I’ll Be Gone in the Dark

Picture of Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: I’ll Be Gone in the Dark
Instruktør: Liz Garbus m.f. 
Produktionsår: 2020
Genre: Dokumentar
Kan ses på: HBO

I’ll Be Gone in the Dark er en bog af forfatteren og internet-detektiven Michelle McNamara, og nu også titlen på en ganske udmærket true crime fortælling i seks afsnit, som kan ses på HBO.

Bogen skrev jeg på min “bøger jeg skal læse liste” for noget tid tilbage, men blev så overhalet indenom af HBO, og deres serie, som er baseret på bogen og Michelle McNamaras noget særegne og triste livshistorie. I’ll Be Gone in the Dark fungerer nemlig både som en medrivende og uhyggelig true crime fortælling, samt en biografi over dele af McNamaras liv. Alt sammen fortalt igennem en flot billedside, og hendes samarbejdspartnere, familie, og ikke mindst hendes mand, den kendte komiker Patton Oswalt (King of Queens). 

True crime aspektet drejer sig om jagten på den frygtelige Golden State Killer, som tilbage i 70’erne og 80’erne voldtog mindst 50 kvinder og slog mindst 13 mennesker ihjel. Det der er usædvanligt ved efterforskningen af ham er, at den foregår i nutiden, hvor forskellige såkaldte internet-detektiver, med McNamara i front, er helt besatte af at finde ud af, hvem denne mystiske seriemorder var, og selvfølgelig få ham dømt. Hans ugerninger bliver genfortalt på effektiv vis af de ofre, som overlevede hans utilgivelige og uhyggelige ugerninger.

Undervejs i McNamaras efterforskning, får hun desuden en bogkontrakt. Hun skal nu udover sit detektivarbejde, også overholde diverse deadlines ift. bogen om The Golden State Killer, hvilket viser sig at være en stressende kombination. 

Portrættet af hende går dybt, og vi får indtrykket af en rigtig ildsjæl, men også en kvinde som kæmper med sine egne indre dæmoner. Ikke mindst tynges hun af alle de horrible begivenheder, som hun dagligt dykker ned i, i forbindelse med sin ”man hunt”. For at sove om natten bliver hun derfor afhængig af en pæn dosis sovemedicin, hvilket desværre får et tragisk endeligt, da hun d. 21. april 2016 ikke vågner op fra sin søvn. Hendes mand Patton Oswalt beslutter sig for at færdiggøre hendes bog, som bliver en national bestseller. Der bliver dermed kastet fornyet lys på The Golden State Killer-sagen.

Det er selvsagt en utrolig trist historie, men den bliver ikke mindre trist af det faktum, at McNamara aldrig fik set frugten af sit arbejde. Og hvis man har fulgt lidt med i medierne i det sidste, ved man også at retssagen mod The Golden State Killer netop er afsluttet, og at den tidligere politibetjent, den 74-årige Joseph James DeAngelo, fik livstid for de voldtægter og mord han begik dengang. Så de fandt ham altså omsider, men Michelle McNamara fik desværre

aldrig den forløsning, som dette måtte have været for hende. Der er dog ingen tvivl om, at det var hendes ildsjæl, som i sidste ende satte en stopper for denne uhyggelige persons frihed.

Selvom der ikke er mange overraskelser i denne velkendte fortælling, vil jeg alligevel anbefale at man giver serien en chance. Det er en medrivende historie om en kvinde og hendes utrættelige jagt på en af USA’s værste serieforbrydere. Samtidig er det også en rørende historie om at blive draget af mørket, og de konsekvenser det kan have (og i dette tilfælde fik).      

I’ll Be Gone in the Dark får: 5 ud af 6
🔨🔨🔨🔨🔨  


Seneste

The Shawshank Redemption

Andreas har genset The Shawshank Redemption.

En rigtig god film, der dog både er overvurderet og relativt ufarlig. Du får ikke ar på sjælen af at se den, men du er godt underholdt alligevel.

God fornøjelse

We Live in Time

Nicolai har denne gang set et decideret mesterværk af en kærlighedshistorie om 2 mennesker der pludseligt mødes og dernæst både møder stor kærlighed og sorg og glæde.

The Apprentice

Nicolai har denne gang anmeldt en film om ingen ringere end Donald Trump og hans rejse mod storhed.

Og i forhold til en film om en mand, der går fra at besidde lidt, til at besidde meget, så er der tale om en meget underholdene og meget interessant film om en meget kontroversiel person.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Anchorman

Anchorman er muligvis meget plat, men der er faktisk en mening med galskaben.
Filmen har tyve års jubilæum og kan nu købes på 4k UHD blu-ray.
René Buchtrup anmelder den lige HER:

The Wild Robot

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm om en robot i vildmarken, som skal lære hvad det vil sige, at opfostre et barn og skabe venskab med vilddyr. Det er en virkelig fremragende, morsom, rørende og virkelig underholdende film, som alle og enhver (uanset aldersgrupper), bør kunne få noget ud af

Beetlejuice (4k UHD)

Nicolai har anmeldt 80’er-klassikeren, Beetlejuice, i anledningen af dens udgivelse på 4k ultra blu-ray. Og skulle man være i tvivl, om Beetlejuice holder endnu, så behøver man ej at tvivle, fordi Beetlejuice, er bestemt forsat en super underholdende og super sjov gyserkomedie.