Instruktør: David Yates.
År: 2009.
Genre: Fantasy.
Kan streames på: HBO-MAX
Med Harry Potter & the Half-Blood Prince, stod det nu klart at Harry–Potter-sagaen lakkede mod enden og ligeså at dem der måtte have vokset med Harry-Potter-filmene, nu var nået en vis alder (her tænkes i teenage-termer).
Muligvis grundet den sidste ting, kunne David Yates & Steven Kloves (instruktøren og manuskriptforfatteren), godt tillade sig at benytte ekstra meget mørke og dyster stemning her.
Fordi, Harry Potter & the Half-Blood Prince, er indtil videre Harry Potter-filmen med allermindst humor og egentlig i det hele taget lyse og muntre stunder.
Dette står allerede klart i filmens første scene, hvor man ser Voldemorts undersåtter (også kaldt Dødsgardister) angribe uskyldige og ikke-magiske borger i London.
Dermed står det klart, at Harry Potter har travlt med at få Voldemort ned med nakken.
Dette er skam også en central del af filmens historie, da Harry Potter har op til flere møder med Dumbledore, hvor de går på opdagelse i Voldemorts minder og prøver at finde ud af, hvad der gjorde ham til det han er og hvordan man kan gøre ham svagere.
Samtidig handler filmen også om en særlig eliksirbog, som Harry Potter får fat på og som en hvis, halvblodsprins har skrevet nogle interessante noter i.
Dernæst, begynder kærligheden at blomstre på ny blandt Harry, Hermione og Ron, da de alle begynder at få kærlige følelser for andre og i Hermione og Rons tilfælde, også for hinanden.
I forhold til Order of the Phoenix, synes jeg her, at David Yates, prøver at gøre et bedre forsøg på at få så meget fra bogen flettet ind i en film på 2½ time.
Det lykkedes på sin vis, okay, men dog stadigvæk med mærkbare mangler og huller.
Fx så mærker man ikke helt Harry Potters besættelse af halvblodsprinsens eliksirbog, i en lige så høj og ekstrem grad som man gør i bogen. Samtidig så går man heller ikke lige så meget i dybde med Voldemorts fortid, da der bl.a. er en særlig ring, som man får meget af vide om i bogen, men hvor man her blot får at vide at, Dumbledore måtte kæmpe hårdt for at få fat på den.
Værst, er muligvis skildringen af den blomstrende kærlighed mellem Ron & Hermione og dernæst også Harry og Ginny (Rons lillesøster).
Man kan som sådan godt argumentere for, at der har været en særlig energi mellem Ron og Hermione gennem de forgangne film, men jeg synes dog at man skal trække forholdsvis mange tråde sammen, før man så ser hvorfor Hermione pludselig finder Ron interessant på en romantisk måde.
Og når det kommer til kærligheden mellem Harry & Ginny, så blev der kun i Chamber of Secrets, fortalt at Ginny havde været besat af Harry i løbet af sommerferien og dernæst, skete der ikke mere, før nu hvor de kærlige følelser lidt om ud af det blå og ikke får særlig meget spilletid, da Harry Potter har travlt med andre ting.
Dette er muligvis små ting for andre, men for mig gør dette dog at kærlighedsforholdene i denne film, ikke er lige så troværdige, som de kunne havde været, hvis der var givet flere praj og tid til det.
Noget der dog til gengæld, er virkelig troværdigt skildret er Draco Malfoys del af the Half-Blood Prince-filmen, fordi for første gang i sagaen, får han mulighed for at vise sig som andet end en der hader Harry Potter og hans slæng.
Draco Malfoy får i denne film, en ganske særlig opgave af Voldemort og dermed et stort pres på skuldrene, hvilket virkelig eminent bliver skildret via Tom Felton’s skuespil, da han slet og ret får én til at føle sympati for Draco Malfoy, hvilket der ellers ikke havde været særlig meget grund til i de forgangne film.
Noget som også virkelig fungere her, er særligt Dumbledores spilletid i filmen, da Michael Gambon virkelig viser en særlig side af Dumbledore her.
Professor Dumbledore er her i et stadie af hans liv, hvor alderdommen trænger sig på og hvor han føler sig mere sårbar, hvilket særligt ses i en scene hvor han befinder sig sammen med Harry Potter i en mørk grotte og hvor Dumbeldore er nødt til at drikke noget, for at kunne få fat på noget helt særligt.
Den smerte og svaghed som Dumbledore føler her, er dybt hjerteskærende at være vidne til og spilles til perfektion af Michael Gambon.
Noget som også er værd at nævne, er kameraarbejdet af Bruno Delbonnel, fordi den virkelig er med til at omfavne filmens store mørke og samtidig formår at skabe elementer af skønhed, som særligt kan ses hen imod slutningen.
Rent musikalsk, formår Nicholas Hopper at lave det hidtil bedste underlægningsmusik til en Harry Potter-film siden Prisoner of Azkaban og dette er igen fordi, det er gennemført dystert og mørkt, størstedelen af tiden og overordnet virkelig forstærker filmens stemning.
Og selvom David Yates, stadigvæk ikke bidrager med noget særligt rent stilmæssigt, så formår han dog lidt at gøre det her, da filmens udseende er virkelig gråt og mørkt størstedelen af tiden, hvilket (igen), passer perfekt til filmens stemning.
Og selvom filmen ikke er særlig munter, så er der dog scener, såsom nogle af de romantiske scener eller da Harry Potter drikker en lykke-eliksir, som er ret morsomme og hvor Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint, ganske vist viser at de fortsat fint kan balancere mellem det humoristiske og dybt alvorlige.
Alt i alt, så er der visse aspekter af Harry Potter & the Half-Blood Prince, der kunne være bedre, men der er dog nok af positive ting til at råde bod på det og derfor, er i sidste ende, endnu et virkelig underholdende, spændende og magisk eventyr i Harry-Potter-sagaen.
