Instruktør: Chris Columbus
År: 1990
Genre: Komedie
Kan streames på: Disney+ og DRTV
Der er visse julefilm som bliver vist år efter år på en vilkårlig tv-kanal og som for mange er essensen af jul. Eller rettere, at nogle mener at det ikke er rigtig jul før de har set en vilkårlig film.
En af de film hvor dette nok er gældende for, er Chris Columbus’ Home Alone (Alene hjemme) fra 1990.
Jeg vil ikke bruge for meget tid med et handlingsreferat, men skulle man ikke have set den, kan det gøres lynhurtigt:
Familien McCalister (og onkel, tante fætre og kusiner) skal fejre jul i Paris, til stor skuffelse af familiens yngste barn Kevin. Aften før familien skal rejse, formår Kevin at gøre alle sure og han bliver sendt på hovedet i seng på loftet. Da dette sker, siger Kevin vredt til moderen, at han ville ønske at han var helt alene uden familie. Dagen derpå, bliver Kevin så glemt og er dermed alene hjemme. Kevin er dog til at starte med uvidende om at 2 forbrydere, Harry og Marv, har i sinde at bryde ind i McCalister-familiens hjem og stjæle alt.
Dette er filmens historie som John Hughes forfattede. Hvis navnet ikke siger nogen noget, kan det dog skrives at han var så godt som kongen af ungdomsfilm i 80’erne med film såsom The Breakfast Club og Ferris Bueller’s Day Off.
Men, det aspekt som jeg vil fokusere på med John Hughes, i forbindelse med Home Alone, er hans enorme menneskelighed.
Personerne som var hovedrollen i en film som enten ligeledes var instrueret eller blot skrevet af John Hughes, blev taget dybt alvorligt.
Det samme er tilfældet med Kevin. I starten af familien, hvor Kevin har en masse spørgsmål, men hvor ingen gider at svarer ham, forstår jeg personligt godt hans frustration. Selvom jeg aldrig ville kunne finde på at leve et liv uden familie, synes jeg dog også filmen giver forståelse for Kevins tanker, da han jo oveordnet ikke er velkommen i sit eget hjem og af sin egen familie.
Samtidig, bliver familien dog heller ikke betragtet som skurken eller usympatiske personer. Når man har travlt har man travlt og familien forsøger prompte at tage hjem eller få kontakt til Kevin, så snart de ankommer til Paris.
Ganske vist kan det dog skrives at der ikke er sympati at finde hos Harry & Marv. Men, de er dog til gengæld den slags skurke som man elsker at hade og som heller ikke er de skarpeste knive i skuffen, hvilket blot gør dem vildt underholdende.
Samtidig kan det også skrives at filmen ligeledes tager filmens ide om et barn på 8 år som er alene hjemme, alvorligt. Til at starte med, er der glædesrusen over at man nu kan gøre hvad man vil og spise hvad man vil, uden at nogen siger nej til én. Men med tiden bliver man bevidst om at man vitterligt er alene og selv skal sørge for alt og ikke har nogen til at holde én ved selskab.
Filmens skildring af ensomhed var personligt ikke noget jeg var opmærksom på som barn, med det stod dog tydeligt for mig ved dette gensyn.
Noget som også er værd at nævne ved Home Alone og som i hvert fald var et aspekt ved de første 2 (og eneste gode) af dem, er delen med ikke at dømme folk før man lærer dem at kende. I forbindelse med den første af dem, er det naboen Marley som ofte skovler sne og som Kevins søskende kalder for en skovlemorder. Dette er naturligvis ikke tilfældet og filmen skildre skam også dette på en meget rørende måde.
Måden hvorpå Home Alone så kan betragtes som værende en julefilm, er ikke blot at den foregår under julen, har julemusik, sne og massevis af juleagtige referencer. Nej, det er fordi filmen i sin kerne handler om vigtigheden ved at fejre julen sammen med nogen, hvilket for mig er noget af det julen handler allermest om.
I forhold til skuespillet, jamen så var Macaulay Culkin blandt filmhistoriens bedste børneskuespillere. Var, fordi han bestemt er blevet voksen gennem de seneste 35 år. Men, han er slet og ret perfekt til at skildre en dreng der er alene og som er mere end villig til at forsvare sit hjem mod 2 dumme forbrydere. Macaulay Culkin er ligeledes dybt charmerende og har en fantastisk komisk timing.
Joe Pesci og Daniel Stern, skal heller ikke overses for rollerne som Marv og Harry. De har både perfekt kemi, de er både perfekt onde og de er perfekte til at skildre folk der kommer virkelig slemt til skade.
Catherine O’Hara, bør heller ikke glemmes for portrættering af moderen Katie. Desperationen om at komme hjem så hurtigt så muligt og åbenbaring da hun indser at Kevin er alene hjemme, bliver skildret virkelig smukt og meget troværdigt af Catherine O’Hara. Dette er også medvirkende til at man bestemt hepper på, at hun hurtigst kan komme hjem til Chicago (som er der hvor familien bor).
Underlægningsmusikken af John Williams som endda blev dobbelt Oscar-nomineret for denne film (både for underlægningsmusik og bedste sang), er ikonisk og er både med til at skabe filmens julestemning og indkapsle alle filmens aspekter og følelser.
Der er meget, meget mere at skrive om her, men helt oveordnet har intet af Home Alone mistet sin juleglans gennem de sidste 35 år.
Det er en af verdens bedste julefilm, det er en af verdens bedste familiefilm og helt overordnet, en film som bestemt er værd at se og gense når det er jul.
