Jim Sheridan – hans film rangeret.
Jim Sheridan er nogenlunde for Irland og Nordirland, hvad Ken Loach er for England, selvom det alligevel er lidt svært at sammenligne de to.
De skildrer begge to arbejderklassen, og de individer, der bevæger sig rundt i nogle af de nederste samfundslag.
Hvor Loach går i frontalangreb på socialrealismen og enkeltpersonerne, så giver Sheridan hele Irland, og deres frihedskamp en stemme.
Jeg bliver altid kørt mentalt over, når jeg ser hans film (ihvertfald dem her på listen…), og jeg mener han er den lidt glemte stjerne iblandt filmskabere.
Han bør være pensum for enhver filmnørd, for han kan dælme lave film!
Ikke mere snak, vi sætter igang:
The Boxer (1997)
The Boxer er en relativt ukendt film i Daniel Day-Lewis filmografi, og i Jim Sheridan´s ditto.
Det er ikke fordi den mangler bid, og god historie. Tværtimod. Den drukner nok bare lidt i de to aktørers andre og mere omtalte værker.
Det er makkerparret som vi kender dem. Helt på toppen af den filmiske kransekage. Day-Lewis portræt af den tidligere IRA-mand og bokser, Danny Flynn, der har taget en 14 år lang fængselsstraf i stedet for at stikke sine venner, er flot fortalt, og instrueret med sikker hånd. Han kommer ud af fængslet til et Belfast han næsten ikke kan kende, og vil ud af IRA og bruge tiden på at hale unge utilpassede drenge ind, så de ikke ender i kløerne på IRA.
Det giver lidt problemer, for at sige det pænt.
Man svigter ikke sine kampfæller, uanset hvilket offer man så har givet!
Sheridan viser, hvilke følelser, og hvilket had der ligger så dybt forankret i konflikten i Nordirland. Hadet er personificeret igennem en helt fænomenalt spillende Gerard McSorley – en tabt IRA-mand, der ser det hele udelukkende sort og hvidt, og som ikke tolererer modstand mod sagen… Han spiller nogenlunde den samme rolle i Cate Blanchett-perlen Veronica Guerin, men for fanden, hvor rammer han også bare hele tonen og de indestængte følelser fuldstændig rent. Han er virkelig ubehagelig.
Emily Watson spiller ligeledes blændende, som Dannys ungdomskæreste, der er et andet sted i livet nu, men som også bærer rundt på nogle gemte følelser.
En desværre overset film, der som flere andre her på listen bør ses af mange flere.
The Field (1990)
Jim Sheridan skulle følge op på succesen Min Venstre Fod.
Denne gang havde han ikke Daniel Day-Lewis ved sin side, men til gengæld fik han kam til sit hår af en ægte filmlegende. Nemlig Richard Harris.
Harris er seriøst intimiderende som det iskolde familieoverhoved “Bull” McCabe, i denne saga om familiære bånd, brutal vold, og menneskeligt forfald.
Han er stålsat på at beholde sit jordlod, der har været i hans families hænder i generationer, og går ikke af vejen for beskidte tricks, for at forhindre en amerikansk køber i at overtage det.
Det er en intens film, der viser autoriteters uindskrænkede magt. Har du magten, så har du alle muligheder for at intimidere folk omkring dig.
Jim Sheridan er som en fisk i vandet her i The Field. Han har samlet et hold af de stærkeste skuespillere fra hans kanter, og sammen har de skabt en fremragende film, der fortæller et stykke irsk historie.
Sean Bean, som spiller “Bull´s” søn, er fremragende som han plejer. Han leverer bare på højt niveau. Han skal selvfølgelig fremhæves.
Nyd en Jim Sheridan-perle af de rigtig gode.
Min Venstre Fod (1989)
Daniel Day-Lewis og Brenda Fricker har sjældent været bedre end her.
De yder præstationer, som de fleste andre kun kan drømme om.
