Drive-Away Dolls

Picture of Louis Bess

Louis Bess

Instruktør: Ethan Coen
År: 2024
Genre: Komedie

90’erne er på mange måder et spøjst og virkelig interessant film-årti når man kigger tilbage med 2020’erne brillerne på. Det var et årti fyldt med kæmpe blockbuster-mesterstykker, grandiøse i skala, samt en tid hvor postmodernismen for alvor begyndte at udfolde sig i filmkunsten alt imens at digitaliseringen af mediet langsomt kom krybende. Og midt i alt dette stod et brødrepar, som på deres helt egen finurlige måde formåede at fortælle højst originale historier samtidig med at indkapsle en stor del af den amerikanske ånd.

Siden da har brødrenes (Coen-brødrene hvis der skulle herske en tvivl) stil næsten ændret sig ligeså meget som mediet selv og er om noget blevet endnu mere eksperimenterende og som succesen lige så stille er vokset gennem årene har de også bevæget sig væk fra b-films æstetikken som prægede tidlige værker.  De er sågar også begyndt at eksperimentere med at lave film hver for sig(!), som senest kom til udtryk, da Joel Coen lavede Tragedy og Macbeth (2021).

Denne gang er det imidlertid den yngre bror Ethan, der har indledt sit eget lille solo-projekt, nemlig med Drive-Away Dolls. Og Drive-Away Dolls er på mange måder en tilbagevenden til vintage 90’er-Coen. Ja, lad mig bare starte med at fremhæve at filmen foregår i 1999 og i klassisk The Big Lebowski-stil bliver vores hovedkarakter ved et tilfældigt sammentræf inddraget i et finurligt og til tider enormt fjollet gangster-plot.

I Drive-Away Dolls tilfælde er vores hovedkarakter den unge Marian (Geraldine Viswanathan), der sammen med veninden/love-interesten Jaimie lejer en såkaldt “drive-away car”, som de skal køre til Tallahassee, Florida. Det er så her det klassiske coenske forvekslings-twist kommer, for den bil de får udleveret var i stedet tiltænkt to kriminelle typer (spillet af Joey Slotnick og C.J Wilson) og indeholder en højst eftertragtet kuffert.

Strukturelt er filmen fortalt som en ganske klassisk road-movie, som vi kender den, og selvom at plottet omkring kufferten både er originalt og finurligt, er filmens klare fokus og højdepunkt forholdet og kontrasten mellem de to hovedkarakterer Marian og Jaimie. Især Geraldine Viswanathans portrættering af den seksuelt tilbageholdende og alvorlige Marian er for mig et højdepunkt i filmen, det tog mig dog lidt tid at købe Margaret Qualleys Jaimie karakter, der er den komplette modpol til Marian. Dette skyldes formentlig også at Qualley har fået de sværeste replikleveringer, sammen med en tyk texansk dialekt, som for mig blev lidt mere forstyrrende end reelt komisk. Det er dog vil jeg mene også tydeligt at Qualleys karakter skal være den for seeren mest komiske, men jeg endte faktisk med at grine mere af Marian-karakterens mere deadpan reaktioner på den absurde udfoldelse af plottet undervejs. Men det er klart at filmen står og falder ved hvorvidt man køber sig ind på kemien de to imellem, lidt ligesom tilfældet er det i eksempelvis Thelma and Louise. Og selvom de to måske ikke helt når op i Geena Davies og Susan Sarandon-ligaen, fandt jeg stadig en fornøjelse i at følge dem.

Det er netop på grund af den fine kemi mellem de hovedkarakterer at jeg vil mene at filmen er stærkest i sine to første akter, hvor den desværre taber pusten en kende når katten ryger ud af sækken til sidst og mystikken går af ballonen. Men det er som for det meste når vi har at gøre med en film af en coen-bror, et virkeligt originalt og finurligt miljø og univers filmen er sat i og en fin opdatering af den klassiske 90’er coenske stil til filmbilledet anno 2024.

For lidt ligesom 90’erne var fyldt med store episke blockbustere, samt originale værker der udfordrede mediets kunstneriske rammer, kan man drage en parallel til filmverdenen i dag. Og midt i det hele står de to brødre stadig, måske lidt mere splittet end før, men trods alt stadig til at bidrage med deres originale værker og det må Drive-Away Dolls i den grad også siges at være og trods den måske ikke finder plads i toppen af brødrenes katalog rent kvalitetsmæssigt, er det stadig en fornøjelse at endnu en gang kunne dykke ned i et finurligt coen-univers.

Drive-Away Dolls får 4/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨

Seneste

Twisters

Nicolai har denne gang anmeldt den nye Twister-film, Twisters, som prøver at opgradere 90’er-klassikeren om adrenalinjunkier som jæger tornadoer. Lykkedes opgraderingen? Ikke helt, men dele af filmen redder den fra at blive en total katastrofe.

Gondola

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 gondolfører i en gregoriansk landsby, som bliver forelsket.

Det er en film uden nogen sagte ord og det er slet og ret, en af årets største filmiske fornøjelser, som er helt perfekt at opleve i biografen, i disse grå tider!

Godzilla x Kong: The New Empire (4k uhd)

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og René Buchtrup anmelder den her til hjemmebiografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Stand By Me

“So darling, darling stand by me”. Ja, teksten kender i jo godt, men hva’ med 80’er-filmen den nu stammer fra. Hvordan er den ved et gensyn her i 2024? Se med her hvor René fra Moviemaniac anmelder 4k-film igen.

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.