Der er noget herligt Woody Allen’sk over den sprudlende “Lady Bird” der handler om en insisterende og på grænsen til pisse-irriterende ung kvinde, der kæmper for at finde fodfæste i tilværelsen.
Biografpremiere d. 26. april 2018
En mor og en datter kigger på kjoler i en tøjbutik. De har småskændtes lidt. Der er pause mellem snakkeriet. Eftertænksomhed.
Moren: “Jeg vil have dig til at være den allerbedste version af dig selv, som du kan være.”
Datteren: “Hvad hvis dette er den bedste version”?
Moren siger intet. Kigger blot på sin datter. Datteren sukker og gør ind i prøverummet.
“Lady Bird” er skuespiller Grete Gerwigs instruktørdebut. Hun har kreeret en film som er underfundig, sjov, rørende, intelligent, eftertænksom og spændende.
Den handler om den unge pige Christine som går på kristent high school i Sacramento og drømmer om snart at skulle på college på østkysten i USA. Christine vil bare gerne væk. Hun har det svært i Sacramento og kalder sig selv Lady Bird. Det er heller ikke nemt med en kritisk mor og en arbejdsløsfar.
Umiddelbart lyder det jo ikke som den mest sindsoprivende filmoplevelse. Men faktisk er faktisk én af de mest sprudlende og originale coming-up-age-fortællinger i flere år.
For det første spiller både manuskript og instruktion til et 12-tal. Den er så lun, begavet og vittigt skrevet, at man frydes over hver dialog i filmen. Det hele er så godt orkestreret og det er især en fryd at se på det store store lærred hvordan de sindsygt dygtige skuespillere giver den gas med deres spændende karakterer.
Greta Gerwig har både skrevet og instrueret filmen. Lady Bird blev nomineret til 5 oscars. Det er der en rigtig god grund til. Den er ikke kun begavet og eftertænksom, men også følsom og sårbar. Og det er forholdet mellem mor og datter der er i centrum på denne lille perle.
Saoirse Ronan der spiller Lady Bird og Laurie Metcalf der spiller mor Marion, er afsindsigt gode i deres roller. Man mærker en klar kærlighed, frustation og splittelse mellem deres karakterer og det er et imponerende stykke arbejde de gør med deres roller. Selvfølgelig blev de to også oscar-nomineret for deres roller i filmen.
Jeg er ikke selv en frustreret teenage-pige, men da jeg forlod biografen kunne jeg mærke hvor meget filmen havde påvirket mig. Jeg har selv været frustreret teenager engang, og kunne genkende mig selv i mange situationer som den kære Lady Bird går igennem.
Jeg kunne pludselig se en 16-årig René for mig, der som teenager signalerede med kropssprog og stemme at han havde styr på det hele, men at han inderst inde kæmpede med en masse spørgsmål om hvordan hvad han egentlig skulle gøre og hvor han skulle hen i tilværelsen.
Sådan er det også med hovedperson Christine/Lady Bird.
Greta Gerwig har skabt en film med nogle utrolige troværdige karakterer og et skræmmende velkendt univers de fleste mennesker der har været unge og usikre engang, kan relatere og forholde sig til.
Vores hovedperson i filmen er ikke uden fejl. Hun er ikke perfekt. Hun gør bestemt ikke alle de rigtige ting. Hun er faktisk på grænsen til at være pisse-irriterende. Men hun har de bedste intentioner og hun er alligevel en sympatisk pige man ikke kan stå for.
Det er noget Woody Allen’sk over filmen. Den handler egentlig ikke om det helt store og alligevel handler den om så ufattelig meget.
“Lady Bird” er en lille perle som man ikke skal snyde sig selv for.
