Originaltitel: Dune. Instruktør: Denis Villeneuve. År: 2021. Genre: Sci-fi, action, drama. Biografpremiere: d. 16. september 2021.
Covid-19 har påvirket verden. I den grad også filmbranchen.
For alle os passionerede filmnørder, er det den globale pandemis skyld, af de store biografpremierer er blevet udskudt på ubestemt tid. Èn af dem, er Denis Villeneuves længe ventede adaption af Frank Herberts kultklassiker, Dune (eller på dansk, Klit), som endelig rammer de danske biografer. Og den rammer med sådan en voldsom styrke og kraft, så man fuldstændig glemmer alt om mundbind, afstandskrav, hjemmeisolation og håndsprit, i to og en halv time.
Fransk-canadiske Villeneuve har siden sin gemmebrudsfilm, den barske og eminente, Nawals Hemmelighed (2010), været en ener i Hollywood. Hans måde at kombinere arthouse og mainstream, det stille, psykologiske drama, og det store, bombastiske spektakel, er spektakulær og vækker referencer til store mestre som Hitchcock og Spielberg. Han er kompromisløs og tør skabe værker, som ikke snakker sig selv og sine historier ihjel, men som i stedet bruger sine billeder til at skabe spænding og til at skabe en historie. Uden at der skal gå alt for megen selvhøjtidelighed og filmsnobberi i den, så kan Villeneuve som få, skabe lange passager i hans film, som på imponerende vis, indkapsler spænding, længsel, håb og drømme, i ordløse scener, hvor man undervejes må knibe sig i armen og huske at trække vejret, mens spændingen er konstant stigende. Mesterværkerne Blade Runner 2045 og Arrival er eksempler på dette, og her beviser Villeneuve at billeder kan sige mere end tusinde ord.
En anden nymoderne auteur, Christopher Nolan, snublede i hans jagt på den perfekte blockbuster med sidste års, Tenet, som endte som en flot, men vrøvlet forlæns og baglæns-historie, som i sidste ende brugte sine store armbevægelser til at dække over sine mangler.
Men hva’ så med Dune, tænker du sikkert? Klarer den så skærene?
Det vender jeg tilbage til lige om lidt.
I Herberts litterære univers foregår handlingen i år 10191, hvor hertugen, Duke Leto Artreides (Oscar Isaac) tager med hans hustru, eller rettere sagt, konkubine, Lady Jessica (Rebacca Ferguson), og søn. Paul (hovedrolleindehaver Timothée Chalamet) fra havplaneten Caladan, til ørkenplaneten Arrakis for at regere. Arrakis er også bedre kendt som planeten Dune, og er det eneste sted i galaksen, hvor det særlige krydderi, Melange, findes. Det særlige ved dette krydderi er, at det bl.a. kan forlænge ens levetid og give særlige kræfter, som at se ind i fremtiden.
Det er ikke kun hertugen der er interesseret i Dune og Melange, og snart indser Artreides, at baronen Harkonnen (Stellan Stargaard), som har sendt den adelige familie til ørkenplaneten, at han har skumle bagtanker bag denne pludselig flytning og da planeten pludselig bliver angrebet, må den hertugen og hans lille familie, tage nogle store og livsnødvendige beslutninger for at overleve. Fra starten af filmen plages og forfølges arvetageren til hertugen, den unge Paul, af skræmmende virkelige drømme,- om den golde planet, Dune, og en mystisk og forførende skikkelse, spillet af Zendaya, som prøver at fortælle ham noget. Men hvad er hendes budskab?
Samtidig har Paul lært sin mors hekseriske kunstner (hun er en del af Ben Gesserit søstrene), hvor han er ved at lære at styre og manipulere folks tanker. En slags “kraft”, der i den grad minder om noget George Lucas har fundet inspirerende, da han første gang stiftede bekendtskab med Herberts bøger, og efterfølgende kreerede Star Wars. Der er flere stående ligheder mellem Dune og Star Wars-universet, og igen er det vigtigt at huske på at førstenævnte altså kom først. Denne særlige kraft har stor betydning for Paul og hans færden i filmen, og noget af det meste interessante.
Villeneuve har også med Dune formået at skabe en enestående, visuel oplevelse. Han formår at skabe billeder, som indkapsler en helt særlig stemning. De mange ørkenbilleder, i farverne gul og brun, er varme og næsten ætsende hede at iagttage, men samtidig distancerende, skræmmende og næsten faretruende i deres udtryk. Det er Greg Fraser, der er fotografen bag, og hans arbejde her er kort sagt imponerende. Den tyske mesterkomponist, Hans Zimmer, er endnu engang med til at skabe stemning omkring den imponerende billedside, men har dog ikke samme pondus, som eksempelvis hans arbejde i Blade Runner 2045. Der prøves ellers ihærdigt at skabe en episk lydside, men dette kan den garvede tyske mester desværre ikke helt indfri denne gang.
Skuespillet virker upåklageligt over hele linen. Stjernefrøet Timothée Chalamet er i front, sammen med altid seværdige Isaac, som stolt og retfærdig far og retskaffen hertug, samt Fergusons portræt af en kvinde, som stoisk kæmper for beskyttelsen af sit barn. Deres præstationer er stærke og de gør hvad de kan for at skabe den emotionelle forbindelse mellem publikum, så det hele ikke bliver for koldt og distanceret.
Dune er en imponerende teknisk bedrift, med dygtige skuespillere i front, bjergtagende scenografi og aldeles flot cgi. Alligevel virker den en smule uforløst. Måske fordi man ikke for alvor mærker Villenuves særlige aftryk i filmen og fordi at filmen slutter der, hvor den for alvor bliver spændende. Uden at afsløre for meget, slutter den med sætningen: dette er kun begyndelsen.
Jeg krydser arme og ben for at Dune skovler nok penge ind i verdens biografer, så Warner Bros. giver grønt lys til en Part 2 af filmen. Efter signende har Villenuve hele tre film i støbeskeen. Sikke en episk forløsning det ikke kunne ende ud i. For Dune, Part 1, klarer da bestemt skærene, men et mesterværk er det denne gang ikke blevet til.
Dune får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
