En Verden Udenfor

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: The Shawshank Redemption
Instruktør: Frank Darabonts
Produktionsår: 1994
Genre: Drama
Udkommer på blu-ray (genudgivelse) d. 9. januar 2020

Den gode historie

For et par år siden snakkede jeg med min fætter til en julefrokost. Han var frustreret. På de nyere films vegne.

Han mente ikke at der blev lavet film som i gamle dage. Med fokus på den gode historie.

Jeg forsvarede nutidens film, men kunne samtidig godt forstå ham. De originale, gammeldags fortællinger, med den gode historie i fokus, er efterhånden et sjældent syn.

Måske han er én af dem, der ligesom undertegnede, har sat Frank Darabonts nyklassiker ”En Verden Udenfor” på et hav af gange, både fra dengang den udkom på video, senere dvd og nu, blu-ray.

Hvis ikke den kan kategoriseres indenfor genren, den gode historie, så ved jeg ærligt talt ikke hvad hvilke film der ellers kan.

Filmen har den helt særlige ære at ligge nr. 1 på IMDB’s (Internet Movie Database) Top 250, over de bedste film i verden. En Verden Udenfor er altså, af hjemmesidens brugere, valgt før både amerikanske klassikere som ”The Godfather” fra 1972 og ”Casablanca” fra 1940.

Men er den så verdens bedste film?

Hvis jeg skal se på det objektivt, altså set lige opp fra, i et metaperspektiv, samt min egen personlige holdning til det, så er svaret umiddelbart, nej.

Den udfordrer ikke filmmediet nok, og er heller ikke kunstnerisk nok i dens udfoldelse.

Dens kritikere har i mange år været ude efter den med den begrundelse, at det blot er en pladder-romantisering af en Stephen King-roman og at det blot er en feel-good-film.

Men inden for kategorierne ”bromance” og ”feel-good”, er det én af verdens bedste.

Måske den allerbedste.

Filmen med den håbløse titel

I ”The Shawshank Redemption” (den håbløse originaltitel, som Morgan Freeman har været ude og fortælle, at den derfor havde svært ved at blive et hit tilbage i 1994) følger vi bankmanden Andy Dufresne (Tim Robbins i én af hans allerbedste roller) der på to livstidsdomme, kommer i fængsel for mordene på hans kone og hendes elsker. Han havner som en ”new fish” i Shawshank fængslet, hvor han hurtigt lærer den brutale verden bag murene at kende.

Han bliver dog også hurtigt venner med den, på det tidspunkt, allerede ”institutionaliserede” (et begreb som er afgørende for murenes betydning for fangerne) Ellis Boyd ”Red” Redding, som på dette tidspunkt allerede har afsonet 20 år af sin fængselsdom.

Hvad der kunne være endt som en lille, ligegyldig fængselsfilm, ender i instruktør Frank Dururants hænder som en stor, berigende filmoplevelse, der på sine 142 minutter perfekt balancer mellem det hårde og brutale fængselsunivers, og den naive og søde bromance mellem Robbins’ Dufresne og Freeman’s ”Red”, som med et overskyggende budskab løfter oplevelsen til én af de helt store: håb.

Selvom ”Red” i én af filmens mange, fantastiske scener udtrykker, så “kan håb drive en mand til vanvid”. Men som Dufresne modsvar er, så “er håb en god ting, måske den bedste ting nogensinde, og gode ting dør aldrig rigtigt”.

Dette er filmen i en nøddeskal: det er corny, men effektivt som bare fanden.

Filmen føles aldrig for lang. Den har ikke nogen unødvendige scener, og alle karakterer man bliver introduceret for, giver mening i forhold til historiens udvikling.

Udover de særlige karakterer, der enten er dumme svin (lige fra den brutale fængselskaptajn, Hadley og den modbydelige fængselsdirektør, Norton) eller vor gode helte i jumpsuits, ”Red”, Dufresne, Heywood, Tommy osv., er der selvfølgelig også den legendariske filmfotograf, Roger Deakins’ betagende og gudesmukke billeder. De er både majestætiske, grumme og æstetiske.  De bliver løftet endnu højere op af Thomas Newmans score, der giver billederne et løft til et endnu højere niveau.

