Aldrig Mere I Morgen anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Der bliver smurt tykt på i Erik Clausens seneste film, som prædiker og har en morale så stor og fed som en sumobryder.

Filmen kan bl.a. streames via Blockbuster og Plejmo. 

Jeg har aldrig rigtig brudt mig om Erik Clausens film. Han er lidt for smartenheimer-københavner i hans film (som instruktør og/eller skuespiller), der med sin overdrevne socialistiske pegefinger fortæller hvad han synes om samfundet: Ned med de rige jakkesætstyper og halleluja for de hårdt-arbejdende middelklassemennesker. Det menneskesyn synes jeg altid hans film har båret præg af. Dog med undtagelse af hans forrige film “Mennesker Bliver Spist”. En totalt undervurderet film i mine øjne, som omhandler alzheimers og hvad det gør ved ens pårørende. Her var der ingen pegefingre. Kun en god historie og figurer som føltes levende.

Nu er pegefingeren i den grad tilbage. Samtidig er det blevet så firkantet, og som en skabelon, der er blevet brugt før. Det virker som et teater-stykke. Et stykke hvor næsten samtlige replikker bliver artikuleret så korrekt og ordentligt, så det virker piv falsk. Det kan end ikke reddes af garvede og dygtige danske skuespillere som Nicolas Bro og Bodil Jørgensen. Og ja, Erik Clausen. Som selvfølgelig spiller hovedrollen Thorvald.

Thorvald er en aldrende, egoistisk kunstner, med en smuk ung hustru og en ung datter. Han har samtidig en voksen søn, fra tidligere ægteskab, som hader sin far, for alt hvad han er. Da Thorvald efter et slagtilfælde, dør, viser en skytsengel (Jørgensen) ham hvordan hans pårørende håndterer tabet.

Der bliver smurt TYKT på når Clausen og co. prædiker hvad der skal gøres mens man lever, at man skal opføre sig ordentligt overfor ens medmennesker og bla bla bla! Det er en film der har så tyk og fed en morale som en kæmpe sumobryder. Men hvor fedt er det egentlig at sidde i biografen og blive belært?

Ikke specielt fedt, overhovedet.

Aldrig Mere I Morgen får 2 ud af 6 hamre:

  

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!