Når Oscarakademiet gør sig dummere end de er.
Flere gange i historien, har Akademiet i Hollywood lavet de der utilgivelige, eklatante brølere.
Brølere der gør, at du sidder og tænker, at det kan sgu da ikke være rigtigt, der må være gået politik i den.
En ting er vores personlige smag. Det er sjældent jeg er rigtig tilfreds ved et Oscarshow, det er bare er spørgsmål om smag og behag.
En anden ting er, når det næsten bliver for åbenlyst, at der spiller andre ting ind, end kunstnerisk kvalitet.
Når der går politisk korrekthed i den, og det simpelthen er for tydeligt.
Når nogen får en trøste-Oscar!
Jeg kan næsten ikke være i mig selv af skam og irritation – her kigger jeg bl.a. på statuetterne til Scorsese, Pacino, DiCaprio, Julianne Moore og Colin Firth. De er uden skyld, men akademiet derimod… De har nok erkendt tidligere kæmpebrølere, og tænkt, nu skal det være, koste hvad det vil. Det er ikke godt nok, og det vidner endnu engang om, hvor åndssvagt og værdiløst showet er, set ud fra et kunstnerisk perspektiv.
Her får i de øjeblikke jeg gerne ville have været foruden. De øjeblikke, der har udvandet showet, og givet det den status det har idag.
Det er mine personlige øjeblikke, så der mangler med garanti nogle helt centrale for jer. Desuden er det primært film fra de sidste 30 år. Det er fra den periode jeg nok har set flest film.
Here goes:
20 Feet From Stardom vs. The Act Of Killing
(Oscar-uddelingen 2014)
Når de nu for en gangs skyld står med noget unikt i hænderne, så er det så meget mere ærgerligt, at de ikke honorerer og hylder det.
The Act Of Killing er en genistreg, der bare ikke vil slippe dig igen.
20 Feet From Stardom var til gengæld nærmest glemt inden filmen var slut.
Den er ikke decideret dårlig, men simpelthen intetsigende og klæg på den vamle måde.
Det er en katastrofe, at der ikke var nosser nok i akademiet. Jeg køber ærlig talt ikke den med, at de fleste skulle synes 20 Feet… er en bedre film. Jeg tror de så den som en oplagt vinder, da den både kunne please den gamle hvide garde, der i samme ombæring lige kunne pudse glorien i deres egen selvfedme, ved at tage netop denne film med de “glemte” sorte. Og jeg tror også, at de var lidt bange for valget af The Act Of Killing.
En kontroversiel dokumentarfilm, hvis take på det indonesiske styres folkemord i midten af 60’erne, er både genialt og meget modigt.
Uanset grunden, så er det en brøler af de helt store.
Daniel Day-Lewis (Lincoln) vs. Joaquin Phoenix (The Master)
(Oscar-uddelingen 2013)
En Oscar til Daniel Day-Lewis er til enhver tid helt fint med mig. Her i den jævnt kedelige Lincoln spiller han vanvittig godt, og kunne sagtens belønnes med en Oscar.
Problemet er ikke, at han ikke fortjener den, men derimod, at der var en anden det år, der fortjente den lidt mere, og var lige et kussehår bedre.
Til Oscar-uddelingen 2013 var han oppe imod mesteren, Joaquin Phoenix, der senest har imponeret stort i Joker.
Phoenix har sin vel nok bedste rolle nogensinde i The Master (Joker medregnet), og han burde altså have fået en Oscar for den præstation.
Han går fuldstændig i et med rollen som krigsveteranen Freddie Quell.
En mand der lider af traumer, depression, og et manglende ståsted i livet.
I den type rolle er Joaquin Phoenix på et helt andet niveau end alle andre – på nær én. Han kan som ingen anden kanalisere følelser ud til seeren, og hans mimik kan ændre narrativet i en film med et snuptag. Den eneste anden mandlige skuespiller der kan røre mig så dybt som Joaquin Phoenix er Daniel Day-Lewis, så dette er på sin vis giganternes kamp.
Roberto Benigni vs. Edward Norton
(Oscar-uddelingen 1999)
Jeg siger ikke, at Roberto Benigni ikke spiller godt, det gør jeg ikke! Jeg har desuden heller ikke sagt, at Livet Er Smukt ikke er en god film.
Derimod siger jeg, at både film og præstation er stærkt overvurderet. Et Holocaustdrama, der er syltet og marineret i feelgood og tralala, og toppet med en til tider ulideligt entusiastisk og skabet Roberto Benigni.
Som sagt: Ikke dårligt, men derimod bare vildt for meget.
