Originaltitel: Judgment In Nuremberg. Instruktør: Stanley Kramer. År: 1961. Genre: drama, krig. Set på dvd.
Et retsopgør mod de ukendte bødler.
“The tribunal is now in session. God bless the United States and this honorable tribunal”
Jeg genså for nylig Judgment In Nuremberg. Det er en film, der ramte hårdt den første gang jeg så den. Et Anden Verdenskrig-drama med nogle af historiens dygtigste skuespillere, samt et ganske overdådigt manuskript: Jeg var solgt.
Nu var tiden moden til et gensyn. Et gensyn, der gav mig alle detaljerne, og muligheden for at nyde dette mesterværk endnu mere frit. Jeg kunne så at sige læne mig tilbage, og lade historien og aktørerne holde mig fanget til skærmen i filmens samfulde 179 minutter.
Det er jo alligevel ikke hver dag en film med den spillelængde holder kadencen hele vejen, men der er ingen døde perioder i Judgment In Nuremberg, interessen er til stede filmen igennem.
Fire nazidommere står anklaget for diverse forbrydelser, heriblandt medvirken til massemord og forbrydelser imod menneskeheden.
Det er en kamp imellem store egoer, vidt forskelligt menneskesyn, mænd med et inderligt had til hinanden, og troen på det oprigtige i sine handlinger.
Som en af de fire anklagede nazidommere siger, så havde han et respektabelt og ærefuldt erhverv.
Den lader vi stå et øjeblik…
Hvad ærefuldt er der ved – bevidst – at lade tusindvis af mennesker arbejde sig til døde?
Hvad ærefuldt er der ved at sende flere hundredetusinder direkte i døden, med noget så simpelt som et pennestrøg?
Hvad ærefuldt er der ved at lade et firma lukrere på, og løbe rundt af stjålne genstande fra myrdede jøder?
Hvis noget af dette stadig anses for ærefuldt og ærværdigt, så bør samfundsstrukturen og den medmenneskelighed vi bryster os med tages op til kraftig revision.
Filmens store spørgsmål; hvem har egentlig ansvaret, er centralt hele vejen.
Hvem har egentlig ansvaret?
Dem der giver ordren, eller dem der udfører den?
Er “jeg adlød jo bare ordrer” overhovedet et gyldigt argument for noget som helst, eller bare grov ansvarsfornægtelse?
Retssagen imod de fire dommere er en slags prøvelse af retssystemet i praksis.
Det var første gang sådanne sager blev ført. Det havde man ikke prøvet i dette omfang, og sikke et enormt apparat der blev sat igang.
Kan man dømmes for noget man ikke direkte har haft noget at gøre med?
Hvor meget spiller den generelle afsky og mistænkeliggørelse for alt tysk i efterkrigstiden ind i sådanne sager?
Der er mange interessante spørgsmål, og jeg blev flere gange fanget; er det egentlig hans skyld, er det nu så slemt det han har stået for, hvor meget kan man laste de fire anklagede for?
Puha….. Lidt farligt.
Filmen er et sandt overflødighedshorn af store ikoner og fabelagtige præstationer. Maximilian Schell fik meget fortjent en Oscar for sit portræt af de fire dommeres forsvarer, han er helt forrygende! Hans opgave er tæt på at være komplet umulig, men han kæmper en brav kamp mod en juridisk og moralsk overmagt, der – hvis vi skal være helt ærlige – har dømt hans klienter på forhånd. Var du tysker, så var du per definition skyldig.
Derudover er jeg specielt imponeret, over Burt Lancaster, Judy Garland og Richard Widmark, der alle yder uovertrufne præstationer – måske især Richard Widmark. Man siger at for mange store skuespillere samlet, giver en halvdårlig film, pga. massive egoer og utilfredshed over screentime, men ikke her. Her viser de store navne, hvorfor de er store ikoner den dag idag. De leverer på øverste hylde over hele brættet!
Jeg vil slutte med et citat og postulat fra gode gamle Martin Scorsese:
“Der var engang, hvor man kunne lave gode film”.
Sådan sagde Marty, og jeg kan godt se hvad han mener.
Jeg glæder mig til jeg skal se den igen. Et mesterværk kan altid nydes.
Judgment In Nuremberg får 6/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