Den autentiske beretning om Christy Brown, der var lam fra halsen og ned – med undtagelse af sin venstre fod, er en fantastisk flot film, der sætter fokus på folk med handicaps, og deres soleklare berettigelse til at blive behandlet på lige fod med alle “os normale mennesker”. Den sætter også et flot, og vigtigt fokus på det faktum, at vi skal behandle folk med handicaps ligeværdigt, hvilket også betyder, at sætte grænser, og have forventninger.
Christy Brown kæmper for at blive accepteret på lige fod med sine medmennesker – hans handicap skal ikke være en undskyldning for hverken dårlig opførsel, eller manglende evner.
My Left Foot er en livsbekræftende film, der stiller nogle fornuftige og nødvendige spørgsmålstegn, og som holder sig for god til det oversentimentale.
Det kunne nemt være endt med noget ulideligt tudepladder. Heldigvis er det ikke tilfældet.
In America (2002)
Drama og feel good mødes på kryds og tværs her i In America.
Det er en af de mest undervurderede og oversete film jeg kan komme på, og det er simpelthen en stor skam.
Den er alt alt for god til at gå sådan under radaren hos folk.
Den udmærker sig på flere punkter:
Dramaet og det hjertevarme går hånd i hånd. Der er nogle knugende scener, hvor tårerne presser på, og du som seer bare agerer saltstøtte for en stund. Specielt hen imod slutningen.
Der er scenerne, hvor familiens sammenhold og stålsatte ønske om glæde og “succes” brænder sig smukt fast i erindringen.
Skuespillet er i særklasse.
Anført af Paddy Considine og en blændende Samantha Morton som ægteparret Johnny og Sarah, bliver vi beriget med præstationer, der her lagret sig hos mig. Djimon Hounsou, der spiller den mystiske nabo Mateo tager ligeledes kegler med sit spil. En mand med en masse i lasten – en mand der holder på noget gemt og indestængt.
Jim Sheridan styrer os sikkert rundt, og er totalt på hjemmebane med den irske arbejderklasse som altoverskyggende midtpunkt.
Johnny og Sarah, og deres to piger, Christy og Ariel (ti og fem år) er illegale irske immigranter, der er kommet til Manhattan, så Johnny kan forfølge drømmen om at blive skuespiller.
De bærer på et stort traume. Deres søn og bror Frankie døde som femårig.
Sheridan kører ikke sødsuppe på den, men holder historien smukt og vedkommende fortalt. Vi er med dem hele vejen – vi griner og græder med dem, og vi er med når frustrationerne får overtaget. Vi får desuden et indblik i, hvordan en familie til trods for barske odds, alligevel formår at bevare kærligheden.
Den her film må i ikke snyde jer selv for!
I Faderens Navn (1993)
In The Name og The Father er iblandt mine 10 yndlingsfilm, og har været det siden jeg så den første gang for godt 27 år siden.
Den rammer mig stadig ligeså dybt, og min retfærdighedssans blir stadig for alvor testet flere gange undervejs.
Filmen er den autentiske beretning om roden Gerry Conlon (Daniel Day-Lewis er aldrig set bedre), som ikke rigtig kan finde sit ståsted i 70’ernes Belfast, som sandt at sige osse er et kaos af vold, millitær, utryghed og had.
Han laver en masse ballade, flirter lidt med IRA, og er generelt utilpasset og rodløs.
Gerry og tre af hans venner bliver efter et bombeattentat på en bar uskyldigt dømt, og kendt som The Guildford Four.
Filmen følger kampen for retfærdighed for Gerry, hans far, deres familie og venner.
Emma Thompson spiller Gerry’s advokat Gareth Pierce, og Pete Postlethwaite spiller hans far Giuseppe.
Begge spiller lige op med Day-Lewis, og er selvsagt fabelagtige.
Tragedie, retfærdighed, håb, håbløshed og viljestyrke:
Fem ord der indkapsler dette mesterværk af en film.
Jim Sheridan rammer fuldstændig plet med dette mesterværk.
Han har skabt en intens film, der igen sætter fokus på uretfærdigheden i spørgsmålet Irland/Nordirland. Han skildrer sådanne konflikter bedre end nogen anden instruktør jeg kan komme på.
Nyd den.
