uden lige, og efter en bytur med flere af hendes nye studerende, tager hun afsted med hendes kuffert og finder et ledigt loftsværelse, hos den aldrende frøken Collins. Hun er lige til og fair, men en bullshit-type. Snart kan Eloise ånde ud, og nyde sit space uden bekymringer.

Ja, og endnu bedre, så begynder hun at drømme nogle meget realistiske drømme, hvor hun forvandler sig til en ung, blond kvinde (spillet af Queen Gambit-stjernen, Anya Taylor-Joy). Vi er tilbage i 1965, hvor den unge, blonde kvinde, besøger en natklub, i håb om at skabe kontakt, så hun kan udleve sin drømme som sangerinde.

Men drømmene som fortsætter nat efter nat, bliver pludselig for meget for den kære Eloise, som indser at den blonde kvinde, der kaldes Sandy, pludselig er havnet i en form for prostitution, og at manden, hun troede kunne være hendes agent, Jack (Matt Smith) nu står tilbage som en klam alfons-lignende type. Det hele føles som et mareridt da Eloise, i endnu et slags drømmeagtigt flashback, er vidne til et blodbad uden lige, og hun er ikke i tvivl: Sandy blev slået ihjel for mange år tilbage og morderen er stadig på fri fod i 2021.

Edgar Wright har med Last Night In Soho skabt hans flotteste film til dato. Vi er som publikum virkelig med på en nostalgisk rejse tilbage i tiden, og der bliver visuelt kælet for alle detaljer. Store skulderklap skal der gå til Wright og den store produktion bag, som har sørget for, at alt bare ser så djævelsk godt ud. Fra de flotte, prangende kjoler, til de store reklameskilte, som fylder i bybilledet,- Last Night In Soho en en drøm at iagttage.

Eller, skal jeg sige, et helvedes flot mareridt.

For der sker et radikalt skift i filmen, da Eloise er vidne til det regulære blodbad, og tonen går fra almindeligt drama, til rent paranoia-horror, lidt ala Nicolas Roegs Rødt Chok/Don’t Look Know fra 1973. Det bli’r pludselig væmmeligt og vovet, med spøgelseslignende skikkelser, som hærger Eloise verden og nægter at give slip på hendes sind. Wright har tidligere imponeret med overnaturlige skabninger, tilbage i den mesterlige Shaun Of The Dead, hvor det var zombier der hærgede.

Men hvor Shaun Of The Dead havde et hjerte, der bankede for de fjollede mandslinger, der blot ville en tur på den lokale pub, kæmper Last Night In Soho med af finde sit blandt 60’er-æstetik og spøgelseshistorier. Samtidig tager Wrights nye film sig så skræmmende seriøst, så man ville ønske at Simon Pegg og Nick Frost pludselig ville springe frem undervejs og komme med et par tørre, britiske vittigheder.

Jeg var opslugt at Last Night In Soho fra start til slut, og var overvældet af det gode og yderst troværdige skuespil fra the ladies in front, Thomasin McKenzie som den skrøbelige, men alligevel stålsatte Eloise, og den blonde drømmekvinde med de store øjne, Anya Taylor-Joy. Men alligevel følte jeg at Wright, som normalt har styr på det hele med et glimt i øjet, manglede det sidste der gør hans film til noget helt særligt.

Last Night In Soho får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.