Into The Night – 1. sæson (streaming anmeldelse)

Picture of Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: El camino de la noche
Instruktør: Inti Calfat, Dirk Verheye 
Produktionsår: 2020
Genre: Drama, Sci-Fi, Thriller
. Kan streames på Netflix

af Jacob Faurholt

Into The Night er en ny spændingsserie som netop er landet på Netflix. Efter et par positive omtaler i andre medier, besluttede jeg mig for at give denne belgiske sci-fi-thriller en chance. Historien om en gruppe mennesker på et passagerfly, som flyver for at undgå solens opgang, lød stemningsfuld og som potentielt guf for en erklæret Stephen King-fan. 

Into The Night er som sagt en belgisk serie, men i og med at flypassagerne har forskelligt ophav, er sproget både på fransk, italiensk, tyrkisk, engelsk mm. Dette giver serien et internationalt snit, hvilket fungerer fint. Serien starter hårdt ud med hvad der ligner en flykapring, men vi finder hurtigt ud af, at der andet på spil. Der er nemlig ikke tale om terrorisme som vi kender det. Vi befinder os altså hurtigt i et fly med et ganske fint persongalleri, samt et pirrende mysterie om et fly, som forsøger at undgå lyset. Et stemningsfuldt scenarie.

Vi bliver i introen til hvert afsnit introduceret til passagernes forskellige baggrunde. Der er blandt andet en kvinde som rejser med sin afdøde kærestes aske (en sej tøs som også kan styre et fly). En barsk og handlekraftig tyrkisk mand med en blakket fortid, og en pæn ordentlig pilot, hvis familieliv ikke er helt stuerent. Samlet set er det en fint broget flok, som er underholdende at tilbringe nogle timer med, og det skorter selvfølgelig ikke på intriger, uoverensstemmelser, og konflikter mellem dem.

Into The Night holder generelt et højt spændingsniveau, og det er overordnet set ganske fornøjeligt at følge de seks afsnit til dørs. Serien har dog som minimum et svagt punkt, og det er musikken. Frem for at underbygge stemningen i serien med en stemningsfuld lydside, forfalder man til en form for pulserende synth-”musik”. En hjernedød stemningsdræber, som åbenbart skal skære ud i pap, at NU er det altså spændende! Det fungerer på ingen måde, det er irriterende og får serien til at virke “billig” og letbenet. Det samme var i øvrigt tilfældet med Netflix’ ganske rædderlige krimiserie The Stranger, så jeg håber gudhjælpemig ikke det er en ny tendens, der er ingen grund til at fordumme seerne. 

Men hvis man gerne vil se en spændingsserie, som til trods for at den ikke befinder sig i seriernes superliga, stadig leverer varen, er Into The Night ikke noget dårligt valg. Faktisk er det forfriskende med et lille intenst sci-fi-mysterie som dette.                  

Into The Night får 3/6: 
🔨 🔨 🔨              

Seneste

The Secret Agent

The Secret Agent er måske ikke helt på knivskarpe niveau som I’m Still Here, og så trækker dens lange spilletid ned. Men, den er stadig en spændende, fascinerende og en politisk modig film.
René Buchtrup anmelder

Årets Film 2025 (Andreas Top 10)

Et stærkt filmår, der har formået at hive mig rundt ved nakkehårene. Jeg ender altid med at skele mest til mørket og dramaet, og det er også tilfældet denne gang. Listen gemmer dog også på opløftende filmoplevelser, her og der.

The Wrecking Crew

🔥 The Reckoning Crew er alt det, buddyfilm ikke må være i 2026 – og derfor virker den. R-rated, blodig, grov og helt ligeglad. Bautista + Momoa = perfekt timing. René Buchtrup hyggede sig hele vejen. 🍿💥

Miller’s Crossing

Der er Coen-brødre-film, man forelsker sig i med det samme, og så er der dem, der langsomt sniger sig ind på én, sætter sig fast og nægter at slippe igen. Miller’s Crossing hører for mit vedkommende klart til den sidste kategori.

Jarhead (4k UHD)

Jarhead er ikke en krigsfilm om heltemod – men om ventetid, tomhed og alt det, krigen efterlader i hovedet. Et gensyn viser, at Sam Mendes’ film stadig rammer hårdt. Og i 4K ser Roger Deakins’ billeder bedre ud end nogensinde.
René Buchtrup anmelder

One Battle After Another (4K UHD)

Leo emmer af The Dude-vibes, Sean Penn er klam og slesk og kvinderne sparker for hårdt røv!
René er tilbage med en 4k-anmeldelse og denne gang er det mesterværket One Battle After Another der bli’r vendt og drejet…

28 Years Later: The Bone Temple

🩸 28 Years Later: The Bone Temple handler mindre om de inficerede – og mere om dem, der lever med konsekvenserne. Ralph Fiennes leverer filmens stærkeste præstation i en fortsættelse, der tør være stille, mørk og menneskelig.
René Buchtrup anmelder

The Rip

The Rip er ikke en dårlig film – den er værre. Den er bevidst middelmådig. Designet til at blive set halvt, gentaget for dem, der scroller, og glemt igen. Netflix-action i sin mest frustrerende form.
René Buchtrup anmelder