Vi havde været bedre tjent med mindre – skru dog ned for charmen.
Lige ved siden af Benigni stod Edward Norton, der leverer en af mine yndlingsfilmpræstationer i mesterværket, American History X.
Hvordan kan et så stort fællesskab som Oscarakademiet overse en så unik præstation, som den Norton leverer?!? Det giver virkelig ikke nogen mening.
Edward Norton ER nynazisten Derek Vineyard. Skellet mellem skuespil og virkelighed er visket væk, og tilbage står en præstation ud over det sædvanlige.
Han er seriøst skræmmende og uhyggelig, men til trods for karakterens gennemførte utiltalende væsen, så formår han at give ham nogle menneskelige egenskaber. Også før hans omvendelse i fængslet. Filmens og Norton vinder enormt ved at vise grundlaget for den dybtliggende racisme i Derek Vineyard. Det giver mig en flig af sympati med manden.
Det er på mange måder en fremragende film, men den rykker et par niveauer op pga. hans mesterstykke i hovedrollen.
Ingen Oscar til Amy!
(Diverse Oscar-uddelinger fra 2006-2019)
Hvordan er det muligt, at Amy Adams ikke har fået en Oscar endnu?
Hvem styrer løjerne hos Akademiet, hvem skal man have en alvorstung snak med?
Der må satme sidde nogle folk med røde ører derovre, og bare kigge tilbage, og tage sig til hovedet…
Amy Adams er ikke bare en af de allerdygtigste skuespillere i en generation, der tæller navne som Joaquin Phoenix, Christian Bale og Leonardo DiCaprio. Nej hun er en af de dygtigste overhovedet – i hele filmhistorien. Hun kan det hele, og seks Oscar-nomineringer siger en del. Hun burde have fået statuetten for The Fighter og The Master – som minimum! Derudover har hun et hav af roller på CV’et, der fortjener massiv anerkendelse.
Hvis jeg var instruktør, så ville hun være første navn på blokken, uanset genren og manuskriptet. Er hun med, er alt andet sekundært.
Hendes navn på en filmplakat er nok til at jeg ser filmen.
Hævnen vs. Incendies
(Oscar-uddelingen 2011)
Hævnen er virkelig god. Den er faktisk fremragende, og har nogle helt vilde skuespilpræstationer.
De to drenge spiller så det brager. Kim Bodnia har sin mest ubehagelige rolle til dato. Trine Dyhrholm er….ja hun er jo altid virkelig god, og resten leverer også på øverste hylde.
Filmen rammer en fantastisk nerve, og er et godt studie i miljøskildringer. Den bevæger sig nogenlunde ubesværet rundt imellem socialrealisme, “krigsfilm” og familiedrama. Den gør det virkelig godt.
Den skulle bare ikke have vundet en Oscar for bedste udenlandske film.
Slet ikke!
Bevares, det var da dejligt med en dansk film som vinder, når nu ikke Akademiet formåede at honorere den bedste film i kategorien: Incendies/Nawal’s Hemmelighed.
Det er dælme en film der vil noget, og den tager os i bedste Oldboy og Seven stil med derud, hvor tingene næsten bliver for meget. Det er ondt og grumt, og i lighed med de to film, nævnt ovenfor, så indeholder den også et djævelsk twist, der føles som en hård mavepuster.
Det er stor filmkunst Denis Villeneuve disker op med, og den står stadig som hans bedste film i min bog.
Forrest Gump vs. Pulp Fiction
(Oscar-uddelingen 1995)
Oscar-statuetten til Forrest Gump for Bedste Film, er måske den mest sikre pris i prisuddelingens næsten hundredeårige historie.
Kæledæggen Tom Hanks spiller et småretarderet og lommefilosofisk sludrechatol, der pga. vatnissetendenser løber fra det hele. På den episke løbetur oprulles det moderne USA’s historie, Tom Hanks er en helt, og Oscarstatuetterne er sikre som ammen i kirken.
Forrest Gump hyldes blindt og uhæmmet, og det bryder jeg mig ikke om. Den er proppet med tarveligt sludder, som f.eks. “Life is a box of chocolate….” Ævl og kævl, der desværre giver en Oscar for bedste film.
Det er efterhånden ingen hemmelighed, at Pulp Fiction er min yndlingsfilm, så jeg har en lidt personlig aktie i den her.
Hvordan man kan forbigå noget så unikt og friskt, det er mig en gåde.
Pulp Fiction vendte det hele på hovedet, alt det vi tænkte om film, og hvordan de skulle laves. Tarantino tog røven på en hel filmverden, og det skulle han (og hele det fænomenale cast) belønnes for.
