Originaltitel: Song For a Raggy Boy. Produktionsår: 2003. Instruktør: Aisling Walsh.
Filmen kan bl.a. streames på Youtube.com eller købes brugt på dvd.
Jeg fik efter at have lavet listen med oversete perler, virkelig lyst til at se denne film igen.
Min anbefaling til jer er simpel:
SE DENNE FILM!
– men mærk jer mine ord: Dette er IKKE feel good.
Dette er vaskeægte og ubarmhjertig socialrealisme!
Jeg spurgte mig selv flere gange undervejs, “hvorfor dog”.
Den er bare så led og ubehagelig.
Den viser den iboende ondskab hos os mennesker. En ondskab, der hos de fleste af os ligger som en latent mekanisme, der aldrig – eller ihvertfald utrolig sjældent – kommer op til overfladen, men som hos andre springer frem konstant.
Mit spørgsmål til mig selv er så, som sagt, “hvorfor”?
Hvorfor svælge i det?
Hvorfor egentlig udsætte mig selv for igen at gennemgå noget så barskt og ubehageligt?
Havde filmen kun vist modbydelighederne, og ikke de små strejf af håb og forløsning, så havde det været for meget. Men heldigvis får vi små åndehuller af godhed og ja, håb.
Filmen foregår på en streng katolsk reformationsskole for forældreløse drenge i Irland, 1939.
Vi følger William Franklin (fabelagtigt spillet af Aidan Quinn), som er ny lærer på skolen.
Der hersker streng disciplin, og ubøjelige regler.
Franklin ser drengene som de stakkels skræmte børn de nu engang er, og giver dem noget de aldrig har prøvet før; kærlighed og omsorg.
Han er venlig, respektfuld og også bestemt, og han viser dem at uanset deres opførsel og dumheder, så er han der for dem.
“Jeg vil jer uanset hvad”.
Han kommer flere gange til kort overfor drengene – specielt hans “favoritelev”, Liam Mercier – når de udfordrer hans tålmodighed og grænser.
De er vant til at voksne mennesker, og især mænd, betyder fysisk afstraffelse.
Franklin’ måde at gøre tingene på er derfor ny og fremmed for dem, og de ved ikke altid hvordan de skal håndtere det.
Franklin bruger aldrig vold!
Han trænger igennem til dem alle, på sin meget humane facon, men han skal kæmpe internt med overlæreren, den sadistiske Broder John – Franklin’ diametrale modsætning.
Han mener modsat Franklin, at man skal tugte drengene til lydighed.
Lydighed igennem frygt og sadistisk afstraffelse.
Han er et ondskabsfuldt og sølle svin af et menneske, der nyder sin uindskrænkede magt over drengene.
Der er nogle meget voldsomme scener i filmen, og jeg mindes ikke at have set en film, der er mere brutal og direkte end denne.
Deres interne kampe udvikler sig fra psykisk terror, til regulær vold.
Broder John er fuldstændig fabelagtigt spillet af Ian Glenn, som mange af jer sikkert kender som Daenerys Targaryan’ trofaste og godhjertede væbner Jorah Mormont i Game Of Thrones. To roller, så langt fra hinanden man overhovedet kan komme.
Udover Broder John, skal Franklin også kæmpe imod flere kollegaers seksuelle misbrug af nogle af de unge drenge.
Hans gnist og vilje overfor drengene, giver dem et holdepunkt i livet, men er det nok?
Kan Franklin stoppe den uundgåelige tragedie?
Drengene Fra Skt. Judes er virkelig barsk og led at komme igennem, men den er altså det hele værd, og dybt tankevækkende.
Det er en dyster, og ubehagelig udgave af Dead Poets Society – uden den lune Robin Williams.
En blanding af Kongen Av Bastoy, Tyrannosaur og Dead Mans Shoes, om man vil.
Filmen er autentisk, hvilket er det værste af det hele.
Jeg tænkte flere gange, at det sgu da ikke kan passe, at man kan behandle børn sådan. Det er simpelthen over min fatteevne!
….også er det sgu sket i virkeligheden.
Til trods for alt dette elendighed, så er det en virkelig god film!
Den er faktisk meget mere end det, og jeg tøver sådan set ikke med at kalde den for et lille mesterværk.
Bliv en oplevelse rigere, og se Drengene Fra Sankt Judes/Song For A Raggy Boy.
