It Comes At Night anmeldelse

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Endelig en gyser som ikke lever på såkaldte jump scares, men i stedet insisterer på at fortælle en drønspændende historie om en familie og deres kamp mod dødelig infektion i en farefuld dommedagsverden. 

af René Buchtrup

To mænd, iført gasmasker, bærer en ældre mand, ud på en trillebøre og ud i skoven. “Jeg elsker dig, bedstefar” siger den ene af mændene, inden den anden mand, skyder den ældre lige i hovedet. Derefter bliver han brændt. Forhåbentlig er ingen af de to mænd blevet inficeret.

Så er vi i gang med “It Comes At Night” instrueret af Trey Edward Shults. Halvanden times psykologisk gys som man ikke ser det så tit. Her er ingen særlige jump scares som de unge nu til dags ellers hungrer efter. Her er heller ingen synlige monstre. Her er rendyrket kammerspil og paranoia. Det er det der gør filmens intens og helvedes spooky.

Historien er enkel. Familien, far (Paul), mor (Sarah) og teenage-søn (Travis) bor i deres store hus med det hund. De har tre regler de følger. Én af dem er enkel: Ingen må gå ud om natten. Ellers kan man blive smittet, og så dør man. En dag bryder en mand ind i huset. Han vil bare gerne have husly til sin familie. Til sidst bliver Paul overbevist om hans historie og de henter mandens familie. Alt ånder fred og idyl en kort sund. Men kun for en kort stund. For kan man stole på den anden familie?

“It Comes At Night” er en film der leger med alle virkemidler gysergenren er kendt for, men instruktør Shults misbruger dem ikke. Han udnytter dem perfekt afbalanceret, så det hele ikke ender som en fesen kliche. Et jeg-får-svedige-håndflader-soundtrack, samt lyde af vejrtrækning, plus banke og knirke-lyde, bruges exceptionelt til at bygge en stemninger op i det store, mørke hus.

Joel Edgerton der spiller familiefaren, Paul, gør det fremragende som familiens beskytter, som vil gøre alt for sin familie. Det resterende skuespillere-cast gør det ligeså enestående. Alle spiller med sådan en nerve, så vi for alvor mærker dem og deres frustration og smerte over den onde verden de nu lever i.

Hvis du er én af de halvgnavne stoddere, som undertegnede, som ikke kan fordrage ny-moderne gyserfilm, der kun går efter de “billige” skrig, og glemmer det psykologiske og menneskelige aspekt, så er filmen “It Comes At Night” helt sikkert noget for dig. På en spilletid på halvanden time flyver tiden afsted og den får én til at tænke over hvad mennesker gør for at beskytte det de har mest kært.

It Comes At Night får 5 hamre:  

(Filmen kan lejes fra d. 6. november og kan allerede nu købes, bl.a. på Blockbuster)

streammag,2017-10-31T08:00:00Z,imdb=tt4695012,fa

 

Seneste

The Drama

Nicolai har denne gang anmeldt en film om et bryllup, hvor forberedelserne til det, bliver svære og svære, efter at bruden bekendtgøre noget fra sin fortid. Der er tale om en meget sort komedie, som dog samtidig også giver meget at snakke om, udover at underholde.

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder

Predator 2

Predator 2 er måske den mest undervurderede film i hele serien – en eksplosiv storbyjagt fyldt med vilde praktiske effekter, brutal action og en fantastisk Danny Glover i topform.
René anmelder

Sirât

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fader og en søn, der leder efter deres datter & søster, sammen med nogle techno-ravere i Marokkos ørken.
Sirât er en stemningsfilm, som kræver tålmodighed og interesse i filmens rejse. Har man dog dette, er der tale om en meget intens og sanselig film, som er en biograftur værd.

Project Hail Mary

I en tid, hvor mange blockbusters føles som tom CGI-støj, er Projekt Hail Mary noget så sjældent som en storfilm med både hjerne, hjerte og humor.
En intelligent og underholdende rumfilm, der tør stole på sit publikum.
René anmelder

Persepolis

Jeg havde længe kendt filmen af navn, vidst at den byggede på Marjane Satrapis egne erindringer, og at den havde opnået en form for klassikerstatus inden for animationsfilm.

I Swear

Nicolai har denne gang anmeldt en sandfærdig fortælling om en mand, der har gjort en forskel for folk der lider med Touretttes. Det er filmen, I Swear, som er en dybt smuk og rørende film, med en historie som er virkelig værd at få fortalt i biografen.