Originaltitel: Carlito’s Way
Instruktør: Brian De Palma
År: 1993
Genre: Gangster, drama
Kan streames på Netflix
Da “Carlito’s way” oprindeligt kom frem, blev den ikke overvældende modtaget, måske blandt andet fordi den stod lidt i skyggen af instruktør Brian De Palma og hovedrolleindehaver Al Pacinos oprindelige, ikoniske samarbejde i “Scarface” 10 år tidligere. Sidenhen har filmen dog nydt genoprejsning og er endda blevet kaldt 90’ernes bedste film af det indflydelsesrige franske filmmagasin Cahiers Du Cinema. Den havde præmiere i de danske biografer tilbage i april 1994, hvor jeg personligt var 8 måneder gammel, og derfor ikke havde en decideret skarp holdning til hvor “Carlito’s Way” placerede sig i kanonen af amerikanske gangsterfilm. Det er heller ikke en af den slags titler jeg gennem årene har været klar over, at man absolut var nødt til at se. Men jeg er på det seneste blevet opmærksom på filmens fortalere og dens angiveligt oversete position, og jeg besluttede mig derfor for nylig for at se den for første gang.
Vi følger titlens Carlito, som har afsonet 5 år af en narkotika-dom, der var berammet til 30, da det lykkes hans lyssky advokat Kleinfeld at få ham frikendt ved at angribe anklagemyndighedens metoder. Kvarteret Carlito kommer fra, modtager ham som en berømthed og alle afventer hans næste skridt, selv hans advokat håber på at Carlito vil hjælpe ham ud af økonomiske problemer ved at overtage driften af en natklub. Men Carlito er færdig, som i helt færdig, med det kriminelle univers, han vil bare gerne udleje biler og finde tilbage til sin ekskæreste, skuespilleren og danseren Gail (Penelope Ann Miller). Men da han ved et tilfælde overværer sin unge fætter møde den uundgåelige brutalitet, der findes i den verden han er ved at forlade, indvilliger Carlito i at blive bestyrer på natklubben for så hurtigt som overhovedet muligt at skaffe de 75,000 han skal bruge som indskud i biludlejningen og komme væk. Det bliver dog hurtigt tydeligt, at det ikke skal blive så let som Carlito tror.
Pacino skildrer allerede fra starten af Carlito med bombastisk karisma, da han i retssalen under sin frifindelse takker dommeren for muligheden med en energi, som om han lige har modtaget en Oscar under påvirkning af en flaske Jack Daniels. Og i det hele taget er den selvsikkerhed og tilfredshed han vender det hele med ryggen smittende. For Carlito orker simpelthen bare ikke mere. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt han rent faktisk identificerer sig med den organiserede kriminalitet, der har været hans liv. Selv da han bliver spurgt af Gail om han nogensinde har slået nogen ihjel og modstræbende indrømmer, at det har han, forklarer han, at det aldrig blev en bevidst beslutning at være sådan et menneske, der slår andre ihjel, det var sådan det blev på grund af de situationer han blev sat i. Han er, i sin egen udlægning, bare en mand fanget af omstændighederne.
Pacino spiller stærkt og levende og skifter effektivt fra først Carlitos triumferende selvsikkerhed over at have fundet en anden vej til senere en mere benet og sårbar målrettethed, da han undervejs fornemmer, at det bliver sværere at slippe ud end han overhovedet er klar over i denne sensommerens gangster-film, der i høj grad handler om hvor låste vi kan være i forsøget på at fjerne os fra vores ophav og om muligheder, der langsomt visner.
I det hele taget er historien også for de andre karakterer præget af kampen for et potentiale man hele tiden er på nippet til at miste, blandt andet for den mere og mere pressede og coke-induceret maniske Kleinfeld spillet glimrende af Sean Penn. Der er noget voldsomt, noget desperat, over den måde dette press er skildret på, der i nogle momenter virker påtaget, næsten lidt skabet (og De Palma er måske heller ikke ligefrem de små virkemidlers mester), men som i filmens bedste øjeblikke virker som et intenst og i bund og grund dybt tragisk portræt af en gruppe mænd, der på trods af deres håndfaste macho-udråb om alt det de kan erobre, når alt kommer til alt hellere ville være et andet sted.
I mange af de klassiske gangsterfilm fra sidste halvdel af det 20. århundrede som “The Godfather” og “Goodfellas”, som begge også har tragedien latent i sig, er der også en del tillokkende og forførende sider ved den kriminelle livsstil, i hvert fald til at begynde med, men i “Carlito’s Way” er der allerede meget tidligt en sorgfuldhed og en intensitet forbundet med skildringen af den kriminelle løbebane som et eksistentielt fængsel. Denne intensitet formidles især i begyndelsen en smule uelegant men bidrager også med en del af styrken det tonemæssige særpræg til en ellers generelt relativt straight-forward fortalt historie; De Palmas tekniske kunnen fornægter sig dog heller ikke, og vi bliver blandt andet budt på lange trackinger, et reklameskilt, der pludseligt begynder at bevæge sig af selv, og regnvåde gader badet i neonblåt nattelys, der minder os om, at vi har at gøre med en instruktør, der nåede sin storhed i 80’erne. Vi får også glimt af De Palmas Hitchcock-lignende sans for suspense-opbygning og endnu et centralt set-piece, der foregår på trapperne på hovedbanegården i en amerikansk storby fra manden bag “The Untouchables”. Der er dog især et greb, jeg godt kunne have været foruden, og det er den overforklarende og lidt klodsede voice-over.
At dette skulle være bare i nærheden af 90’ernes allerbedste må stå for de franske kollegers egen regning, men “Carlitos Way” er en virkelig god film; emotionelt intens og velspillet, udover Pacino og Penn især også af Penelope Ann Miller, der på stereotyp Hollywood-manér er 23 år yngre end Pacino og markant mere seksualiseret i løbet af filmen end han selv. Men Gail får meget mere agens og ligeværdighed i relationen til Carlito end ofte set i genren, og Miller rammer karakterens selvværd og store følelsesudbrud rent.
Jeg nærmer mig de fem stjerner, da filmen tillige også er kompetent instrueret af De Palma. Men på grund af den unødvendige og hyppigt brugte voice-over, og fordi især første halvdel ikke løfter sig helt fra det meget klassiske udgangspunkt, lander jeg på fire meget store og den endelige konklusion, at “Carlitos Way” absolut som rygtet sagde bør nævnes oftere blandt de store, amerikanske gangsterfilm.
Fanget Af Fortiden (Carlito’s Way) får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
