Originaltitel: For Sama
Instruktører: Waad Al-Kateab og Edward Watts
År: 2019
Genre: Dokumentar/Krig
Premiere: d.10.09.2020
Det ultimative vidnesbyrd på en menneskeskabt katastrofe.
Til læseren:
Før du slår anmeldelsen hen som klæg følelsesporno, og stopper med læsningen, så hank op i dig selv og læs videre.
Det er enorm patos, og drivende sentimentalitet, hånd i hånd, men budskabet kan ikke være til at tage fejl af. Det er en menneskeskabt katastrofe, der kunne være undgået, men når et verdenssamfund ser mere eller mindre passivt til, så får vi en humanitær katastrofe, som den i Syrien. En katastrofe vi bliver vidner til i filmen.
“De bomber hospitalerne, så folket mister håbet…”
Bevæbnet med et videokamera, dokumenterer instruktør og journalist Waad Al-Kateab belejringen af Aleppo fra starten, og indtil flugten ud af byen mange måneder senere.
Filmen er lavet til Sama, som blev født under belejringen, som et vidnesbyrd på hendes ophav. Hvis hendes mor og far ikke skulle overleve, så var her et bevis på hendes eksistens. Hendes mor, Waad, mødte hendes far, Hamza på hospitalet. De fandt så at sige kærligheden et noget uventet sted.
Hospitalet nåede 890 operationer på de sidste tyve dage, inden flugten, og modtog i den periode ikke færre end 6000 patienter.
Waad, Hamza og Sama endte med at flygte fra deres egen by, da Assads styre havde udset sig dem, som værende farlige elementer for styret, og nogle der kunne give befolkningen håb.
Waad i sit virke som journalist, og Hamza som læge og ikke mindst aktivist, der var en aktiv del af modstanden mod Assad. Han talte meget på TV, og opfordrede hele tiden folket til ikke at miste håbet.
“Assad har en lang hals.
Han er en forpulet, grim giraf.”
Det her er uhyggeligt!
Det er en ægte horrorfilm…
Der er ikke noget filter, ikke noget hokus pokus.
Bomberne smadrer ned omkring dem i en endeløs dødelig regn, og de prøver at leve – de vælger livet, selvom døden står for døren med sit ækle fjæs.
Den lille dreng, der i en af filmens mange virkelig rørende scener til sidst slår øjnene op og skriger – vi troede jo han var død – symboliserer det håb, der trods alt er til stede hos personalet på hospitalet.
Det er et af de smukkeste øjeblikke jeg har oplevet på film. Lige dér faldt filmen helt på plads for mig. Det var livsbekræftende, og et tiltrængt øjeblik uden døde børn og blod overalt.
Der hersker en imponerende gnist hos de mennesker, der trodser frygt og sorg.
De pjatter og griner, de prøver at finde små åndehuller uden krig og død. De tager tykt pis på situationen, i momentvis afstandstagen fra virkeligheden.
Upassende i enhver anden kontekst, men ikke her!
Her er det en nødvendighed.
I en anden af filmens centrale scener, da møder vi lille livsglade Sama.
Hun ligger og leger, glad og ubekymret.
Kameraet panorerer videre rundt i lokalet, hvor det ender ved en lille dreng – maks fem år – der ligger forbundet, bevidstløs, og klamrende til det sidste af livet. Det dvæler ved ham nogen tid, imens Samas pludren ellers fylder rummet. Den ene kæmper for sit liv, den anden leger og er glad.
Det er kontraster der mødes her, og det gør filmen så forbandet godt. Den viser begge sider, livet og døden, og den yder ofrene enorm respekt og hyldest.
“De af mine venner, der stadig er her i Aleppo, de dør en efter en…”
To brødre, den ældste på 11 år, siger grådkvalt farvel til deres lillebror, der er blevet dræbt under et af de mange daglige, russiske bombardementer.
Moderen kommer ind og insisterer på at bære sit døde barn ud i sine arme. Det er voldsomt at se børn blive tvunget til at agere som voksne mennesker. Børn er børn, og de skal ikke opleve den slags!
Sama er født midt under krigen og bomberne. For hende er bombenedslagene og de øredøvende brag bare en del af dagligdagen. Som Waad siger, så ville hun ønske Sama ville reagere som normale børn, under disse omstændigheder. Men omstændighederne er ikke normale i Aleppo.
“I Aleppo er der ikke tid til at sørge”.
Ligesom sjælefrænden The Cave, der kom i biograferne herhjemme op til Oscarshowet, hvor begge var nomineret, så lander den her tårnhøjt på min personlige liste over de bedste dokumentarfilm.
Det er ganske enkelt en fantastisk og relevant bedrift af holdet bag For Sama.
Filmen er et mesterværk, slet og ret!
“Jeg misunder denne drengs mor.
I det mindste døde hun før hun skulle begrave sit eget barn”
