Falling

René

René

Originaltitel: Falling. Instruktør: Viggo Mortensen. År: 2020. Genre: Drama. Biografpremiere: d. 5. november 2020.

Den dansk/amerikanske skuespiller Viggo Mortensen, debuterer med Falling som instruktør.

Men ikke blot det. Han har også skrevet manuskript til filmen, og spiller som prikken over i’et, også hovedrollen.

62-årige Viggo, som fik sit gennembrud i Peter Weirs Vidnet tilbage i 1985, og som for alvor slog igennem i Ringenes Herre-filmene (2001-2003), har aldrig kunne nøjes med blot at spille med i film. Han har også imponeret på de skrå brædder, i små intime, samt store produktioner verden over. Lidt af en auteur, som også kan kalde sig selv for maler, fotograf og digter. Og nu altså også manuskriptforfatter og instruktør.

Den kære Viggo, som vi herhjemme selvfølgelig kalder for én af vor’ egne, har længe haft ambitioner om mere end bare at stå foran kameraet. Hans debutfilm vækker genklang som et gammeldags drama man har set før. Det skal endelig ikke misforstås. For Falling er en bundsolid, nærværende og god film.

Det lavmælte drama, som Viggo debuterer med, er en fortælling om familie. Om hvad der definerer at være en familie. Om ens bagland, og hvad man har med sig i bagagen.

John og Eric er et homeseksuelt par, der bor sammen med deres adoptivdatter i Californien. Alt ånder fred og idyl, indtil Johns aldrende og demensramte far, Willis, kommer på besøg. Han er ikke den største hyggespreder, men snarere et surt, gammelt røvhul, der skaber sig og gør situationen endnu sværere. Willis har ellers selv spurgt om han må komme på besøg, så de kan sælge hans gård, men kan pludselig ikke huske spor. Demensen rammer hårdt og næsten endnu hårdere for John, som må have tålmodighed og stort overskud til at rumme hans far, som konstant sviner ham og alle sine nærmeste til.

Mortensen har skabt en film baseret på sine egne erfaringer og sine erindringer med sine egne forældre. Det står hurtigt klart at det handler om det forskellen mellem generationerne som Far, Willis og søn, John, kommer fra og hvilken tid de er blevet præget af. Via flashsbacks bliver vi som publikum langsomt klogere på John og Willis’ forhold, og ser den frustrerede far, der indser at hans søn er til det andet køn.

Man kan samtidig også mærke at det er en skuespiller bag roret på denne produktion. Det er en film, som giver meget plads til skuespillerne og deres præstationer. Lance Henriksen er i sit es som det sure røvhul, Willis, som kaster spydige kommentarer efter sig gennem hele filmen. Han giver den fuld gas og er det store højdepunkt i Falling.

Historien mangler dog i sidste ende en smule drive og det står ikke helt klart hvad den kære Viggo egentlig vil fortælle med filmen, selvom temaerne er tydelige. Men skuespilpræstationerne giver indtryk, og udover Henriksens tour de force-præstation, imponerer “den unge Willis”, Sverrir Gudnason, men også moren, Gwen, spillet af Hannah Gross. Begge leverer lavmælte, men intense indsatser, som unge forældre, med et forskelligt syn på at være forældre. Og så gør én særlig scene i slutningen af filmen voldsomt indtryk, så det for alvor kan mærkes. Her kommer alle frustrationer ud, fra både far og søn, så det for alvor kan mærkes.

Falling får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.