Indiana Jones and the Dial of Destiny

(L-R): Teddy (Ethann Isidore), Indiana Jones (Harrison Ford) and Helena (Phoebe Waller-Bridge) in Lucasfilm's INDIANA JONES AND THE DIAL OF DESTINY. ©2023 Lucasfilm Ltd. & TM. All Rights Reserved.
Picture of Christoffer Rask Thomas

Christoffer Rask Thomas

Originaltitel: Indiana Jones and the Dial of Destiny

Instruktør: James Mangold

År: 2023

Genre: Action, Eventyr

Kan streames på Disney+

Den eventyrlystne arkæolog med den ikoniske brune fedora er tilbage i den femte og angiveligt definitivt sidste Indiana Jones-film – for første gang ikke instrueret af Steven Spielberg men derimod af James Mangold, der bla. er kendt for sine Wolverine-film og for “Walk the Line” med Joaquin Phoenix som Johnny Cash. Men der er ikke bare udskiftning i instruktørstolen, også professoren selv virker forandret; da filmen tager sin begyndelse i 1969 (12 år senere end da vi forlod historien sidst), er det som om gejsten er gået af Indy (Harrison Ford). Hans studerende er uforberedte og uinteresserede, han skal skilles fra Marion, og han virker generelt til at have mistet netop den trang til den næste utrolige ekspedition ud i det ukendte, der har været hans varemærke.

Men pludselig dukker Helena Shaw (Phoebe Waller Bridge), datter af Indianas gamle kollega og ven og i øvrigt hans egen guddatter, op efter mange år. Hun leder efter den ene halvdel af Antikytheraen, et gammelt måleinstrument opfundet af Archimedes som Indiana og den ældre Shaw (Toby Jones) stjal fra et tog som nazisterne havde fyldt med skatte og mytiske genstande hen mod slutningen af anden verdenskrig, og hun vil have Indiana med på rejsen. Men også den tyske fysiker og tidligere nazist Voller (Mads Mikkelsen), som også var ombord på toget den dag i 1944 men nu har fået amnesti i USA leder efter Antikytheraen, for han tror den antikke urskive gemmer på meget mere end historisk værdi, og snart går den vilde skattejagt endnu engang.

Og for det første er det rart at se netop én sådan igen på det store lærred, for sidst den slags skattejagt var stor i biografen var nok i 00’erne, hvor “Da Vinci Mysteriet” blev et globalt fænomen, omend det var i en mere alvorlig tone end her. For har man, som denne anmelder, hang til eventyret, så er det glædeligt at se hvordan “Indiana Jones and the Dial of Destiny” springer fra by til by i især det gamle Europa, mens der bliver diskuteret sagnomspundne artefakter, kodesystemer og klassisk historie og især i én hæsblæsende scene, hvor Helena og Indy jagter Voller i en rustrød tuk-tuk i Tangiers smalle gader, bibringes også den eventyrlige action man forventer, mens en omend ikke original så i hvert fald veloplagt John Williams lader et bombastisk symfoniorkester akkompagnere spektaklet på gribende vis. 

Desværre er det ikke hele indpakningen om Jones’ nye rejse, der er ligeså velfungerende som Williams’ musik, og især de computerskabte effekter er ikke så gennemarbejdede som man kunne ønske sig; bla. bliver en scene under et optog i New York, hvor Indy stikker af på hesteryg, hæmmet af de digitale baggrundes åbenlyse kunstighed, og i den indledende scene fra Indy og Shaws strabadser under krigen afsløres det med al ønskelig tydelighed på Harrison Fords CGI-foryngede ansigt, at selvom vi måske er i den kunstige intelligens’ tidsalder, så kan selv en meget dyr computer ikke gengive hvordan lys rammer og lever i et menneskeligt øje. Dette har ikke bare konsekvenser for det visuelle udtryk, men det er også en udfordring for en serie, der dels lever på den taktile udforskning af smukke ruiner og dybe huler, og dels ikke har beskæftiget sig så meget med udforskning af menneskesjælen som den har med at lave imponerende set-pieces, at dens verden i denne film ikke fremstår mere autentisk, og de mange optrin ikke fremstår mere blæret udført.

