Instruktør: Mike Newell.
År: 2005
Genre: Fantasy.
Kan streames på: HBO-MAX
Efter Harry Potter & the Prisoner of Azkaban, var der ikke særligt mange andre veje for Harry-Potter-sagaen at gå, end længere ind i mørket og alvoren og dette var lige netop hvad der skete med Harry Potter & the Goblet of Fire.
Samtidig med dette, blev der lavet endnu et instruktørskift, hvor Alfonso Cuarón, så blev skiftet ud med Mike Newell, der hidtil havde været mest kendt som instruktøren bag 4 Bryllupper og 1 Begravelse.
Oprindeligt var det planen at filmen om Harry Potters ufrivillige deltagelse i den livsfarlige magiske tvekamp, skulle havde været opdelt i 2 film, på grund af bogens længde på 685 sider og fordi der var forholdsvis mange tråde som skulle binde hele historien sammen.
Mike Newell gik dog imod filmselskabets ønske om dette, da Mike Newell mente at han sagtens kunne få det hele samlet på 2½time og lave en sammenhængende filmatisering af bogen.
Skulle man ikke havde læst bogen bag filmen, så vil man også kunne følge ganske godt med i det hele. Men da jeg har læst bogen 2 gange nu, kan jeg ikke undgå at bemærke visse mangler.
Fx er karakteren Barty Crouch Jr. (en af Voldemorts undersåtter) en forholdsvis vigtig del af historien, men han overskygges dog forholdsvis meget af den magiske tvekamp i filmen
Dernæst har Hermione, meget lidt at lave i filmen, udover at støtte Harry Potter, hvor hun dog derimod i bogen, kæmper for husalfernes frihed (efter de er blevet ansat på skolen som hjælpere).
Denne del er fuldkommen væk fra filmen og skønt dem som ikke har læst bogen, ikke bemærker dette, så savner jeg det dog, da det er med til at vise en ny side af Hermione-karakteren, som en frihedskæmper.
Samtidig, starter filmen også med at man ser Harry Potter, Hermione, Ron og Rons brødre, søster og fader, til verdensmesterskabet i Quidditch, hvor Cedric Diggory & Victor Krum (som begge deltager i den magiske tvekamp) også kort introduceres.
I bogen bliver Quidditch-kampene nøje beskrevet, hvor derimod i filmen, bliver en kamp blot fløjtet i gang og så vises der ikke 1 sekund af kampen. Dette føles altså en kende antiklimatisk og man finder heller ikke ud af, hvem der i så fald vandt mesterskabet.
Men udover dette, så formår Mike Newell dog alligevel fint at fortsætte fra hvor den sidste film slap.
Mørket er nu for alvor over universet og dette vises allerede indenfor ca. 1 minut af filmen, hvor man ser en ældre herre, være vidne til en drabsforbandelse fra selveste Voldemort.
Dernæst, er de magiske tvekampe både med til at udfordre Harry Potter på et socialt niveau, da alle tror at han selv formåede at melde sig til (skønt han er 3 år for ung) og dernæst på et psykisk og fysisk niveau, grundet livsfaren ved at deltage i dem.
Dette er så absolut til Daniel Radcliffes fordel, da han virkelig får mulighed for at vise nye nuancer og sider af Harry Potter, i form af stor rastløshed, irritation, stress og en virkelig dyb frygt når han deltager i tvekampen.
Noget andet som også får nye nuancer frem hos både Daniel Radcliffe, Emma Watson & Rupert Grint, er det faktum at deres karakter nu er 14 år og dermed 100% teenagere og fyldt med hormoner.
Dette kommer særligt til udtryk i forbindelse med juleballet, hvor de hver især skal prøve at finde ledsagere og hvor deres følelser får frit løb til at udtrykke sig, i form af både glæde og vredesudbrud og dette er ganske charmerende at være vidne til.
Andre skuespillere som skal fremhæves, er særligt Brendan Gleeson i rollen som den nyansatte professor Alestor ’Madeye’ Moody. Dette skyldes særligt, hvor intens og voldsom Madeye er i hans fremtoning og dette er er med til at gøre ham til en af filmens mest spændende og samtidig mest underholdende karakterer.
Michael Gambon får nu også endelig mulighed for at vise sig i rollen som Dumbledore, efter han ikke gjorde det særlig meget i 3. film. Der er meget tydeligt, en markant forskel fra Michael Gambon & Richard Harris, da Michael Gambon har væsentlig mere energi i portrætteringen af Dumbledore og ikke helt udtrykker den samme form for hjertevarme, men alligevel formår han dog at gøre sin version af Dumbledore til sin egen.
Ralph Fiennes får også hans Harry-Potter-debut i rollen som Voldemort. En rolle som oprindeligt stod til at blive spillet af Rowan Atkinson (Mr. Bean). Ralph Fiennes får ikke meget spilletid her, men dog nok til at han i den grad gør indtryk som en af de ultimative og ondeste film-skurke igennem de sidste 20 år.
Noget som særligt også skal roses, er kameraarbejdet af Roger Pratt og lyddesignet af bl.a. Randy Thom & Mike Prestwood Smith.
Fordi disse 2 filmtekniske elementer, får i den grad lov til at skinne i filmens tvekampe-sekvenser, som foregår ”delvis” til lands, til vands og i luften og ved hjælp af kameraarbejdet og lyddesignet, får man som seer virkelig en fornemmelse af den farer der er ved hver af kampene. Dette vises særligt ved kampen i labyrinten, som nærmest kunne være kommet ud af gyserfilm, havde det ikke været for deltagelsen af Harry Potter.
Underlægningsmusikken af Patrick Doyle, er en kende mere anonym end i de 3 forrige Harry Potter-film, men dog også kun en kende, da det stadigvæk bidrager fint til filmens magiske og eventyrlige stemning og ligeså forstærker de mange mørke og alvorlige scener.
Alt i alt, er Harry Potter & the Goblet of Fire, ikke fuldkommen på niveau med de 3 første film, grundet mangler i historien. Men stadigvæk er der dog tale om et uhyre spændende, virkelig magisk og konstant underholdende eventyr.
