Originaltitel: Dorogie Tovarishchi. Instruktør: Andrei Konchalovsky. År: 2020. Genre: Krig/drama. Biografpremiere: d. 15. juli 2021.
Når jeg i slutningen af et år, kigger på det kommende års premierefilm, så finder jeg altid nogle film, der stikker et godt stykke ud fra mængden.
Der er de helt åbenlyse i år, såsom Dune, No Time To Die, Minari og The Father, samt Paul Thomas Anderson’s Soggy Bottom. Også er der de lidt mindre film i de små biografer, der altid formår at give mig nogle uforglemmelige oplevelser.
Kammerater er – på papiret – en af disse film. En film der fanger min interesse på samme måde som andre stærke film fra den kant: Leviathan, Loveless, Ida og The Painted Bird. Film med en meget skarpskåret historie, en helt klar fremgangsmåde, og med en sublim sans for det gode håndværk.
Jeg har efterhånden lært at holde mine forventninger til film lidt i ave, men jeg må sige her dagen derfor, at det var ikke nødvendigt her.
Kammerater er en fremragende film, og den kan bære forventningerne uden problemer.
En relativt ukendt historie ser nu endelig dagens lys i den brede offentlighed. Det kom frem i 1992, men nu bliver historien endelig fortalt med kritiske briller.
“Jeg savner Stalin”
Det er en historie Ruslands skiftende regeringer har forsøgt at holde skjult siden begivenhederne udspillede sig i begyndelsen af 60’erne.
Priserne på mad begyndte pludselig at stige markant, og da arbejderne i industribyen Novocherkassk demonstrerede for rimelige forhold og vilkår, blev de mejet ned efter ordre fra partitro lokalpolitikere og KGB, der ville skjule utilfredsheden hos befolkningen.
Myndighederne gjorde alt for at skjule deres handlinger. Som en embedsmand på et tidspunkt siger:
“Hvis i ikke kan få vasket blodet af torvets sten, så må i asfaltere det hele”
I næste scene er en gruppe arbejdere igang med netop dette.
Det viser et styre, der frygter befolkningen, og forsøger at holde den hen i frygt og uvidenhed.
Filmens hovedperson, Ludmilla er som trofast partimedlem, tro mod partiets intentioner, men hun begynder at vakle i takt med at modstanden tager til. Hun ser ind bag facaden på en menneskefjendsk ideologi, og kan til sidst ikke vende det blinde øje til mere.
Filmen er stilistisk og handlingsmæssigt en flot blanding af Paths Of Glory, Ida og The Painted Bird.
Ingen vil have noget med ansvaret for massakren at gøre, alle vil tørre den af på andre, og de høje herrer gemmer sig bag magt og titler. Det er usmageligt, men desværre en af hjørnestenene i et forkvaklet menneskesyn.
Har du penge, så har du ret.
Kammerater! får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
