Django Unchained

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Django Unchained

Instruktør: Quentin Tarantino

År: 2012

Genre: (spaghetti)western, action

En sort mand står med en alvorlig mine på, i sit mærkværdige blå sæt tøj, og sigter en lille pistol mod en hvid mand og siger ordene med ironisk distance: “I love the way you die, Boy”.

Dette kan kun finde sted i en Tarantino-film. Selvfølgelig er dette en scene fra hans fantastisk underholdende spaghetti-western, Django Unchained, hvor den tidligere slave, men nu frie mand, Django (spillet af Jamie Foxx), tager hævn på en tidligere bøddel. Og så får han oven i købet pengene for at slå ham ihjel.

Han er nemlig blevet “bounty hunter” i selskab med den tyske tandlæge, Dr. King Schultz, som ikke er kommet til landet for at for at rode i beskidte munde, men i stedet at jagte eftersøgte forbrydere, og hente dem ind på “kontoret”. Dead or alive.

Den noget usikre, unge mand, Django, forbløffes i starten af filmen over tyskerens varme og venlighed. Man kan tydeligt mærke en rørt mand, der pludselig har fået håb, da han sidder med et krus øl i hånden på en saloon og kigger forundret på den, mens skummet langsomt rammer hans overlæbe og overskæg. Men snart finder han ro, selvtillid og overskud, da Schultz opdager hans dødbringende talent, og de laver en aftale: hvis Django hjælper Schultz indtil foråret med hans “bounty-business”, tager de ud og køber Djangos kone, Broomhilda fri fra plantageejeren, Calvin Candie.

Med tydelig inspiration fra bl.a. Sergio Leones støvede westerns, samt kultfilmen Django, Vestens Hævner fra 1966, sparker Tarantino døren ind med så voldsomt kraft og overskud, så man ikke kan andet end klappe sig selv i hænderne af bare begejstring. 165 minutter kan virke som lang tid, men i selskab med mesteren, samt hans elitetrup af skuespillere, et eminent og skarpt skåret manus og en særdeles veloplagt soundtrack, kan det faktisk ikke blive meget bedre.

Kun én i filmbranchen kan kreere et værk, som tager det tunge slavetema, og kombinerer det med kækt hævndrama, med et kæmpe glimt i øjet. Det ene øjeblik sætter han den alvorlige ramme med en slave der bliver bidt ihjel af et par bidske køtere. En scene, der gør ondt og gør indtryk. På et andet tidspunkt tager han stygt pis med Ku Klux Klan, som i deres lynchstemning kommer farende på hest, men som stopper brat, da de intet kan se ud af deres hvide hætter. Øjenhullerne er simpelthen klippet for dårligt og sjusket ud.

Instruktør Spike Lee fortalte op til premieren på filmen, tilbage i 2012, at han nægtede at se filmen. Om det var fordi at N-ordet, bliver brugt over 100 gange i filmen, eller det var fordi han troede at en hvid mand gjorde nar af den største skamplet i Amerikas historie, slaveriet, vides ikke. Men Tarantino giver jo netop den sorte mand retfærdighed og hævn, så man sidder og jubler på Django i biografen (ja, nu er det så hjemmebiografen). I det hele taget kan man sige at Tarantino udlever hans egen form for retfærdig og ændrer på verdenshistorien: I Django Unchained giver den sorte mand oprejsning for slaveriet, og i hans film fra 2009, Inglourious Basterds dræber han Hitler og stopper 2. verdenskrig.

Makkerparret Jamie Foxx og Christoph Waltz (sidstnævnte fik fortjent en Oscar for denne rolle) har en fantastisk dynamik sammen, og er lige dele cool as ice og lynhurtige skarpskytter, og samtidig sympatiske og karismatiske individer, man ikke kan andet end at holde af. Leonardo Dicaprio sprudler som den excentriske plantageejer, som bl.a. leverer en skræmmende brandtale af dimensioner, da han snakker om “det underdanige menneske” og måler og vejer et kranium. Man kan tydeligt mærke at han hygger sig i rollen som sofistikeret, dumt svin, og vi er så langt væk fra hans Titanic-dage, som man overhovedet kan forstille sig. Og lad os ikke glemme Samuel L. Jackson, som leverer sin sjoveste præstation i en Tarantino-film til dato, i rollen som butleren Stephen på Candies plantage. Klædt ud som om han var mindst 80 år gammel, med dårlige knæ og dårlig hørelse, griner han på bedste kysse-røv-manerer med på alt hvad Candie siger.

På lydsiden er Tarantino (igen) i topform, og blander legene let tonerne af både John Legend, 2-Pac, James Brown og RZA. Men der er også plads til kendingsmelodien fra den gamle Django-film, og Rocky Roberts og Luis Bacolovs “gamle traver” passer perfekt ind i det filmiske univers som mesteren har stillet op.

Blodet sprøjter og splatter, og hævnen er sød til sidst. Uden at spoile for meget (du har vel set den? Ellers stop læsningen og se filmen på Netflix, NU!) så redder Django både sin kone, han får sin hævn og i det hele taget redder han dagen. Det er kulørt, det er vulgært, det er voldsomt og det er kort sagt bare helt vidunderligt. Tarantino har ikke blot kreeret hans mest underholdende film, han har også levet den mest underholdende western til dato.

Django Unchained får 6/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

The Room Next Door

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 veninder der pludselig møder hinanden igen efter et længere fravær og som er der meget for hinanden, imens den ene ligger for døden.

Trap (4k UHD)

M. Night Shyamalan er tilbage… denne gang med en rendyrket konceptfilm, om en seriemorder, som skal flygte fra et spillested…
Josh Hartnett har sin bedste rolle i mange år og han er grunden til at filmen er seværdig.
René Buchtrup anmelder thrilleren Trap lige her, som netop er udkommet på 4k ultra blu-ray.

The Witches

I anledning af halloween, har Nicolai et bud på en gyserfilmen, The Witches, der er tilpas mørk, tilpas gyset og ligeledes tilpas morsom, til at nærmest hele familien, kan nyde at se filmen, om en ung dreng der tager kampen om mod nogle grumme hekse.

The Shawshank Redemption

Andreas har genset The Shawshank Redemption.

En rigtig god film, der dog både er overvurderet og relativt ufarlig. Du får ikke ar på sjælen af at se den, men du er godt underholdt alligevel.

God fornøjelse

We Live in Time

Nicolai har denne gang set et decideret mesterværk af en kærlighedshistorie om 2 mennesker der pludseligt mødes og dernæst både møder stor kærlighed og sorg og glæde.

The Apprentice

Nicolai har denne gang anmeldt en film om ingen ringere end Donald Trump og hans rejse mod storhed.

Og i forhold til en film om en mand, der går fra at besidde lidt, til at besidde meget, så er der tale om en meget underholdene og meget interessant film om en meget kontroversiel person.