Men prikken over i’et, er Morgan Freemans fortællerstemmer, som for alvor gjorde ham én af de allerstørste stjerner i Hollywood i midthalvfemserne. Dette var rollen, der gjorde ham verdenskendt og elsket for den særlige evne til at bruge sin rolige og behagelige ryst.

Han beviste én gang for alle, at han er verdensmester i at tage sit publikum i hænderne og guide dem til en bedre filmoplevelse. Uanset hvilke kvaliteter filmen så har.

Hvem kan glemme gyldne og legendariske sætninger, som:

He had a quiet way about him, a walk and a talk that just wasn’t normal around here. He strolled, like a man in a park without a care or a worry in the world, like he had on an invisible coat that would shield him from this place. Yeah, I think it would be fair to say… I liked Andy from the start. (Reds første indtryk af Andy)

og, ikke mindst:

I have no idea to this day what those two Italian ladies were singing about. Truth is, I don’t want to know. Some things are best left unsaid. I’d like to think they were singing about something so beautiful, it can’t be expressed in words, and makes your heart ache because of It. (….)It was like some beautiful bird flapped into our drab little cage and made those walls dissolve away, and for the briefest of moments, every last man in Shawshank felt free.(Reds reaktion på operamusikken, Andy sætter på højtalersystemet I fængslet).

Feel-good af allerbedste skuffe

Historien har et perfekt flow, hvor handlingen føles naturlig. Ingen scener føles ligegyldige og en naturlighed opstår i forhold til karaktererne, som har plads til at udvikle sig.

Når rulleteksterne ruller over skærmen, sidder man med et saligt smil på ens læber. Det gør man efter en fantastisk finale, også selvom man ser den for første eller tyvende gange. Tænk, hvor meget lort man skal kravle igennem (bogstaveligt talt) som menneske, for at lykken kan vende til sidst.

“En Verden Udenfor” er en feel-good-film af allerbedste skuffe, fyldt op med guldkorn så skarptskårne, som var de alle tyvstjålne fra Gajol pakkerne, proppet til randen med store livslektier, om at leve livet mens man har det, aldrig give op med at drømme og huske at håbet er det største, vi mennesker nogensinde vil have. Uanset hvilket fængsel, fysisk eller mentalt man befinder sig i.

En nymoderne klassiker man om hundrede år stadig vil synes er en fantastisk film, fordi den brillierer i alt hvad den gør, og vigtigst af alt, fordi at den har en enestående historie, som aldrig går af mode.

Ekstra Materiale: 2 korte, men interessante dokumentarer, Hope Springs Eternal at The Shawshank Redemption og Shawshank: The Redeeming Feauture, som på nostalgisk giver et fint indblik i fængselsfilmens verden. Udover dette, bl.a. interviews med Frank Duborant, Morgan Freeman og Tim Robbins i et talkshow, trailers af filmen og kommentarspor.

The Shawshank Redemption får 6/6:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Ekstra Materiale: 4:6:
🔨 🔨 🔨 🔨

 Tak til Pr Nordic

Seneste

Twisters

Nicolai har denne gang anmeldt den nye Twister-film, Twisters, som prøver at opgradere 90’er-klassikeren om adrenalinjunkier som jæger tornadoer. Lykkedes opgraderingen? Ikke helt, men dele af filmen redder den fra at blive en total katastrofe.

Gondola

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 gondolfører i en gregoriansk landsby, som bliver forelsket.

Det er en film uden nogen sagte ord og det er slet og ret, en af årets største filmiske fornøjelser, som er helt perfekt at opleve i biografen, i disse grå tider!

Godzilla x Kong: The New Empire (4k uhd)

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og René Buchtrup anmelder den her til hjemmebiografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Stand By Me

“So darling, darling stand by me”. Ja, teksten kender i jo godt, men hva’ med 80’er-filmen den nu stammer fra. Hvordan er den ved et gensyn her i 2024? Se med her hvor René fra Moviemaniac anmelder 4k-film igen.

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.