Kammerater!

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Dorogie Tovarishchi. Instruktør: Andrei Konchalovsky. År: 2020. Genre: Krig/drama. Biografpremiere: d. 15. juli 2021.

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

Når jeg i slutningen af et år, kigger på det kommende års premierefilm, så finder jeg altid nogle film, der stikker et godt stykke ud fra mængden.

Der er de helt åbenlyse i år, såsom Dune, No Time To Die, Minari og The Father, samt Paul Thomas Anderson’s Soggy Bottom. Også er der de lidt mindre film i de små biografer, der altid formår at give mig nogle uforglemmelige oplevelser.

Kammerater er – på papiret – en af disse film. En film der fanger min interesse på samme måde som andre stærke film fra den kant: Leviathan, Loveless, Ida og The Painted Bird. Film med en meget skarpskåret historie, en helt klar fremgangsmåde, og med en sublim sans for det gode håndværk.

Jeg har efterhånden lært at holde mine forventninger til film lidt i ave, men jeg må sige her dagen derfor, at det var ikke nødvendigt her.

Kammerater er en fremragende film, og den kan bære forventningerne uden problemer.

En relativt ukendt historie ser nu endelig dagens lys i den brede offentlighed. Det kom frem i 1992, men nu bliver historien endelig fortalt med kritiske briller.

Jeg savner Stalin”

Det er en historie Ruslands skiftende regeringer har forsøgt at holde skjult siden begivenhederne udspillede sig i begyndelsen af 60’erne.

Priserne på mad begyndte pludselig at stige markant, og da arbejderne i industribyen Novocherkassk demonstrerede for rimelige forhold og vilkår, blev de mejet ned efter ordre fra partitro lokalpolitikere og KGB, der ville skjule utilfredsheden hos befolkningen.

Myndighederne gjorde alt for at skjule deres handlinger. Som en embedsmand på et tidspunkt siger:

“Hvis i ikke kan få vasket blodet af torvets sten, så må i asfaltere det hele”

I næste scene er en gruppe arbejdere igang med netop dette.

Det viser et styre, der frygter befolkningen, og forsøger at holde den hen i frygt og uvidenhed.

Filmens hovedperson, Ludmilla er som trofast partimedlem, tro mod partiets intentioner, men hun  begynder at vakle i takt med at modstanden tager til. Hun ser ind bag facaden på en menneskefjendsk ideologi, og kan til sidst ikke vende det blinde øje til mere.

Filmen er stilistisk og handlingsmæssigt en flot blanding af Paths Of Glory, Ida og The Painted Bird.

Ingen vil have noget med ansvaret for massakren at gøre, alle vil tørre den af på andre, og de høje herrer gemmer sig bag magt og titler. Det er usmageligt, men desværre en af hjørnestenene i et forkvaklet menneskesyn.

Har du penge, så har du ret.

Kammerater! får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.