Den Skyldige anmeldelse

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

    af René Buchtrup

“Den Skyldige” er en lille genistreg på halvanden times tid der underholder med en fabelagtig historie og opbygger et karakterstudie af format.

Filmen kan bl.a. streames på Blockbuster og Plejmo

Alarmcentralen. En politibetjent. Et headset. En helvedes spændende historie.

Det hele er ret simpelt i Gustav Möllers debutfilm “Den Skyldige”.

Men alligevel er ingenting så enkelt som det udgiver sig for.

90 procent af filmens længde ser vi hovedrolle Jacob Cedergrens fjæs helt tæt på. Det er sjældent kameraet slipper ham. Hver gang han trækker vejret, snakker eller blinker med øjnene, registrerer vi det som publikum.

Han spiller betjenten Asger. Han er lidt af en arrogant narrøv.

Han tager imod de 112-opkald der kommer ind på politistationens kaldecentral. Men han sidder der ikke af sin goder vilje. Vi finder snart ud af at han har dummet sig i tjenesten, at han skal i retten i morgen og han bare skal have den lorte-tjans i aften overstået.

Men pludselig ringer en ung kvinde ind. Asger tager imod opkaldet. Iben, som er hendes navn, er blevet kidnappet. Asger finder snart ud af at hun sidder i en hvid varevogn på motorvejen. Hendes to børn er alene hjemme. Og hendes eksmand er den formodede gerningsmand.

Det bliver et kapløb mod tiden. Et kapløb vores (anti)helt, Asger, gør alt for at vinde til fordel for Iben. For det er jo soleklart at hun er et offer.

Men alting er ikke som det ser ud i Gustav Möllers film. Den fucker med sit publikum, manipulerer med dem og få dem helt ud på kanten af biografsædet af bare spænding.

Close up af Cedergren. Helt tæt så vi kan mærke alle frustationer og tanker hans karakter har i knolden. Stilheden. Et opkald på centralen som får os op med et spjæt i sædet igen. Er dette opkald det afgørende i sagen?

“Den Skyldige” er en lille genistreg som på halvandens times tid, får opbygget en yderst troværdig historie, som med få, men stærke virkemidler både underholder og samtidig opbygger et karakterstudie af format.

Undertegnede vil vædde sin høje pande på at filmen bliver nomineret til en masse priser til både Robert og Bodil næste år. Og sikkert er det at Jakob Cedergren bliver nomineret for hans rolle i filmen.

Han bærer hele filmen på sine skuldre og selvom han i filmen ryster og skælver som vores hovedperson i kontorstolen på alarmcentralen, og konstant er usikker på sine handlinger han træffer, er vi som publikum i de tryggeste hænder på Cedergren som gør oplevelsen til en sikker fuldtræffer.

Den mest spændende, danske film i årevis.

Den Skyldige får 5 ud af 6 hamre:

Seneste

The Drama

Nicolai har denne gang anmeldt en film om et bryllup, hvor forberedelserne til det, bliver svære og svære, efter at bruden bekendtgøre noget fra sin fortid. Der er tale om en meget sort komedie, som dog samtidig også giver meget at snakke om, udover at underholde.

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder

Predator 2

Predator 2 er måske den mest undervurderede film i hele serien – en eksplosiv storbyjagt fyldt med vilde praktiske effekter, brutal action og en fantastisk Danny Glover i topform.
René anmelder

Sirât

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fader og en søn, der leder efter deres datter & søster, sammen med nogle techno-ravere i Marokkos ørken.
Sirât er en stemningsfilm, som kræver tålmodighed og interesse i filmens rejse. Har man dog dette, er der tale om en meget intens og sanselig film, som er en biograftur værd.

Project Hail Mary

I en tid, hvor mange blockbusters føles som tom CGI-støj, er Projekt Hail Mary noget så sjældent som en storfilm med både hjerne, hjerte og humor.
En intelligent og underholdende rumfilm, der tør stole på sit publikum.
René anmelder

Persepolis

Jeg havde længe kendt filmen af navn, vidst at den byggede på Marjane Satrapis egne erindringer, og at den havde opnået en form for klassikerstatus inden for animationsfilm.

I Swear

Nicolai har denne gang anmeldt en sandfærdig fortælling om en mand, der har gjort en forskel for folk der lider med Touretttes. Det er filmen, I Swear, som er en dybt smuk og rørende film, med en historie som er virkelig værd at få fortalt i biografen.