Instruktør: Tea Lindeburg
År: 2021
Genre: Drama
Biografpremiere: 10/02
Jeg betegner ikke mig selv som værende kristen eller troende og jeg lever heller ikke i en tid, hvor det er særlig udbredt at være dette i Danmark.
Men engang var sidstnævnte ting dog ganske anderledes og dette er særligt af de ting, som Tea Lindeburgs debutfilm omhandler.
Du som er i himlen, er baseret på Marie Bregendahls “En dødsnat“, og alene titlen på denne bog, vidner om en ikke specielt munter film.
Filmen omhandler den 14-årige Lise der bor på en gård i slutningen af 1800-tallet, sammen med en masse søskende, en far og en mor der er højgravid og meget tæt på fødsel.
Lise står umiddelbart til at flytte væk fra gården og til at starte på skole, hvilket hendes mor ser som noget glædeligt, men hendes far ser dog dette som komplet meningsløst.
I forbindelse med Lises mors kommende fødsel, kommer hendes 2 kusiner på besøg og umiddelbart starter dagen normalt ud, med at Lise hygger omkring hendes søskende og 2 kusiner, men pludseligt går Lises mor i fødsel og så tager det hele en drejning, som ingen havde forudset.
Tea Lindeburg har overordnet skabt en film, som til en vis grad overrasker på flere punkter, i forhold til diverse form for stemninger.
Dette ses særligt i første halvdel af filmen, hvor vi bl.a. ser Lisa besøge en anden gård (for at udføre et ærinde af hendes far) og hvor hun ser en dreng der er forladt.
Da der ikke er nogen andre på gården end dem, beslutter Lisa sig for at de skal lave noget larm, hvilket de så gør. Til at starte med skabes larmen i smil, men pludseligt begynder smilene at stivne og så er morskaben og glæden forsvundet.
Dette går igen i flere scener af filmen og endda i en sådan grad, at der i en scene, hvor Lisa, hendes søster Helga og deres 2 kusiner starter med at snakke lystigt om noget, men (ligesom i sidstnævnte scene) så stivner smilene og da Helga lige lukker en latter ud, siger den ene af kusinerne; hvorfor griner du?
Samtidig, har Tea Lindeburg også lavet en meget realistisk film, i forhold til den tidsperiode som filmen skildrer.
Fordi, dengang var sådan noget som høsten, uhyre vigtigt at få i hus og som sagt var troen på gud, i den grad også noget som lå dybt i folks bevidsthed, hvilket bl.a. kunne betyde at hvis noget gik godt eller dårligt, kunne folk anse det som værende enten guds velsignelse eller guds straf.
Sidstnævnte ting er særligt noget der kommer fokus på i denne film og noget som på alle måder sætter tvivl hos flere af karaktererne og navnlig Lise som hurtigt begynder at kæmpe med at forstå hvorfor tingene sker.
Alt dette er smukt instrueret af Tea Lindeburg, som i den grad har formået at skabe instruerer en dansk film som ikke rigtig minder om nogen anden dansk film i nyere tid og som på visse punkter, sågar kan minde om noget fra Carl Th. Dreyer, i forhold til hvor klart tidsperioden er ramt og hvordan troen på gud behandles i filmen.
Noget som i den grad også skal roses, er filmen skuespil.
Filmens primære fokus er hos børnene (Lisa, hendes søskende og de 2 kusiner) og skønt der bestemt ikke er tale om nogen børnevenlig film, så er var jeg dog virkelig imponeret over de unges skuespil, fordi det simpelthen føles så ekstremt naturligt, i forhold til hvordan de leger, snakker og håndtere filmens store alvor.
Der er dog lige netop 1 af børnene og decideret 1 af karaktererne som er i fokus gennem hele filmen og det er Lisa som spilles af Flora Ofelia Hofmann Lindahl.
Flora Ofelia startede faktisk med at vinde MGP tilbage i 2015, men gik siden videre til filmens verden og fik et enormt gennembrud i DR-serien Ulven Kommer.
Dette er hendes første film-hovedrolle og man kan allerede nu godt gøre næste års Robert & Bodil-pris klar, fordi hendes præstation er slet og ret, spektakulær!
Flora Ofelia formår på alle måder at give liv til en af de mest komplekse kvindelige karakterer i dansk film i nyere tid, fordi Lisa skal både forsat fremstå som værende barn og have lyst til at lave sjov, men skal samtidig også stå som den voksne når hun er alene sammen med sine søskende.
Disse komplekse følelser, stråler smukt igennem Flora Ofelias ansigtsudtryk og navnlig hendes øjne fortæller meget i scenerne, hvor hun er helt tom for ord.
Noget andet som i den grad også skal roses massivt, er filmens lyddesign.
Fordi, skønt der er lidt underlægningsmusik i filmen, så er det dog virkelig lidt og det er særligt her at Peter Albrechtsen kommer ind i billedet.
Fordi han formår simpelthen at få filmen til at lyde dybt autentisk, som i hvordan det måtte have lydt, hvis man levede i filmens tidsperiode.
Lydene af knirkende gulve og inventar, fugle der kvidrer, halmstrå der blæser og tordenvejr der rusker i husene, er virkelig noget som sætter én direkte ind i filmens virkelighed og noget som samtidig også gør filmen enorm sanselig, da man virkelig kan føle alt omkring karaktererne.
Kameraarbejdet af Marcel Zyskind er også fantastisk, da den særligt er med til at skabe en enorm intimitet, med dens konstante fokus på Flora Ofelia og samtidig skaber den også virkelig billeder der bliver hos én.
Alt i alt, stråler Du som er i Himlen, som en stor dansk film, der utvivlsomt vil blive hos mange som ser den og som i den grad er tankevækkende og en ordentlig mavepuster i hjertet og sjælen.