Den skulle uden tvivl have vundet for bedste film, i stedet for førnævnte Forrest Gumpetung.
Dette er det mest lysende eksempel på, at den bedste Oscarfilm vinder over den BEDSTE film. Den allerbedste film!!!
Jeg fristes til at kalde Oscarakademiet for nogle nosseløse får, uden format og mandsmod, men det er nu nok alligevel lige at stramme den….
Sean Penn vs. Mickey Rourke
(Oscar-uddelingen 2009)
Rygterne går på, at Akademiet egentlig havde Micky Rourke som favorit, men valgte at give den til Sean Penn, da man var nervøs for om Rourke ville sige eller gøre noget dumt på scenen.
Manden har også en broget fortid, men hey, det har Sean Penn da også – det er der et par journalister og fotografer med blodtud, der kan snakke med om…
Lad det være sagt: Sean Penn er fremragende som Harvey Milk. Han gør det forrygende, men han falder nok ind under den publikumsopfundne kategori med roller der er skræddersyet til de store priser. Der er den uskrevne regel om, at hvis du spiller en historisk amerikaner, en person med et handicap, eller homoseksuel, så er du som minimum sikret en Oscar-nominering. Kig engang på denne liste, der finder du alle tre kategorier.
Hvor meget man skal lægge i det ved jeg ikke, men der er nogle påfaldende eksempler.
Sean Penn er god. Der er ikke noget at komme efter der – han skulle bare ikke have haft en Oscar.
Mickey Rourke derimod, han burde virkelig have fået den, og hvor er det ærgerligt, at Akademiet så sjældent har øje for de mindre film i det store billede.
Han går i ét med rollen som den fallerede og udslukte wrestler. En rolle jeg rangerer iblandt de ti bedste nogensinde.
“I’m an old broken down piece of meat”
Han er fabelagtig, og jeg har den største respekt for denne præstation. Det er næsten overmenneskeligt.
Dances With Wolves vs. Goodfellas
(Oscar-uddelingen 1991)
Endnu en vaskeægte Oscarfilm.
Kevin Costner’s utrolig flotte storfilm, spiller på alle tangenter. Den er som skabt til det store lærred og den store lyd, og historien om den hvide mands klodsede og brovtende indtog i indianernes land er simpelthen godt håndværk. Det er en stor præstation af Costner.
Men er der dybde i filmen?
Nej ikke synderligt.
Det er visuelt gudesmukke tableauer der udgør filmen. Jeg nyder den hver eneste gang, men jeg synes ikke den er et sted, hvor bedste film skal komme på tale. Dertil mangler den for meget ift. historie og skuespil.
God og flot film, men der var en anden film det år, der uden tvivl og tøven skulle have vundet.
Martin Scorsese’s gangsterfilm, mesterværket Goodfellas bliver i filmhistorien kun overgået af Pulp Fiction. Det er en fejlfri film, der ingen svage øjeblikke har, og når Akademiet nu har at gøre med noget der er SÅ godt, så er det deres forbandede pligt at hylde og belønne det til op over begge ører.
Goodfellas glorificerer gangsterlivet, men piller det i samme ombæring fuldstændig fra hinanden, og viser et liv der ærlig talt ikke er meget værd at leve.
Skuespillet er fuldstændig sublimovits, og jeg er lige ved kalde Ray Liotta for filmens store højdepunkt.
….men okay, Joe Pesci gør det da også udmærket!
Crash (!!!)
Hvordan vandt det makværk overhovedet noget som helst? Hvorfor var den overhovedet nomineret?
Crash rammer mig ikke på nogen mulig måde. Den rører intet i mig.
Det er egentlig meget enkelt. Det er en rigtig Oscarfilm.
Det er lige før jeg vil kalde den for den værste film overhovedet.
Den prøver, men fejler totalt! Det er et imponerende cast Paul Haggis har samlet, men med et så forudsigeligt og klichéfyldt manuskript, har filmen ikke en chance.
Jeg føler filmen taler groft ned til mig, og jeg føler mig hensat til et uværdigt og fordummende stadie, når jeg ser den.
På den minimale plusside vil jeg fremhæve Matt Dillon, der – ærlig talt – er fremragende, samt Michael Peña, der også gør en god figur af sig.
Derudover er der intet at råbe hurra og juhuu for.
Crash er en skandale!
Vi runder af:
Husk på, at listen er personlig, så alle meninger og ytringer står for min egen regning, og jeg kan sagtens stå inde for dem alle.
….og jeg gider slet ikke komme ind på Shakespeare in Love vs. Saving Private Ryan/American History X!
Det er ganske enkelt utilgiveligt!
