Originaltitel: Kung Fu Panda 4
Instruktør: Mike Mitchell og Stephanie Stine
År: 2024
Genre: Animation
Biografpremiere: d. 7. marts 2024
Jeg kan tydeligt huske da jeg for første gang gloede på en plakat til den første Kung Fu Panda-film. Det var i 2007, et stykke inden premieren i 2008.
Jeg kan huske at jeg snakkede med en kammerat om hvor dumt og åndsvag den film dog så ud. Der blev grinet og så gik vi ind og så en film. Hvilken én kan jeg nu ikke huske. Men jeg kan huske at jeg grinede af Po. Ja, det hedder den store panda fra filmen.
Nu er der så lavet en film nummer fire om den overvægti.. øh…almægtige dragekriger, og min latter fra dengang er forstummet. Nu er der kun den dybeste respekt.
Altså, den første film er nu helt klart stadig den bedste og selvom film nummer to og tre i rækken (som er fra år 2011 og 2016) stadigt er fine og seværdige, så er der intet der kan slå the origin story af pinden.
Og har vi brug for endnu en fortsættelse? Og har jeg brug for at stille det spørgsmål, som jeg evigt og altid gør, når Hollywood spytter en efterfølger ud? Nej, nej og atter nej.
Kung Fu Panda 4 er dog blevet en flot og ret så medrivende tju-bang film fra DreamWorks, som underholdte den halvanden times tid den nu varede.
I filmen skal Po være den næste, spirituelle leder af Fredens Dal efter Oogway. Og derfor skal en ny dragekriger udvælges. Også selvom Po ikke er helt tilfreds med alt dette, da han er glad for sit tæske-sjove erhverv, som han nu mestrer i selskab med “De Fantastiske Fem”. I ved, tigeren, knæleren, aben… ja ja, i ved hvem det er.
Vi får præsenteret en ny karakter i Kung Fu Panda 4, nemlig ræve-pelsen, Zhen, som skal hjælpe Po med at finde en ond troldkvinde kaldet Kamæleonen, som spreder rædsel hvor end hun befinder sig. Så den optimistiske pandabjørn og den snedige ræv tager på tur, tilbage til den by hvor Zhen voksede op og her begynder det hæsblæsende eventyr for alvor.
Håndværket i Po’s fjerde animations-eventyr fejler ikke spor. Nej, rent visuelt er Kung Fu Panda (endnu engang) en fest og det er som et kinesisk nytår at overvære. Hans Zimmer står for musikken, og så er det en grinagtig (ment meget positivt) fest at høre på Jack Black som Po, Awkwafina som Zhen, Dustin Hoffman som Shifu og Viola Davis som Kamæleonen, når de giver den gas med stemmerne i den originale version.
Der er kort sagt intet negativt at sige om hele produktionen som skinner af professionalisme. Store skulderklap til instruktørerne Mike Mitchell og Stephanie Stine som står bag det hele.
Historien er som sådan også fin og som altid med Po som hovedkarakter, er vi sikret en hyggelig omgang lommefilosofiske floskler om godt og ondt, og hvordan vi skal behandle hinanden.
Men, det hele lugter af genbrug og noget vi har set og oplevet før.
Bevarers, René, hvad havde du regnet med da du satte dig i biografsædet til en tredje efterfølger til Kung Fu Panda? En revolution indenfor animationsgenren, som brød ud af den klassiske, skitserede formel, som vi efterhånden alt for godt kender den?
Tja, jeg havde måske bare håbet på mere for Po og co. For når man “river op” i et gammelt og velkendt univers, synes jeg godt man kan forvente andet end blot det hyggelige genbrug vi får serveret i filmen.
Jeg synes det er fin beslutning ikke at hive “de fantastiske fem” ind som Po’s modspil i filmen. Det ville være dovent at gøre. Næh, ros til filmens instruktører, som i stedet får noget fint ud af samspillet mellem ræven Zhen og, uden at gentage mig selv for meget. Kort sagt er der fin pingpong mellem Jack Black og Awkwafina til at få det meste af filmen til at fungere.
Så når alt kommer til alt, så er Kung Fu Panda 4 en ganske udmærket animationsfilm, du sagtens kan hive hele familien (over syv år) med ind i biografmørket at se. Det er mere af det genkendelige, hyggelige univers, med den runde og elskelige pandabjørn, man ikke kan andet end at holde af.
Kung Fu Panda får 3/6 hamre:
🔨 🔨 🔨