Django Unchained

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Django Unchained

Instruktør: Quentin Tarantino

År: 2012

Genre: (spaghetti)western, action

En sort mand står med en alvorlig mine på, i sit mærkværdige blå sæt tøj, og sigter en lille pistol mod en hvid mand og siger ordene med ironisk distance: “I love the way you die, Boy”.

Dette kan kun finde sted i en Tarantino-film. Selvfølgelig er dette en scene fra hans fantastisk underholdende spaghetti-western, Django Unchained, hvor den tidligere slave, men nu frie mand, Django (spillet af Jamie Foxx), tager hævn på en tidligere bøddel. Og så får han oven i købet pengene for at slå ham ihjel.

Han er nemlig blevet “bounty hunter” i selskab med den tyske tandlæge, Dr. King Schultz, som ikke er kommet til landet for at for at rode i beskidte munde, men i stedet at jagte eftersøgte forbrydere, og hente dem ind på “kontoret”. Dead or alive.

Den noget usikre, unge mand, Django, forbløffes i starten af filmen over tyskerens varme og venlighed. Man kan tydeligt mærke en rørt mand, der pludselig har fået håb, da han sidder med et krus øl i hånden på en saloon og kigger forundret på den, mens skummet langsomt rammer hans overlæbe og overskæg. Men snart finder han ro, selvtillid og overskud, da Schultz opdager hans dødbringende talent, og de laver en aftale: hvis Django hjælper Schultz indtil foråret med hans “bounty-business”, tager de ud og køber Djangos kone, Broomhilda fri fra plantageejeren, Calvin Candie.

Med tydelig inspiration fra bl.a. Sergio Leones støvede westerns, samt kultfilmen Django, Vestens Hævner fra 1966, sparker Tarantino døren ind med så voldsomt kraft og overskud, så man ikke kan andet end klappe sig selv i hænderne af bare begejstring. 165 minutter kan virke som lang tid, men i selskab med mesteren, samt hans elitetrup af skuespillere, et eminent og skarpt skåret manus og en særdeles veloplagt soundtrack, kan det faktisk ikke blive meget bedre.

Kun én i filmbranchen kan kreere et værk, som tager det tunge slavetema, og kombinerer det med kækt hævndrama, med et kæmpe glimt i øjet. Det ene øjeblik sætter han den alvorlige ramme med en slave der bliver bidt ihjel af et par bidske køtere. En scene, der gør ondt og gør indtryk. På et andet tidspunkt tager han stygt pis med Ku Klux Klan, som i deres lynchstemning kommer farende på hest, men som stopper brat, da de intet kan se ud af deres hvide hætter. Øjenhullerne er simpelthen klippet for dårligt og sjusket ud.

Instruktør Spike Lee fortalte op til premieren på filmen, tilbage i 2012, at han nægtede at se filmen. Om det var fordi at N-ordet, bliver brugt over 100 gange i filmen, eller det var fordi han troede at en hvid mand gjorde nar af den største skamplet i Amerikas historie, slaveriet, vides ikke. Men Tarantino giver jo netop den sorte mand retfærdighed og hævn, så man sidder og jubler på Django i biografen (ja, nu er det så hjemmebiografen). I det hele taget kan man sige at Tarantino udlever hans egen form for retfærdig og ændrer på verdenshistorien: I Django Unchained giver den sorte mand oprejsning for slaveriet, og i hans film fra 2009, Inglourious Basterds dræber han Hitler og stopper 2. verdenskrig.

Makkerparret Jamie Foxx og Christoph Waltz (sidstnævnte fik fortjent en Oscar for denne rolle) har en fantastisk dynamik sammen, og er lige dele cool as ice og lynhurtige skarpskytter, og samtidig sympatiske og karismatiske individer, man ikke kan andet end at holde af. Leonardo Dicaprio sprudler som den excentriske plantageejer, som bl.a. leverer en skræmmende brandtale af dimensioner, da han snakker om “det underdanige menneske” og måler og vejer et kranium. Man kan tydeligt mærke at han hygger sig i rollen som sofistikeret, dumt svin, og vi er så langt væk fra hans Titanic-dage, som man overhovedet kan forstille sig. Og lad os ikke glemme Samuel L. Jackson, som leverer sin sjoveste præstation i en Tarantino-film til dato, i rollen som butleren Stephen på Candies plantage. Klædt ud som om han var mindst 80 år gammel, med dårlige knæ og dårlig hørelse, griner han på bedste kysse-røv-manerer med på alt hvad Candie siger.

På lydsiden er Tarantino (igen) i topform, og blander legene let tonerne af både John Legend, 2-Pac, James Brown og RZA. Men der er også plads til kendingsmelodien fra den gamle Django-film, og Rocky Roberts og Luis Bacolovs “gamle traver” passer perfekt ind i det filmiske univers som mesteren har stillet op.

Blodet sprøjter og splatter, og hævnen er sød til sidst. Uden at spoile for meget (du har vel set den? Ellers stop læsningen og se filmen på Netflix, NU!) så redder Django både sin kone, han får sin hævn og i det hele taget redder han dagen. Det er kulørt, det er vulgært, det er voldsomt og det er kort sagt bare helt vidunderligt. Tarantino har ikke blot kreeret hans mest underholdende film, han har også levet den mest underholdende western til dato.

Django Unchained får 6/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet:

Drive-Away Dolls

Den yngre Coen bror Ethan, har indledt sit eget lille solo-projekt, nemlig med Drive-Away Dolls. Og Drive-Away Dolls er på mange måder en tilbagevenden til vintage 90’er-Coen.

Smoke Sauna Sisterhood

Nicolai har denne gang anmeldt en dokumentarfilm, som omhandler et estisk kvindefællesskab som går i sauna og får talt ud om livet. Det er smukt, det er rørende, hjerteskærende, hjertevarmt og overordnet meget stor filmkunst, som ikke bør overses, men opsøges og opleves.

Kung Fu Panda 4

Kung Fu Panda 4 udmærker sig ved…at være udmærket. En flot animationsfilm, som er en visuel fest at observere og så er det en fornøjelse af høre de originale stemmer gi’ den gas.
Men den tredje efterfølger bruger samme skabelon som de tidligere film og lugter desværre af dovent genbrug.
René Buchtrup anmelder filmen:

All of Us Strangers

Instruktør: Andrew HaighÅr: 2023.Genre: drama.Biografpremiere: 22/02 Normalt når jeg skriver filmanmeldelser, plejer jeg at starte med en introduktionstekst, som fortæller lidt om hvad filmen handler

Rom

Nicolai har denne gang anmeldt en film som både handler om en tur til Rom og fejringen af et 40 års ægteskab.

Rom er en film med lige dele sorg, glæde, ærlighed og kærlighed og er helt overordnet en dansk film som er meget værd at tjekke ud.