Django Unchained

René

René

Originaltitel: Django Unchained

Instruktør: Quentin Tarantino

År: 2012

Genre: (spaghetti)western, action

En sort mand står med en alvorlig mine på, i sit mærkværdige blå sæt tøj, og sigter en lille pistol mod en hvid mand og siger ordene med ironisk distance: “I love the way you die, Boy”.

Dette kan kun finde sted i en Tarantino-film. Selvfølgelig er dette en scene fra hans fantastisk underholdende spaghetti-western, Django Unchained, hvor den tidligere slave, men nu frie mand, Django (spillet af Jamie Foxx), tager hævn på en tidligere bøddel. Og så får han oven i købet pengene for at slå ham ihjel.

Han er nemlig blevet “bounty hunter” i selskab med den tyske tandlæge, Dr. King Schultz, som ikke er kommet til landet for at for at rode i beskidte munde, men i stedet at jagte eftersøgte forbrydere, og hente dem ind på “kontoret”. Dead or alive.

Den noget usikre, unge mand, Django, forbløffes i starten af filmen over tyskerens varme og venlighed. Man kan tydeligt mærke en rørt mand, der pludselig har fået håb, da han sidder med et krus øl i hånden på en saloon og kigger forundret på den, mens skummet langsomt rammer hans overlæbe og overskæg. Men snart finder han ro, selvtillid og overskud, da Schultz opdager hans dødbringende talent, og de laver en aftale: hvis Django hjælper Schultz indtil foråret med hans “bounty-business”, tager de ud og køber Djangos kone, Broomhilda fri fra plantageejeren, Calvin Candie.

Med tydelig inspiration fra bl.a. Sergio Leones støvede westerns, samt kultfilmen Django, Vestens Hævner fra 1966, sparker Tarantino døren ind med så voldsomt kraft og overskud, så man ikke kan andet end klappe sig selv i hænderne af bare begejstring. 165 minutter kan virke som lang tid, men i selskab med mesteren, samt hans elitetrup af skuespillere, et eminent og skarpt skåret manus og en særdeles veloplagt soundtrack, kan det faktisk ikke blive meget bedre.

Kun én i filmbranchen kan kreere et værk, som tager det tunge slavetema, og kombinerer det med kækt hævndrama, med et kæmpe glimt i øjet. Det ene øjeblik sætter han den alvorlige ramme med en slave der bliver bidt ihjel af et par bidske køtere. En scene, der gør ondt og gør indtryk. På et andet tidspunkt tager han stygt pis med Ku Klux Klan, som i deres lynchstemning kommer farende på hest, men som stopper brat, da de intet kan se ud af deres hvide hætter. Øjenhullerne er simpelthen klippet for dårligt og sjusket ud.

Instruktør Spike Lee fortalte op til premieren på filmen, tilbage i 2012, at han nægtede at se filmen. Om det var fordi at N-ordet, bliver brugt over 100 gange i filmen, eller det var fordi han troede at en hvid mand gjorde nar af den største skamplet i Amerikas historie, slaveriet, vides ikke. Men Tarantino giver jo netop den sorte mand retfærdighed og hævn, så man sidder og jubler på Django i biografen (ja, nu er det så hjemmebiografen). I det hele taget kan man sige at Tarantino udlever hans egen form for retfærdig og ændrer på verdenshistorien: I Django Unchained giver den sorte mand oprejsning for slaveriet, og i hans film fra 2009, Inglourious Basterds dræber han Hitler og stopper 2. verdenskrig.

Makkerparret Jamie Foxx og Christoph Waltz (sidstnævnte fik fortjent en Oscar for denne rolle) har en fantastisk dynamik sammen, og er lige dele cool as ice og lynhurtige skarpskytter, og samtidig sympatiske og karismatiske individer, man ikke kan andet end at holde af. Leonardo Dicaprio sprudler som den excentriske plantageejer, som bl.a. leverer en skræmmende brandtale af dimensioner, da han snakker om “det underdanige menneske” og måler og vejer et kranium. Man kan tydeligt mærke at han hygger sig i rollen som sofistikeret, dumt svin, og vi er så langt væk fra hans Titanic-dage, som man overhovedet kan forstille sig. Og lad os ikke glemme Samuel L. Jackson, som leverer sin sjoveste præstation i en Tarantino-film til dato, i rollen som butleren Stephen på Candies plantage. Klædt ud som om han var mindst 80 år gammel, med dårlige knæ og dårlig hørelse, griner han på bedste kysse-røv-manerer med på alt hvad Candie siger.

På lydsiden er Tarantino (igen) i topform, og blander legene let tonerne af både John Legend, 2-Pac, James Brown og RZA. Men der er også plads til kendingsmelodien fra den gamle Django-film, og Rocky Roberts og Luis Bacolovs “gamle traver” passer perfekt ind i det filmiske univers som mesteren har stillet op.

Blodet sprøjter og splatter, og hævnen er sød til sidst. Uden at spoile for meget (du har vel set den? Ellers stop læsningen og se filmen på Netflix, NU!) så redder Django både sin kone, han får sin hævn og i det hele taget redder han dagen. Det er kulørt, det er vulgært, det er voldsomt og det er kort sagt bare helt vidunderligt. Tarantino har ikke blot kreeret hans mest underholdende film, han har også levet den mest underholdende western til dato.

Django Unchained får 6/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!