Originaltitel: I Krig Og Kærlighed. Instruktør: Kasper Torsting. År: 2019. Genre: Drama/Krig. Kan streames på Filmstriben.dk
Der var engang en filmproducent der hed Ronnie Fridthjof og en filminstruktør der hed Kasper Torsting. De ville så gerne lave en film sammen.
Ikke bare en hvilken som helst film slags film, men et storslået krigsdrama som skulle omhandle et emne man ikke havde set før på dansk film: danskernes, eller mere specifikt, sønderjydernes rolle i 1. verdenskrig.
De tænkte sikkert på sætningen i krig og kærlighed gælder alle kneb og måske klukkede de af denne frase som i den grad skulle give mening i deres kommende storproduktion.
De ville kreere et storværk aldrig set mage før i lille andedams-Danmark hvor svulstige følelser var på spil. En film som handlede om den nationale stolthed og kampen for kærligheden. En krønike hvor mænd ikke var bange for at vise deres følelser.
De satte sig ned og skrev en historie om to unge mænd, begge sønderjyder, som blev sendt afsted i første verdenskrig. Esben og Jes hed de tapre mænd som kæmpede for tyskerne. Efter tre år lange kunne de vende hjem igen. Jes lam fra hoften og ned. Esben med en såret hånd og en hemmelighed i bagagen.
Fridthjof og Torsting ville have drama med STORT D for alle de filmstøttepenge de havde skrabet sammen. Så de sønderjyske krigshelte skulle vende hjem til deres koner hvor den ene havde allieret sig med en tysk officer (spillet af Tom Wlaschiha) som hjalp til på deres mølle, og den anden som havde bollet udenom med en dansk soldat i “tyske forklæder” (Thure Lindhardt). Samtidig kunne den ene soldats søn ikke engang kende sin egen far længere og foretrak den tyske officer i stedet.
De fik på imponerende vis kreeret en film som endte som den dyreste i dansk filmhistorie som rent visuelt var en ren fryd for øjet med smukke sønderjyske landskaber. Samtidig fik de lokket en masse historieinteresserede danskere ind i biografmørket. For hvem kunne sige nej til et kapitel af danmarkshistorien som overraskende nok ikke var blevet fortalt endnu.
Det kan være at filmmændene havde haft så travlt i processen at de ikke havde tænkt på at krigen og dens rædseler sluttede efter ca. 15 minutter og derefter ændrede kurs til kærligheden, som skulle strække sig på ud på to, stive timer. Vel at mærke den store og banale kærlighed som højtideligt skulle brase igennem det store lærred og højtalere i biografen med våde dådyr øjne og følelserne uden på tøjet og violinmusik så man aldrig var i tvivl om hvad man skulle føle som tilskuer. Men ingen skulle altså være i tvivl om at det virkelig gjaldt.
Den kære filmproducent og den kære filminstruktør havde måske ikke tænkt på at de egentlig havde lavet et trekants-melodrama som set udefra virkede en smule gammeldags. En film hvor filmens titel blev nævnt tre gange blot for at understrege at alt åbenbart gjaldt når det drejede sig om dette.
Måske havde de to filmmænd gode intentioner fra start om at lave en slags Borte Med Blæsten med sønderjysk kaffebord oven i hatten.
Måske havde nogen glemt at fortælle de to filmmænd at man nødvendigvis ikke behøvede at stopfodre biograf-publikummet med konstante strygere og violiner hver eneste gang noget dramatisk foregik og at det ikke var nødvendigt at få samtlige, af de ellers dygtige, skuespillere til at spille med alle de store følelser uden på tøjet hver gang en smule dramatisk skulle ske.
Måske havde filmens bagmænd glemt de gode og bundsolide skueskuespillere, som Sebastian Jessen, Rosalinde Mynster og Ulrich Thomsen (bare for at nævne en brøkdel) til tider kæmpede med det kliche-ramte manuskript og som ofte fægtede med arme og ben, som var de med i en Hamlet-forestilling på teatret.
Måske indså de to filmskabere aldrig at der faktisk fandtes film som med mindre armbevægelser og i en mere nedtonet stil kunne fortælle samme slags historie uden at der nødvendigvis behøvede at gå Titanic med en synkende skude i den.
Måske havde instruktøren og producenten intentioner om en dansk storfilm som kunne vinde en masse priser på de kommende filmfestivaller. Men i stedet endte de op med et udmærket, sentimentalt melodrama som ikke gjorde den helt store forskel alligevel.
Måske de bare skulle have kaldt filmen “Kærlighed Og Sønderjyske Tårer I Aftenkaffen”.
Slut
