Ju-On: Origins

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Ju-On: Origins 
Instruktør: Sho Miyake 
Produktionsår: 2020
Genre: Horror
Kan streames på: Netflix

I starten af nullerne rullede en ny bølge af asiatiske horror-film over os, anført af The Ring (1998).
Jeg mindes at jeg så den i år 2000 til en filmfestival i Oslo, hvor en publikummer skreg så intenst, at det på ingen måde lød som en ”filmskrig”, men mere som en, som havde vidnet noget helt horribelt i real life. Selv var jeg også skræmt fra vid og sans, og den visning står for mig, som en af mine uhyggeligste filmoplevelser til dato. Efterfølgende kom flere The Ring-fortsættelser, og andre gedigne asiatiske horror-film. Amerikanerne udsultede selvfølgelig bølgen med horrible genindspilninger, som i højere grad gjorde brug af, i gyser-sammenhæng, ubrugelige CGI-effekter. Udover The Ring, var Ju-On:The Grudge fra 2002 en af de mest vellykkede og uhyggeligste film fra perioden. En film-serie som også er blevet malket og amerikaniseret, senest med et efter sigende horribelt reboot fra 2020.

Nu forsøger Netflix sig så med en miniserie i seks afsnit, efter sigende en slags skabelsesberetning, cementeret omkring den første films hjemsøgte hus. Ju-On er desuden tilbage med asiatiske skuespillere, hvilket i sig selv er en lettelse som øger autenciteten. Vi følger gennem de seks afsnit forskellige menneskers grumme skæbner, efter de har været i kontakt med det hjemsøgte hus. Nogle overlever, og andre gør ikke, men et er sikkert, mødet med huset kommer dem ikke til gode.

Der er blandt andet manden som slår sin gravide kone ihjel, hvorefter han skærer fosteret ud af maven på hende, og begraver det i haven. Der er den unge mand, som overvejer at købe huset til sig selv og sin kommende kone. Han dør af skræk med et af de klassiske (i asiatisk horror-sammenhæng) forvredne ansigtsudtryk. Så er tonen ligesom lagt, og underligt nok benytter serien sig i høj grad af udpenslet vold, som har mere tilfælles med fransk ekstrem-horror som Martyrs og Raw, end med sit eget ophav. 

Det som binder historien sammen er den paranormale efterforsker Yasuo, som er meget interesseret i at løse husets mysterie, og som selv har en fortid med det. Alt i alt fungerer historien fint, vi møder, som nævnt, forskellige folk som har haft kontakt med huset, og deraf udspringer uhyggen, og så der Yasuo, som prøver at binde tingene sammen. 

Det der dog gør, at jeg ikke er helt oppe at ringe over Ju-On: Origins, er at der trods alt mangler noget sammenhængskraft i historien. Der bliver flittigt sprunget i tiden, og til trods for den korte spilletid, bliver man småforvirret undervejs, og de mange skift gør, at man ikke kommer meget i dybden med de enkeltes fortællinger. En anden faktor er, at serien ikke er særlig uhyggelig, og det er trods alt et vigtigt parameter når det kommer til gys. Så heller ikke denne gang lykkedes det at nå fordums storhedstid. Måske man bare skulle gense de vellykkede originaler i stedet.            

Ju-On Origins får: 3 ud af 6
🔨🔨🔨                 

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.