I forlængelse af det har Mangold, selvom han i glimt, som når en bombe sætter sig fast i et gulvtæppe på vej ned gennem en bygning, opnår en “Loony Tunes møder Chaplin”-leg med rekvisitterne i action-scenerne som minder om seriens tidligere bedrifter, ikke den præcision og den timing som Spielberg, der især er en meget stor tekniker, behersker. 

Hvad filmen ikke har i den tekniske afdeling, har den til gengæld i en Harrison Ford, som følger den tradition han har etableret med sin tilbagevenden til både “Star Wars” og “Blade Runner” i de senere år ved at vise at han i nye aftapninger af sine gamle hits stadig er en karismatisk filmstjerne af den gamle skole som tilmed er blevet en mere præcis og væsentligt mere sårbar og rørende skuespiller end han var i 80’erne. Og selvom der går for lang tid, før filmen får præsenteret hvad Indy egentlig har på spil i denne ombæring, så bærer Ford filmen på sine skuldre med sin tilstedeværelse og sin tydelige passion for denne ikoniske franchise.

Overfor ham gør Mikkelsen det rutineret solidt som Voller og formår at tilføje den glathed og underspillede desperation han er kendt for til en karakter, der ikke på papiret er meget mere end den megalomaniske, nordeuropæiske skurk som Hollywood er fyldt af (og Mikkelsen selv har givet et par bud på). Heller ikke Vollers højre hånd Klaber (Boyd Holbrook) får meget personlighed foræret af manuskriptet, hvilket er ærgerligt, for Holbrook har for nylig demonstreret i “The Sandman” på Netflix, at han kan bruge sin slebne, sydstatscharme til absolut skurkagtig effekt.  Waller-Bridge får lidt mere at lave som Indys guddatter Helena og har tydelig kemi med Ford, men portrætteringen af karakteren som sådan en frisk halv-slyngel Ford selv ville være blevet castet til i sin ungdom fremstår især i filmens første halvdel noget postuleret. 

På samme måde som visse af karaktererne bærer plottet især i midten præg af nogle noget generiske elementer – til gengæld indeholder det en finale som må roses for sit mod i blockbuster-sammenhænge til potentielt at skille vandene ret markant; den har noget af det samme vanvid som den berygtede udenjordiske indblanden i den fjerde Indiana Jones-film, men jeg synes dog personligt det lander noget bedre i denne omgang, fordi det er mere gennemført end hos krystalkranierne og simpelthen bare… ret festligt. Men selvom filmen absolut viser til sidst, at den har hjertet på det rette sted, så forløses tingene noget klodset, blandt andet ved et lamslående brug af simpelthen bare at klippe væk til noget andet, når man ikke ved hvordan man skal vise hvordan tingene bliver løst.

“Indiana Jones and the Dial of Destiny” fremstår altså i helhed som en lidt blandet oplevelse, for den er både velspillet, langt hen ad vejen kompetent fortalt og et fint gensyn med adventure-genren og legen med historiens vingesus og mystiske objekter samt med en investeret Harrison Ford, men den er også hæmmet af klodsede visuelle elementer, lidt for generiske karakterer og situationer og et plot, der især ét sted springer over, hvor gærdet er alt, alt for lavt. Filmen lander derfor på 3 store hammere.

Indiana Jones and the Dial of Destiny får 3/6 hamre: 🔨🔨 🔨

Seneste

Gondola

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 gondolfører i en gregoriansk landsby, som bliver forelsket.

Det er en film uden nogen sagte ord og det er slet og ret, en af årets største filmiske fornøjelser, som er helt perfekt at opleve i biografen, i disse grå tider!

Godzilla x Kong: The New Empire (4k uhd)

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og René Buchtrup anmelder den her til hjemmebiografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Stand By Me

“So darling, darling stand by me”. Ja, teksten kender i jo godt, men hva’ med 80’er-filmen den nu stammer fra. Hvordan er den ved et gensyn her i 2024? Se med her hvor René fra Moviemaniac anmelder 4k-film igen.

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER: