Instruktør: Chris Columbus.
År: 2002
Genre: Fantasy.
Kan streames på: HBO-MAX.
Når det kommer til Harry Potter-filmatiseringer, så er det oftest Harry Potter og Fangeren fra Azkaban, der ophæves som værende den bedste og de flestes favorit, bl.a. grundet Alfonso Cuaróns flair for film-tekniske-virkemidler og filmens mørke og dystre stemning.
For mig, har min personlige favorit dog altid været d. 2 Harry-Potter-filmatisering, som så er, Harry Potter & Hemmelighedernes Kammer.
Dette var den første ud af siden 6 Harry-Potter-film, som jeg så på et stort lærred og stadigvæk den dag i dag, husker jeg hvor stort indtryk den gjorde på mig, efter jeg blot havde set Harry Potter & De Vise Sten, på VHS.
Samtidig ser jeg også Harry Potter & Hemmelighedernes Kammer, som den mest undervurderede Harry Potter-film og samtidig ligeledes en af de vigtigste, da den på op til flere punkter, er med til at starte overgangen til de efterfølgende mere mørke og modne film i sagaen.
I modsætning til De Vise Sten, hvor det umiddelbart kun var Harry, Hermione og Ron der var i farer, så er det denne gang hele Hogwarts-skolen og dens elever som begynder at komme i livsfare, efter at Hemmelighedernes Kammer bliver genåbnet efter 50 år og flere elever pludseligt bliver forstenet, én efter én.
Samtidig er dette også den første film, hvor Harry Potter bliver sat udenfor hos flere af hans skolekammerater, fordi de bliver mistroiske om hans godhed, efter de opdager at han kan tale med slanger.
Disse mistroiske følelser omkring Harry Potter er ligeledes noget som efterfølgende går igen, for de fleste af de efterfølgende filmatiseringer.
Samtidig er Harry Potter & Hemmelighedernes Kammer, ligeledes en af de bedste film i sagaen, når det kommer til at vise det venskab og bånd som Harry, Hermione og Ron, har.
Dette kommer egentlig til udtryk gennem hele filmen, men særligt vises dette dog i scenen, hvor Ron forsvarer Hermione, efter at Malfoy kalder hende for en mudderblod (et skældsord for én magiker, som ikke er opfostret af magikere).
Ligeledes kommer det til udtryk i, hvordan Harry Potter stort-set aldrig står over for en udfordring uden Ron ved sin side, før til allersidst, hvor Harry Potter selv må klare sig mod en af filmhistoriens allerstørste slanger.
Ligesom med den første Harry Potter-film, lykkedes det til fulde for Chris Columbus (instruktøren) og Steven Kloves (manuskriptforfatteren), at skabe en virkelig hæderlig filmatisering af bogen bag filmen.
Igen kan dette nok skyldes, at bogen (med dens 338 sider) er forholdsvis kort og dernæst, at dette faktisk er den længste film i sagaen, med dens 2timer og 41 minutter.
Skønt, der selvfølgelig er ting og detaljer, som ikke er med fra bogen, så formår filmen dog meget perfekt at indkapsle essensen fra bogen, og dette elsker jeg den endnu højere for.
Noget andet, som jeg også elsker denne film for og som jeg i den grad også synes den undervurderes for, er den film-tekniske-virkemidler.
Ligesom De Vise Sten, foregår Hemmelighedernes Kammer, primært bag skolens murer, men i modsætning til d. 1 film, formår Chris Columbus, dog meget perfekt at skabe en væsentlig mere dyster stemning her.
Roger Pratts’ kamera-arbejde her, fokusere ekstra meget på væggene på skolen og ligeledes gangene, som typisk er oversvømmet med vand. Samtidig er der også ekstra mange nærbilleder på Daniel Radcliffe, hver gang han hører en slangestemme (som giver tegn på et kommende angreb), og dette synes jeg lige netop er med til at skabe en særlig klaustrofobisk stemning, som jeg virkelig synes fungere til fulde.
Lyddesignet som hele 41 personer stod for, skal også have virkelig stor ros, fordi den ligeså hjælper med til at skabe filmens dystre stemning, både via slangestemmen som Harry Potter hører og dernæst lyden af Harry Potter, Hermione og Rons løben på gangene, hver gang de ved der er noget galt.
Skuespillet er også virkelig god her.
Daniel Radcliffe, Emma Watson & Rupert Grint, er her mere bekendt med Harry Potter, Hermione & Ron og formår derfor, at vise nye sider af karaktererne, og ligeså at modne sig med karaktererne, hvilket de på smukkeste vis, gjorde endnu mere i de efterfølgende film.
Kenneth Branagh er også helt igennem fantastisk i rollen som den opblæste og yderst selvglade Gilderoy Lockhart
Både fordi, Kenneth Branagh, virkelig ser ud til at nyde rollen og særligt fordi han lever sig 100% ind i rollen som en fyr, der tror han er gudsgave til skolen som en ny lærer, men som umiddelbart er dén eneste der tror på sine evner (eller mangel på samme) og som til gengæld har selvtillid.
Og så var dette Richard Harris’ sidste præstation som Dumbledore, og hans 3. sidste skuespilspræstation i alt.
Dette ses og mærkes muligvis ikke i filmen, men ellers, var der bare en helt særlig og poetisk hjertevarme over Richard Harris’ portrættering af Dumbledore, som der efter min mening aldrig helt 100% var over Michael Gambon, der siden hen overtog tjansen.
Jeg kan og må heller ikke undgå, at rose Toby Jones som stemmen til husalfen Dobby der 2 gange i filmen, prøver at afholde Harry Potter fra at tage til Hogwarts.
Skønt Dobby egentlig kun er med i én anden Harry Potter-film, så er han dog alligevel blandt de mest uforglemmelig og kærligste karakterer fra universet og dette skyldes særligt Toby Jones’ stemmeskuespil, der øjeblikkeligt skaber stor sympati for stakkels Dobby der bare gerne ved hjælpe, men dog ikke helt lykkedes med det.
Alt i alt (og af mange flere grunde), er dette for mig, den bedste af de 8 Harry Potter-film, fordi den både formår perfekt formår at bygge bro mellem den mere lette tone og den mere dystre og fordi den for mig er dén film der allerbedst viser, hvorfor Harry Potter-bøgerne, simpelthen bare fungere så perfekt på film.
