Into The Night – 1. sæson (streaming anmeldelse)

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: El camino de la noche
Instruktør: Inti Calfat, Dirk Verheye 
Produktionsår: 2020
Genre: Drama, Sci-Fi, Thriller
. Kan streames på Netflix

af Jacob Faurholt

Into The Night er en ny spændingsserie som netop er landet på Netflix. Efter et par positive omtaler i andre medier, besluttede jeg mig for at give denne belgiske sci-fi-thriller en chance. Historien om en gruppe mennesker på et passagerfly, som flyver for at undgå solens opgang, lød stemningsfuld og som potentielt guf for en erklæret Stephen King-fan. 

Into The Night er som sagt en belgisk serie, men i og med at flypassagerne har forskelligt ophav, er sproget både på fransk, italiensk, tyrkisk, engelsk mm. Dette giver serien et internationalt snit, hvilket fungerer fint. Serien starter hårdt ud med hvad der ligner en flykapring, men vi finder hurtigt ud af, at der andet på spil. Der er nemlig ikke tale om terrorisme som vi kender det. Vi befinder os altså hurtigt i et fly med et ganske fint persongalleri, samt et pirrende mysterie om et fly, som forsøger at undgå lyset. Et stemningsfuldt scenarie.

Vi bliver i introen til hvert afsnit introduceret til passagernes forskellige baggrunde. Der er blandt andet en kvinde som rejser med sin afdøde kærestes aske (en sej tøs som også kan styre et fly). En barsk og handlekraftig tyrkisk mand med en blakket fortid, og en pæn ordentlig pilot, hvis familieliv ikke er helt stuerent. Samlet set er det en fint broget flok, som er underholdende at tilbringe nogle timer med, og det skorter selvfølgelig ikke på intriger, uoverensstemmelser, og konflikter mellem dem.

Into The Night holder generelt et højt spændingsniveau, og det er overordnet set ganske fornøjeligt at følge de seks afsnit til dørs. Serien har dog som minimum et svagt punkt, og det er musikken. Frem for at underbygge stemningen i serien med en stemningsfuld lydside, forfalder man til en form for pulserende synth-”musik”. En hjernedød stemningsdræber, som åbenbart skal skære ud i pap, at NU er det altså spændende! Det fungerer på ingen måde, det er irriterende og får serien til at virke “billig” og letbenet. Det samme var i øvrigt tilfældet med Netflix’ ganske rædderlige krimiserie The Stranger, så jeg håber gudhjælpemig ikke det er en ny tendens, der er ingen grund til at fordumme seerne. 

Men hvis man gerne vil se en spændingsserie, som til trods for at den ikke befinder sig i seriernes superliga, stadig leverer varen, er Into The Night ikke noget dårligt valg. Faktisk er det forfriskende med et lille intenst sci-fi-mysterie som dette.                  

Into The Night får 3/6: 
🔨 🔨 🔨              

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.