Lady Bird anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Der er noget herligt Woody Allen’sk over den sprudlende “Lady Bird” der handler om en insisterende og på grænsen til pisse-irriterende ung kvinde, der kæmper for at finde fodfæste i tilværelsen. 

Biografpremiere d. 26. april 2018

En mor og en datter kigger på kjoler i en tøjbutik. De har småskændtes lidt. Der er pause mellem snakkeriet. Eftertænksomhed.

Moren: “Jeg vil have dig til at være den allerbedste version af dig selv, som du kan være.”

Datteren: “Hvad hvis dette er den bedste version”?

Moren siger intet. Kigger blot på sin datter. Datteren sukker og gør ind i prøverummet.

“Lady Bird” er skuespiller Grete Gerwigs instruktørdebut. Hun har kreeret en film som er underfundig, sjov, rørende, intelligent, eftertænksom og spændende.

Den handler om den unge pige Christine som går på kristent high school i Sacramento og drømmer om snart at skulle på college på østkysten i USA. Christine vil bare gerne væk. Hun har det svært i Sacramento og kalder sig selv Lady Bird. Det er heller ikke nemt med en kritisk mor og en arbejdsløsfar.

Umiddelbart lyder det jo ikke som den mest sindsoprivende filmoplevelse. Men faktisk er faktisk én af de mest sprudlende og originale coming-up-age-fortællinger i flere år.

For det første spiller både manuskript og instruktion til et 12-tal. Den er så lun, begavet og vittigt skrevet, at man frydes over hver dialog i filmen. Det hele er så godt orkestreret  og det er især en fryd at se på det store store lærred hvordan de sindsygt dygtige skuespillere giver den gas med deres spændende karakterer.

Greta Gerwig har både skrevet og instrueret filmen. Lady Bird blev nomineret til 5 oscars. Det er der en rigtig god grund til. Den er ikke kun begavet og eftertænksom, men også følsom og sårbar. Og det er forholdet mellem mor og datter der er i centrum på denne lille perle.

Saoirse Ronan der spiller Lady Bird og Laurie Metcalf der spiller mor Marion, er afsindsigt gode i deres roller. Man mærker en klar kærlighed, frustation og splittelse mellem deres karakterer og det er et imponerende stykke arbejde de gør med deres roller. Selvfølgelig blev de to også oscar-nomineret for deres roller i filmen.

Jeg er ikke selv en frustreret teenage-pige, men da jeg forlod biografen kunne jeg mærke hvor meget filmen havde påvirket mig. Jeg har selv været frustreret teenager engang, og kunne genkende mig selv i mange situationer som den kære Lady Bird går igennem.

Jeg kunne pludselig se en 16-årig René for mig, der som teenager signalerede med kropssprog og stemme at han havde styr på det hele, men at han inderst inde kæmpede med en masse spørgsmål om hvordan hvad han egentlig skulle gøre og hvor han skulle hen i tilværelsen.

Sådan er det også med hovedperson Christine/Lady Bird.

Greta Gerwig har skabt en film med nogle utrolige troværdige karakterer og et skræmmende velkendt univers de fleste mennesker der har været unge og usikre engang, kan relatere og forholde sig til.

Vores hovedperson i filmen er ikke uden fejl. Hun er ikke perfekt. Hun gør bestemt ikke alle de rigtige ting. Hun er faktisk på grænsen til at være pisse-irriterende. Men hun har de bedste intentioner og hun er alligevel en sympatisk pige man ikke kan stå for.

Det er noget Woody Allen’sk over filmen. Den handler egentlig ikke om det helt store og alligevel handler den om så ufattelig meget.

“Lady Bird” er en lille perle som man ikke skal snyde sig selv for.

Lady Bird får 5 ud af 6 hamre:                                            

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!