Ju-On: Origins

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Ju-On: Origins 
Instruktør: Sho Miyake 
Produktionsår: 2020
Genre: Horror
Kan streames på: Netflix

I starten af nullerne rullede en ny bølge af asiatiske horror-film over os, anført af The Ring (1998).
Jeg mindes at jeg så den i år 2000 til en filmfestival i Oslo, hvor en publikummer skreg så intenst, at det på ingen måde lød som en ”filmskrig”, men mere som en, som havde vidnet noget helt horribelt i real life. Selv var jeg også skræmt fra vid og sans, og den visning står for mig, som en af mine uhyggeligste filmoplevelser til dato. Efterfølgende kom flere The Ring-fortsættelser, og andre gedigne asiatiske horror-film. Amerikanerne udsultede selvfølgelig bølgen med horrible genindspilninger, som i højere grad gjorde brug af, i gyser-sammenhæng, ubrugelige CGI-effekter. Udover The Ring, var Ju-On:The Grudge fra 2002 en af de mest vellykkede og uhyggeligste film fra perioden. En film-serie som også er blevet malket og amerikaniseret, senest med et efter sigende horribelt reboot fra 2020.

Nu forsøger Netflix sig så med en miniserie i seks afsnit, efter sigende en slags skabelsesberetning, cementeret omkring den første films hjemsøgte hus. Ju-On er desuden tilbage med asiatiske skuespillere, hvilket i sig selv er en lettelse som øger autenciteten. Vi følger gennem de seks afsnit forskellige menneskers grumme skæbner, efter de har været i kontakt med det hjemsøgte hus. Nogle overlever, og andre gør ikke, men et er sikkert, mødet med huset kommer dem ikke til gode.

Der er blandt andet manden som slår sin gravide kone ihjel, hvorefter han skærer fosteret ud af maven på hende, og begraver det i haven. Der er den unge mand, som overvejer at købe huset til sig selv og sin kommende kone. Han dør af skræk med et af de klassiske (i asiatisk horror-sammenhæng) forvredne ansigtsudtryk. Så er tonen ligesom lagt, og underligt nok benytter serien sig i høj grad af udpenslet vold, som har mere tilfælles med fransk ekstrem-horror som Martyrs og Raw, end med sit eget ophav. 

Det som binder historien sammen er den paranormale efterforsker Yasuo, som er meget interesseret i at løse husets mysterie, og som selv har en fortid med det. Alt i alt fungerer historien fint, vi møder, som nævnt, forskellige folk som har haft kontakt med huset, og deraf udspringer uhyggen, og så der Yasuo, som prøver at binde tingene sammen. 

Det der dog gør, at jeg ikke er helt oppe at ringe over Ju-On: Origins, er at der trods alt mangler noget sammenhængskraft i historien. Der bliver flittigt sprunget i tiden, og til trods for den korte spilletid, bliver man småforvirret undervejs, og de mange skift gør, at man ikke kommer meget i dybden med de enkeltes fortællinger. En anden faktor er, at serien ikke er særlig uhyggelig, og det er trods alt et vigtigt parameter når det kommer til gys. Så heller ikke denne gang lykkedes det at nå fordums storhedstid. Måske man bare skulle gense de vellykkede originaler i stedet.            

Ju-On Origins får: 3 ud af 6
🔨🔨🔨                 

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!