Into The Night – 1. sæson (streaming anmeldelse)

Picture of Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: El camino de la noche
Instruktør: Inti Calfat, Dirk Verheye 
Produktionsår: 2020
Genre: Drama, Sci-Fi, Thriller
. Kan streames på Netflix

af Jacob Faurholt

Into The Night er en ny spændingsserie som netop er landet på Netflix. Efter et par positive omtaler i andre medier, besluttede jeg mig for at give denne belgiske sci-fi-thriller en chance. Historien om en gruppe mennesker på et passagerfly, som flyver for at undgå solens opgang, lød stemningsfuld og som potentielt guf for en erklæret Stephen King-fan. 

Into The Night er som sagt en belgisk serie, men i og med at flypassagerne har forskelligt ophav, er sproget både på fransk, italiensk, tyrkisk, engelsk mm. Dette giver serien et internationalt snit, hvilket fungerer fint. Serien starter hårdt ud med hvad der ligner en flykapring, men vi finder hurtigt ud af, at der andet på spil. Der er nemlig ikke tale om terrorisme som vi kender det. Vi befinder os altså hurtigt i et fly med et ganske fint persongalleri, samt et pirrende mysterie om et fly, som forsøger at undgå lyset. Et stemningsfuldt scenarie.

Vi bliver i introen til hvert afsnit introduceret til passagernes forskellige baggrunde. Der er blandt andet en kvinde som rejser med sin afdøde kærestes aske (en sej tøs som også kan styre et fly). En barsk og handlekraftig tyrkisk mand med en blakket fortid, og en pæn ordentlig pilot, hvis familieliv ikke er helt stuerent. Samlet set er det en fint broget flok, som er underholdende at tilbringe nogle timer med, og det skorter selvfølgelig ikke på intriger, uoverensstemmelser, og konflikter mellem dem.

Into The Night holder generelt et højt spændingsniveau, og det er overordnet set ganske fornøjeligt at følge de seks afsnit til dørs. Serien har dog som minimum et svagt punkt, og det er musikken. Frem for at underbygge stemningen i serien med en stemningsfuld lydside, forfalder man til en form for pulserende synth-”musik”. En hjernedød stemningsdræber, som åbenbart skal skære ud i pap, at NU er det altså spændende! Det fungerer på ingen måde, det er irriterende og får serien til at virke “billig” og letbenet. Det samme var i øvrigt tilfældet med Netflix’ ganske rædderlige krimiserie The Stranger, så jeg håber gudhjælpemig ikke det er en ny tendens, der er ingen grund til at fordumme seerne. 

Men hvis man gerne vil se en spændingsserie, som til trods for at den ikke befinder sig i seriernes superliga, stadig leverer varen, er Into The Night ikke noget dårligt valg. Faktisk er det forfriskende med et lille intenst sci-fi-mysterie som dette.                  

Into The Night får 3/6: 
🔨 🔨 🔨              

Seneste

Twisters

Nicolai har denne gang anmeldt den nye Twister-film, Twisters, som prøver at opgradere 90’er-klassikeren om adrenalinjunkier som jæger tornadoer. Lykkedes opgraderingen? Ikke helt, men dele af filmen redder den fra at blive en total katastrofe.

Gondola

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 gondolfører i en gregoriansk landsby, som bliver forelsket.

Det er en film uden nogen sagte ord og det er slet og ret, en af årets største filmiske fornøjelser, som er helt perfekt at opleve i biografen, i disse grå tider!

Godzilla x Kong: The New Empire (4k uhd)

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og René Buchtrup anmelder den her til hjemmebiografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Stand By Me

“So darling, darling stand by me”. Ja, teksten kender i jo godt, men hva’ med 80’er-filmen den nu stammer fra. Hvordan er den ved et gensyn her i 2024? Se med her hvor René fra Moviemaniac anmelder 4k-film igen.

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.