Originaltitel: John Wick: Chapter 3. Instruktør: Chad Stahelski. År: 2019. Genre: Action. Kan streames på Viaplay.
Jeg kan lige så godt bare være helt og aldeles ærlig og fortælle dig følgende: hvis du ikke er til actionfilm, så behøver du ikke at læse videre. Du behøver ikke at gøre dig umage i at finde mening med denne anmeldelse på nogen måde.
Jeg giver dig muligheden for at scrolle videre i det store netudbud og læse noget helt andet.
Så er du altså advaret.
For denne anmeldelse er ikke blot en anmeldelse af den seneste Keanu Reeves-film “John Wick 3: Parabellum”. Det er også en hyldest til actionfilmen. Om hvad den gør ved sit publikum.
På papiret ligner den tredje film om den pensionerende lejemorder ikke noget sensationelt eller banebrydende værk. Overhovedet ikke. Egentlig er det blot en simpel og nærmest smådum historie, om en såret mand på flugt. Han har mange fjender som alle vil have den dusør han har hængende over hans hoved, på 14. mio. dollars.
“Tic tac, Wick. Tic tac”
En bums i vejkanten advarer Baby Yaga (kær lejemorder har mange navne) på drilsk vis, om at hans tid er ved at løbe ud.
For alle lejemordere i New Yorks gader har fået en sms om dusøren.
Og snart føles det som om at alle mand i New York er efter ham.
Selvom hovedrolleindehaver Keanu Reeves ikke just er en gudsbenådet skuespiller og nærmest kun spiller med et ansigtsudtryk gennem filmen (“the stoneface”), så rammer han John Wick-karakteren spot on.
Han har ikke haft en bedre rolle, siden rollen som Neo i “The Matrix” for tyve år siden.
Stenansigtet, der kaster knastørre onliners fra sig, uden at trække en mine, giver så meget mening i John Wick-universet. Her bliver det hele til et übervoldeligt tegneserieunivers, hvor lejemordere på gader og stræde, kæmper, slås og smadrer hinanden, så det hele ender i en overdådig og nærmest, poetisk voldballet. Det er så ekstremt og langt ude, at det er lige til at grine af. Det er ondt og voldsomt.
Det er grum æstetik så det batter!
Det er sindsygt overdrevent. På den allerfedeste måde!
Alt går op i en højere enhed, når blodet sprøjter, knogler knækker og liv brat ender.
For i denne actionfilm går det hele op i en højere enhed. Det føles som om der er en mening med galskaben. For de fleste kan blive enige om at vold aldrig løser noget. At man burde løse uenigheder med ord, i stedet for at blive fysisk.
Måske er det netop derfor at det kan føles så ekstremt befriende at iagttage uretfærdigheder bliver behandlet med hjælp af en good guy vi hepper på, der kæmper sig igennem en ordentlig flok skumle slyngler der kun vil ham ondt.
For vi er jo udmærket godt klar over forskellen på filmens og den virkelige verden. I den rigtige verden er vold no go. I filmens kan det være en forløsning, eller rettere sagt, en befrielse.
Vi ønsker jo selvfølgelig retfærdigheden og findes der noget bedre end når det gode vinder over det onde? Nej, vel?
Måske føler du at John Wick og actionfilmen i al almindelighed, nu er blevet sat så højt op. På en piedestal, som burde blive revet ned igen. Måske er du altså én af dem som ikke kan lide actionfilm og som alligevel læste videre.
Fair nok. Der skal være plads til alle.
Men John Wick-filmene er en fest, rent visuelt og lydmæssigt. Franchisen startede muligvis, som instruktør Chad Stahelski tidligere har sagt i et interview,- et sted hvor de ikke vidste hvad de præcist ville hen. Men efter film nr. 2 og nu, nr. 3, har de fuldstændig styr på hvad de gør. Og hvorfor de gør det.
Mænd bliver dræbt med hjælp af bøger, hestespark(!) og samtlige skarpe genstande man overhovedet har fantasi til at forestille sig.
Der er i den grad en menig med det hele, når man har set den seneste John Wick-film.
