Originaltitel: Krudttønden Instruktør: Ole Christian Madsen
År: 2019
Genre: drama
Kan stremes på Blockbuster.
“Krudttønden” er baseret på de virkelige hændelser, som fandt sted for fem år siden, på det lille kultursted i København, der har givet navn til filmens titel.
Filmens instruktør, Ole Christian Madsen (bl.a. kendt for “Flammen Og Citronen” og “Nordkraft”) har udtalt at hans seneste film, ikke blot skal underholde, men sætte tankerne i gang hos de mennesker der ser den. Han håber på, at de kan identificere sig med ofrene og at de efterfølgende tænker, at noget lignende ikke må ske igen.
Èn ting er fine intentioner. For det er godt med instruktører som har noget på hjerte og som gerne vil sætte tankerne i gang på sit publikum.
Men noget andet er, om det lykkes i filmen, der er bygget på det der virkeligt skete.
D. 14. februar 2015, blev en skæbnesvanger dag i København.
Debatmødet “Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed” blev forvandlet til en krigszone, da den 22-årige Omar el-Hussein affyrede 40 skud, som bl.a dræbte filminstruktøren, Finn Nørgaard.
I filmen følger vi 4 mennesker i dagene op til, og under angrebet.
Den frustrerede og målrettede unge mand, Dan Uzan, som ikke kan få et job, filminstruktøren, Finn Nørgaard, den radikaliserede Omar el-Hussein og betjenten, Rico, som døjer med hverdagsproblemer.
Sidstnævnte er en opdigtet person. Han er “helten” som ender med at skyde el-Hussein. En karakter, som ifølge Ole Christian Madsen er med, så publikum bliver mere følelsesmæssigt involveret i filmen.
Men gør vi som publikum så det?
Der må mit svar blive et klart nej.
Der bliver desværre skøjtet meget let henover det der virkelig rammer os. Den kommer aldrig ind under huden på mig, og bliver farlig. Den fiktive karakter Rico er som sagt med for dramaets skyld – for at give det gode der til sidst besejrer det onde, et ansigt, noget vi kan relatere til, og støtte os op ad. Vi søger retfærdighed, og det er noget denne karakter kan give os.
Desværre bliver hans historie ligegyldigt kedelig, og gør intet fra eller til ift. historien.
Nicolai Coster Waldau er langt fra hans Prince Charming-look i GoT, og står lige på vippen som karakteren, Rico. Konen er skredet, kroppen er ved at sige fra efter mange års aktiv tjeneste. Alt er kort sagt, ikke helt optimalt i hans liv. Coster Waldau er glimrende i rollen, men hans karakter ender klichefyldt og klodset skrevet.
Jeg vil meget hellere følge Omar.
Det er en historie med en masse kød på.
Hvad får en ung mand i Danmark til at se det som sit kald og sin udvej, at dræbe andre mennesker? Når vi herhjemme bryster os af at have et af de mest homogene og bredtfavnende samfund, hvordan kan en mand som Omar El-Hussein så havne så langt væk fra vores værdier? Hvorfor blev han ikke hjulpet og forsøgt guidet noget før? Det er ikke nogen undskyldning for at slå folk ihjel fordi ens verden ser sort og udsigtsløs ud, men det er vores pligt i Danmark, at forsøge at hjælpe og forstå.
Hans historie ville jeg meget hellere have fokus på.
Albert Arthur Amiryan spiller fabelagtigt som forknyt og indebrændt Omar.
Han siger på et tidspunkt at han ikke skulle være taget med moren til Jordan, men blevet i Danmark og forfulgt sit talent for kickboxing. Som han selv siger;
“det var det jeg kunne finde ud af, det var jeg god til”.
Han siger senere dette til samme ven;
“Du skal passe på min lillebror, hold ham ude af banderne. Lov mig det!”
Det var hans sidste ord til hans bedste ven, inden han startede sit morderiske togt i København.
De vidner om en mand med følelser og en vis kærlighed til sine nærmeste.
Filmen gør det samme som Der Untergang gjorde med Adolf Hitler. Den viser mennesket bag uhyret, og det er her filmen virkelig kan noget. Den tør sgu fremstille ham som andet end en gemen galning. Det er modigt, og noget Ole Christian Madsen skal have stor ros for. Derfor er det også en skam, at filmen ikke fokuserer mere på denne del.
Lars Brygmann har nogle helt forrygende scener som Finn Nørgaard (den mand er jo altid god), men jeg synes ikke Ole Christian Madsen får nok ud af den historie. Den bliver ikke brugt nok, og jeg er helt ærligt jævnt ligeglad med, hvad de skal lave på Valentine Day. Det er et af flere irritationsmomenter midt i nogle glimrende scener.
Der er glimrende skuespil fra filmens hovedkarakterer, men Omar’ venner samt flere af politifolkene er meget utroværdige. Specielt politimanden, der skal overbringe Finn Nørgaard’ kæreste, Janne de sørgelige nyheder er skidt kørende. Det er med til at tage pusten fra mig.
I kan sagtens se Krudttønden, men forvent ikke noget der minder om, eller kan måle sig med Erik Poppe’ ubehagelige mesterværk, Utøya 22. Juli. To film om terroren, men med en enorm niveauforskel.
Det er rigtig ærgerligt, for der er virkelig et stort potentiale i denne historie.
