Instruktør: Ethan Coen
År: 2024
Genre: Komedie
90’erne er på mange måder et spøjst og virkelig interessant film-årti når man kigger tilbage med 2020’erne brillerne på. Det var et årti fyldt med kæmpe blockbuster-mesterstykker, grandiøse i skala, samt en tid hvor postmodernismen for alvor begyndte at udfolde sig i filmkunsten alt imens at digitaliseringen af mediet langsomt kom krybende. Og midt i alt dette stod et brødrepar, som på deres helt egen finurlige måde formåede at fortælle højst originale historier samtidig med at indkapsle en stor del af den amerikanske ånd.
Siden da har brødrenes (Coen-brødrene hvis der skulle herske en tvivl) stil næsten ændret sig ligeså meget som mediet selv og er om noget blevet endnu mere eksperimenterende og som succesen lige så stille er vokset gennem årene har de også bevæget sig væk fra b-films æstetikken som prægede tidlige værker. De er sågar også begyndt at eksperimentere med at lave film hver for sig(!), som senest kom til udtryk, da Joel Coen lavede Tragedy og Macbeth (2021).
Denne gang er det imidlertid den yngre bror Ethan, der har indledt sit eget lille solo-projekt, nemlig med Drive-Away Dolls. Og Drive-Away Dolls er på mange måder en tilbagevenden til vintage 90’er-Coen. Ja, lad mig bare starte med at fremhæve at filmen foregår i 1999 og i klassisk The Big Lebowski-stil bliver vores hovedkarakter ved et tilfældigt sammentræf inddraget i et finurligt og til tider enormt fjollet gangster-plot.
I Drive-Away Dolls tilfælde er vores hovedkarakter den unge Marian (Geraldine Viswanathan), der sammen med veninden/love-interesten Jaimie lejer en såkaldt “drive-away car”, som de skal køre til Tallahassee, Florida. Det er så her det klassiske coenske forvekslings-twist kommer, for den bil de får udleveret var i stedet tiltænkt to kriminelle typer (spillet af Joey Slotnick og C.J Wilson) og indeholder en højst eftertragtet kuffert.
Strukturelt er filmen fortalt som en ganske klassisk road-movie, som vi kender den, og selvom at plottet omkring kufferten både er originalt og finurligt, er filmens klare fokus og højdepunkt forholdet og kontrasten mellem de to hovedkarakterer Marian og Jaimie. Især Geraldine Viswanathans portrættering af den seksuelt tilbageholdende og alvorlige Marian er for mig et højdepunkt i filmen, det tog mig dog lidt tid at købe Margaret Qualleys Jaimie karakter, der er den komplette modpol til Marian. Dette skyldes formentlig også at Qualley har fået de sværeste replikleveringer, sammen med en tyk texansk dialekt, som for mig blev lidt mere forstyrrende end reelt komisk. Det er dog vil jeg mene også tydeligt at Qualleys karakter skal være den for seeren mest komiske, men jeg endte faktisk med at grine mere af Marian-karakterens mere deadpan reaktioner på den absurde udfoldelse af plottet undervejs. Men det er klart at filmen står og falder ved hvorvidt man køber sig ind på kemien de to imellem, lidt ligesom tilfældet er det i eksempelvis Thelma and Louise. Og selvom de to måske ikke helt når op i Geena Davies og Susan Sarandon-ligaen, fandt jeg stadig en fornøjelse i at følge dem.
Det er netop på grund af den fine kemi mellem de hovedkarakterer at jeg vil mene at filmen er stærkest i sine to første akter, hvor den desværre taber pusten en kende når katten ryger ud af sækken til sidst og mystikken går af ballonen. Men det er som for det meste når vi har at gøre med en film af en coen-bror, et virkeligt originalt og finurligt miljø og univers filmen er sat i og en fin opdatering af den klassiske 90’er coenske stil til filmbilledet anno 2024.
For lidt ligesom 90’erne var fyldt med store episke blockbustere, samt originale værker der udfordrede mediets kunstneriske rammer, kan man drage en parallel til filmverdenen i dag. Og midt i det hele står de to brødre stadig, måske lidt mere splittet end før, men trods alt stadig til at bidrage med deres originale værker og det må Drive-Away Dolls i den grad også siges at være og trods den måske ikke finder plads i toppen af brødrenes katalog rent kvalitetsmæssigt, er det stadig en fornøjelse at endnu en gang kunne dykke ned i et finurligt coen-univers.
