Last Night in Soho

René

René

Originaltitel: Last Night in Soho

Instruktør: Edgar Wright

År: 2021

Genre: Drama, horror

Biografpremiere: d. 25. november 2021

Edgar Wrights seneste film, starter ud på en ung piges værelse, hvor hun glad og velfornøjet danser rundt i en spraglet kjole. Væggene signalerer the good old days, med en Audrey Hepburn plakat som pynt og gammeldags musik som lydside.

Er vi tilbage i de glade tressere? Nej, vi er i 2021, hvor spændte Eloise (Thomasin McKenzie), med store blå øjne, venter spændt på svar fra en designskole i London. Skal hun til storbyen for at udleve sine drømme som kjoledesigner?

Selvfølgelig skal hun det, og snart er hun på vej til storbyen fra bøhlandet, med en bekymret mormor som fortæller hende at “storbyen er farlig og hun skal passe på”. Hun mener af bedste mening, men hun er bekymret. Det var også storbyen, som gjorde at Eloise’ mor tog sit eget liv.

Intet kan dog stoppe den unge drømmer, som elsker de nostalgiske tressere og med positivt sind og tanker, håber på at kunne sætte sit særlige præg.

Hun finder dog snart ud af, at London med de mange indtryk, ikke blot er en drøm og en dans på roser. Hendes værelseskammerat på hendes ny kollegium, viser sig at være en bitch uden lige, og efter en bytur med flere af hendes nye studerende, tager hun afsted med hendes kuffert og finder et ledigt loftsværelse, hos den aldrende frøken Collins. Hun er lige til og fair, men en bullshit-type. Snart kan Eloise ånde ud, og nyde sit space uden bekymringer.

Ja, og endnu bedre, så begynder hun at drømme nogle meget realistiske drømme, hvor hun forvandler sig til en ung, blond kvinde (spillet af Queen Gambit-stjernen, Anya Taylor-Joy). Vi er tilbage i 1965, hvor den unge, blonde kvinde, besøger en natklub, i håb om at skabe kontakt, så hun kan udleve sin drømme som sangerinde.

Men drømmene som fortsætter nat efter nat, bliver pludselig for meget for den kære Eloise, som indser at den blonde kvinde, der kaldes Sandy, pludselig er havnet i en form for prostitution, og at manden, hun troede kunne være hendes agent, Jack (Matt Smith) nu står tilbage som en klam alfons-lignende type. Det hele føles som et mareridt da Eloise, i endnu et slags drømmeagtigt flashback, er vidne til et blodbad uden lige, og hun er ikke i tvivl: Sandy blev slået ihjel for mange år tilbage og morderen er stadig på fri fod i 2021.

Edgar Wright har med Last Night In Soho skabt hans flotteste film til dato. Vi er som publikum virkelig med på en nostalgisk rejse tilbage i tiden, og der bliver visuelt kælet for alle detaljer. Store skulderklap skal der gå til Wright og den store produktion bag, som har sørget for, at alt bare ser så djævelsk godt ud. Fra de flotte, prangende kjoler, til de store reklameskilte, som fylder i bybilledet,- Last Night In Soho en en drøm at iagttage.

Eller, skal jeg sige, et helvedes flot mareridt.

For der sker et radikalt skift i filmen, da Eloise er vidne til det regulære blodbad, og tonen går fra almindeligt drama, til rent paranoia-horror, lidt ala Nicolas Roegs Rødt Chok/Don’t Look Know fra 1973. Det bli’r pludselig væmmeligt og vovet, med spøgelseslignende skikkelser, som hærger Eloise verden og nægter at give slip på hendes sind. Wright har tidligere imponeret med overnaturlige skabninger, tilbage i den mesterlige Shaun Of The Dead, hvor det var zombier der hærgede.

Men hvor Shaun Of The Dead havde et hjerte, der bankede for de fjollede mandslinger, der blot ville en tur på den lokale pub, kæmper Last Night In Soho med af finde sit blandt 60’er-æstetik og spøgelseshistorier. Samtidig tager Wrights nye film sig så skræmmende seriøst, så man ville ønske at Simon Pegg og Nick Frost pludselig ville springe frem undervejs og komme med et par tørre, britiske vittigheder.

Jeg var opslugt at Last Night In Soho fra start til slut, og var overvældet af det gode og yderst troværdige skuespil fra the ladies in front, Thomasin McKenzie som den skrøbelige, men alligevel stålsatte Eloise, og den blonde drømmekvinde med de store øjne, Anya Taylor-Joy. Men alligevel følte jeg at Wright, som normalt har styr på det hele med et glimt i øjet, manglede det sidste der gør hans film til noget helt særligt.

Last Night In Soho får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Showgirls

Paul Verhoeven´s stripperfilm fra 1995 er præcis ligeså dårlig, som folk skriver. På sin vis et værre makværk.
Den er heldigvis også underholdende og sært charmerende.
Hvis du alligevel ligger med nederdrægtige tømmermænd efter for mange Krudtuglepilsnere, eller måske endda med corona, så kommer drønfrække Elizabeth Berkeley dig til undsætning.

Harry Potter and the Sorcerer’s Stone.

Nicolai har denne gang anmeldt d. 1 Harry Potter-film og der er bestemt tale om en stor og smuk moderne film-klassiker og en fuldkommen perfekt introduktion ind til Harry Potters magiske univers

Encanto

Karla har anmeldt den nye Disney-film, som får store roser for animationsstilen, sangene og for at være en smule anderledes.

Power Of The Dog

Hvis du kun skal se en af de moderne westerns, der er kommet indenfor de sidste tyve år, så tank lidt overskud, og se Power Of The Dog.
Overdådig film, der rammer dine sanser som snerten af en ridepisk.

Desperado

Nicolais første anmeldelse i 2022 er af 90’er klassikeren, Desperado, hvor en guitarspillende Antonio Banderas, skyder rundt til højre og venstre og hvor det hele i den grad, er vanvittigt underholdende at være vidne til.

Django Unchained

Tarantino giver den sorte mand retfærdighed for slaveriet, og han skriver ikke blot om på Amerikas historie med dette værk,- han har samtidig også skabt den mest underholdende western i filmhistorien…

Spider-Man. No Way Home

Karla er ikke bare glad for den nye Spider-Man-film. Hun er virkelig imponeret og glæder sig til én ting: at den kommer på streaming, så hun kan se den igen og igen…