Ju-On: Origins

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Ju-On: Origins 
Instruktør: Sho Miyake 
Produktionsår: 2020
Genre: Horror
Kan streames på: Netflix

I starten af nullerne rullede en ny bølge af asiatiske horror-film over os, anført af The Ring (1998).
Jeg mindes at jeg så den i år 2000 til en filmfestival i Oslo, hvor en publikummer skreg så intenst, at det på ingen måde lød som en ”filmskrig”, men mere som en, som havde vidnet noget helt horribelt i real life. Selv var jeg også skræmt fra vid og sans, og den visning står for mig, som en af mine uhyggeligste filmoplevelser til dato. Efterfølgende kom flere The Ring-fortsættelser, og andre gedigne asiatiske horror-film. Amerikanerne udsultede selvfølgelig bølgen med horrible genindspilninger, som i højere grad gjorde brug af, i gyser-sammenhæng, ubrugelige CGI-effekter. Udover The Ring, var Ju-On:The Grudge fra 2002 en af de mest vellykkede og uhyggeligste film fra perioden. En film-serie som også er blevet malket og amerikaniseret, senest med et efter sigende horribelt reboot fra 2020.

Nu forsøger Netflix sig så med en miniserie i seks afsnit, efter sigende en slags skabelsesberetning, cementeret omkring den første films hjemsøgte hus. Ju-On er desuden tilbage med asiatiske skuespillere, hvilket i sig selv er en lettelse som øger autenciteten. Vi følger gennem de seks afsnit forskellige menneskers grumme skæbner, efter de har været i kontakt med det hjemsøgte hus. Nogle overlever, og andre gør ikke, men et er sikkert, mødet med huset kommer dem ikke til gode.

Der er blandt andet manden som slår sin gravide kone ihjel, hvorefter han skærer fosteret ud af maven på hende, og begraver det i haven. Der er den unge mand, som overvejer at købe huset til sig selv og sin kommende kone. Han dør af skræk med et af de klassiske (i asiatisk horror-sammenhæng) forvredne ansigtsudtryk. Så er tonen ligesom lagt, og underligt nok benytter serien sig i høj grad af udpenslet vold, som har mere tilfælles med fransk ekstrem-horror som Martyrs og Raw, end med sit eget ophav. 

Det som binder historien sammen er den paranormale efterforsker Yasuo, som er meget interesseret i at løse husets mysterie, og som selv har en fortid med det. Alt i alt fungerer historien fint, vi møder, som nævnt, forskellige folk som har haft kontakt med huset, og deraf udspringer uhyggen, og så der Yasuo, som prøver at binde tingene sammen. 

Det der dog gør, at jeg ikke er helt oppe at ringe over Ju-On: Origins, er at der trods alt mangler noget sammenhængskraft i historien. Der bliver flittigt sprunget i tiden, og til trods for den korte spilletid, bliver man småforvirret undervejs, og de mange skift gør, at man ikke kommer meget i dybden med de enkeltes fortællinger. En anden faktor er, at serien ikke er særlig uhyggelig, og det er trods alt et vigtigt parameter når det kommer til gys. Så heller ikke denne gang lykkedes det at nå fordums storhedstid. Måske man bare skulle gense de vellykkede originaler i stedet.            

Ju-On Origins får: 3 ud af 6
🔨🔨🔨                 

Seneste

DRUK

Thomas Vinterberg har lavet en kommende klassiker.
Han spider et stykke ægte “Danmarkshistorie” i fuldemandseposset Druk.

Antebellum

Hvis man kan tåle udpenslede budskaber, pakket ind i en lækkert udført og visuelt fremragende horror-thriller, vil jeg klart anbefale Antebellum. Den skriver sig måske ikke ind i filmhistorien (som nyklassikerne Get Out og Hereditary), men mindre kan også gøre det.

Wolyn

Du skal have nerver af stål for at kunne se Wolyn (Ondskabens Tid).
Det er gennemført ubehageligt, og til tider helt ubærligt.
Men hvor er det en god film, hvor er det godt lavet. Et filmisk mesterstykke!

The Dead Don’t Die

Kan på det varmeste anbefale The Dead Don’t Die, der er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.

The King Of Staten Island

Lige dele seriøsitet og sort humor, blandet sammen i en klassisk Judd Apatow-fortælling, om et sølle mandeskvat i krise.

Fantasy Island

Fantasy Island er et miskmask af genre-hop, tåbelig historie, dårligt skuespil, og den formår på ingen måde at underholde. Så min anbefaling er, at sejle langt uden om den trøstesløse ø.

Til Sama

En ægte horrorfilm af en dokumentar. Men den er samtidig fuld af liv og håb. En fantastisk bedrift af holdet bag mesterlige “Til Sama”.

Alfa

Brødrene Avaz skruer ned for melodrama, og op for rå og brutal realisme. Alfa føles vedkommende og holder én tæt i et jerngreb fra start til slut.